Når Dronningen og Prinsgemalen under sommerens Grønlandsrejse fra 9. til 22. juli besøger den nedlagte kulmineby Qullissat på Diskoøen ud for Grønlands vestkyst, er det på flere måder et usædvanligt besøg.

Officielt eksisterer byen ikke. Den har været fjernet fra landkortet siden 1972, da de danske myndigheder effektuerede beslutningen om at nedlægge kulminebyen og flytte dens omkring 1.100 indbyggere til andre og mere økonomisk rentable byer i Grønland.

Qullissat, der engang var Grønlands fjerdestørste by, har siden ligget hen som en spøgelsesby midt i den højarktiske kulde med hundreder af tomme huse, skole, sygehus og butikker foruden politistationen og børnehaven, som man kun ser fundamenterne af. At se ting stå på de samme steder, som de gjorde dengang, er noget helt specielt. Fraflyttede både blandt grønlændere og danskere beretter om, at det gør et meget stort indtryk at vende tilbage og se det fysiske rum stå urørt.

Det er 55 år siden, at kongefamilien sidst besøgte kulminebyen. Det skete i juli 1960, da kong Frederik, dronning Ingrid og Tronfølgeren, prinsesse Margrethe ankom med kongeskibet Dannebrog og ankrede op i Vaigat-strædet ud for Qullissat. Dengang stod byen på den anden ende, og det vil den også gøre denne gang. Alle kræfter er sat ind på at give regentparret en hjertelig modtagelse.

Men hvad er det for en by, og hvad er grunden til, at den fortsat vækker opsigt og stærke følelser? Forklaringen skal søges i byens storhed og fald, men også i de menneskelige konsekvenser, som fulgte med.

Qullissat ligger på nordøstsiden af Diskoøen ud for Grønlands vestkyst, 500 kilometer nord for Polarcirklen og afskåret fra omverdenen i mange måneder om året på grund af is. Fra 1924 til 1972 var byen hjemsted for Danmarks eneste statsdrevne kulmine. Byen var bygget op omkring kulminen, som forsynede hele Grønland med kul. I slutningen af 1940erne var den Grønlands største mineby og den fjerdestørste by i Grønland.

Qullissat blev et vækstcentrum, der tiltrak arbejdskraft fra hele Grønland og fra Danmark, og som blev Grønlands mest moderne by med biograf og med store butikker med varer, som man ikke kunne købe andre steder. Det var en by med mange faglige uddannelser: Smede, maskinarbejdere, tømrere, elektrikere, mekanikere og kontorpersonale. Der boede grønlændere, danskere, svenskere, skotter, englændere og amerikanere i skøn forening.

Men først og fremmest var det grønlændernes egen by. Der blev skabt en stolt arbejderkultur, en faglig bevidsthed, og det var her, at Grønlands første fagforening opstod. Ifølge forfatteren Hans Anthon Lynge, der er født og opvokset i byen, var det unikke ved Qullissat, at dens indbyggere betragtede sig som industriarbejdere og ikke som fangere. Når to mænd mødtes i byen, spurgte de ikke hinanden om den andens sæljagt, men om, hvor han arbejdede: Ved minen, i tømrerværkstedet, smedeværkstedet eller Kongelige Grønlandske Handel.

Byen var bygget op om kulminen. Det var indtægterne fra den, som byen levede af, for der var ingen alternative indtægter ud over den smule, som fangst og fiskeri kunne give. Da kullene op gennem 1960erne kom under stigende pres af olien, begyndte det at gå galt. Minens underskud voksede år for år. De røde tal kunne direkte aflæses af finansloven, og efter mange års tøven og efter stærkt pres fra Folketingets statsrevisorer faldt den endelige dom i 1968 under den daværende VKR-regering. Byen skulle være rømmet senest 1972. Der blev også lagt til grund, at det samfundsøkonomisk var en fordel at nedlægge kulproduktionen i Qullissat og overføre arbejdskraften til fiskeindustrien som led i den politik, der gik ud på, at befolkningen i Grønland skulle koncentreres på færre pladser.

Fra 1969 til 1972 blev 186 familier eller knap 1.100 mennesker flyttet i forbindelse med lukningen af kulminebyen. En folkeflytning blev iværksat, og søndag 24. september 1972 blev de sidste indbyggere sendt af sted med kystskibet Kunûngùak.

Nedlæggelsen og forflytningen af de mange mennesker fik smertelige konsekvenser for mange i form af sociale og psykiske problemer med misbrug og i værste fald selvmord til følge. Mange har siden måttet kæmpe for at komme videre med deres liv efter det, som de opfattede som en tvangsflytning fra Qullissat, hvor familier, venner og naboer blev splittet over en afstand på mere end 2.000 kilometer eller lige så langt som fra København til Istanbul.

Siden har Qullissat ved flere lejligheder demonstreret, at den ikke vil dø. Sommer efter sommer vender fraflyttede tilbage for at bo i de forladte huse. Frivilligt lægges der mange kræfter i at redde husene fra forfald. Foreningen Ilulissani Qullissat Ikinngutai (Qullissats Venner i Ilulissat) samler penge ind, så man af en fælles pulje kan istandsætte husene. Der arbejdes med en vision om, at byen skal bevares, så alle, der ønsker det, kan vende tilbage på besøg, og for at institutioner for handicappede og vanskeligt stillede børn og unge kan tage på lejr i Qullissat. Sammenholdet kom stærkt til udtryk ved sommerstævnet i 2012 i forbindelse med 40-året for byens nedlæggelse, hvor over 1.000 mennesker kom sejlende dertil i private både fra nær og fjern for at deltage i mindearrangementer.

Også denne sommer ventes mange til byen, når regentparret efter planen ankommer tirsdag 14. juli om morgenen. Den grønlandske rigsombudsmand Mikaela Engell, der er vært for besøget og står for programmet, oplyser, at hele rejsen er tilrettelagt efter samme overordnede princip: At regentparret ønsker at se så meget som muligt af Grønland.

»Qullissat passeres på turen, og det har derfor været naturligt at indlægge et besøg,« skriver hun i en mail.

Blandt de fraflyttede vækker det stor glæde, at den by, som de forbinder med det bedste i deres liv, kommer til ære og værdighed med Dronningens besøg.

Formanden for foreningen Ilulissani Qullissat Ikinngutai, Thorkild Jeremiassen, udtrykte det på den måde, da han ved nyheden om det kongelige besøg udtalte til avisen Sermitsiaq: »Det er rørende, at vi får besøg af så højt ærede personer, når vi i så mange år har kæmpet for at komme videre med vores liv efter tvangsflytningen fra Qullissat i 1972.«

»Lad os med lykke se fremad« var temaet for sommerstævnet i Qullissat i 2012, da 40-året for byens lukning blev markeret. Temaet udtrykker et ønske om at lægge fortiden bag sig, se fremad og have glæden som hovedtema. Med sit besøg gør Dronningen sit til, at dette ønske må få fremgang.

Nu forberedes besøget på livet løs. På grund af en usædvanlig lang vinter har det været svært at komme i gang med forberedelserne. For dem er der mange af i en by, der hverken har havn, elektricitet eller vandforsyning. Og så håber man bare, at vejret bliver lige så smukt som for 55 år siden, da Dronningen sidst var her sammen med sine forældre.