Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Drømmen om det lykkelige menneske

Vi jager lykken, som er det et statussymbol på linje med bil og adresse. Men den bedste måde at opnå lykke på er ved at opgive den desperate jagt.

Arkivfoto. Morgenbad ved Skagen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg vågner en forårsmorgen. Jeg ser mig omkring i den slumrende stund og konstaterer villa, Volvo og to katte omkring mig. Jeg tænker tilbage på min ungdom, hvor vi gjorde tykt grin af lykkebegrebet via sætningen om villa, Volvo og vovse. Tanken nu og da ændrer sig til en skuffelse: Var mit oprør kun stærkt nok til at erstatte hund med kat? Eller er lykken så knyttet til kernefamiliens grundprincip, at selv ønsket om rebel og opgør alligevel ender med traditionelle værdier? Måske er jeg i virkeligheden ikke lykkelig?

Én ting står klart for mig, nemlig at lykkebegrebet er underlagt inflation. Den ideelle kernefamilie anno 2014 er selvfølgelig lykkelig og viser det gerne frem på de sociale medier. Faktisk er lykke i dag et statussymbol på linje med bil og adresse – i hvert fald i gennemsnitlige kredse.

Men netop velstand og frihedsgrader medfører åbenbart et parallelt behov for lykke, hvilket igen er med til at skabe et samfundsproblem af faretruende proportioner: For hvis jeg ikke er lykkelig, hvad er jeg så? Svaret på samme kan let blive materialistisk sublimation (jeg må have mere for at være lykkelig), formålsløs kærlighed (jeg må have flere for at være lykkelig), eller endda regelret ulykke (hvis jeg ikke er lykkelig, må jeg være ulykkelig). I tekstform synes det som indlysende fejlslutninger, men faktisk er de nævnte løsningsmodeller nogle af de største udfordringer i vores samfund. Vores materialistiske forbrug er ved at lægge kloden ned; vores manglende accept af kærlighedens vekslende biologi skaber smertelige problemer for mange, og at være ulykkelig er efterhånden en folkesygdom med uoverskuelige konsekvenser.

Det slår mig igen, at medicinsk behandling af nedtrykthed fik navnet lykkepiller. Depression er i dag en trussel mod samfundet, hvor vores lægelige forståelse af tilstanden er mere end mangelfuld. Med snart 500.000 danskere i tabletbehandling for en tilstand, der på flere måder kan karakteriseres som det modsatte af lykke, bør der vækkes mere liv i diskussionen om lykkebegreber.

Benhårde naturalister hævder, at depression er biologisk betinget, men ingen læge kan forklare den epidemiske tilvækst af ulykkelige mennesker. Jeg kalder derfor fænomenet »lykke på krykke«, hvor vi i stedet for at tage den smertefulde diskussion om lykkebegreber igen vælger en surrogatstrategi.

Der er ingen data for, at medicinsk behandling eliminerer ulykke – men der er formentlig data for, at adfærden kan bidrage til fastholdelse af problemet. Og det er ikke et forsøg på at forklejne sygdom. Jeg har selv været der og valgte den smertefulde strategi med at lukke ned. Det gør ondt ad helvede til, hvorfor nogle tager den forkerte beslutning og afslutter deres eget liv. Så lykke på krykke forbliver et samfundsrelevant emne langt ud over diagnosesystemer: Homo felix (det lykkelige menneske) kontra homo infelix (det ulykkelige menneske).

En klassisk måde at beskue egen situation på er behovsanalysen. Ofte ledes vi på afveje af forvekslingen mellem, hvad vi har brug for, og hvad vi har behov for. I et velstandssamfund er denne analyse særlig relevant, da vi oftest har det, vi har brug for. Eller i hvert fald kan opnå det.

Behovsanalysen er en svær øvelse og bør dyrkes mindst en gang om året for løbende at korrigere de indre forvekslinger. En hjælp kan være at opstille sine »brug for«-forestillinger og derefter forsøge sig med at gennemskue de underliggende behov i samme. Jeg har brug for en stor bil, men jeg har behov for, at andre respekterer mig. Jeg har brug for en elskerinde, men jeg har behov for at være elsket. Jeg har brug for succes, men jeg har behov for at være inkluderet. Jeg har brug for at være lykkelig, men jeg har behov for at leve.

De menneskelige fremskridt er store. Hvad der endnu hænger, er vores forståelse af os selv og vores indre sjælesump. Forskning kan bidrage lidt med signalstoffer og hjernecentre, men de såkaldt »bløde værdier« ligger langt uden for teknologisk rækkevidde. Så lykken kan ikke nås gennem håndfast viden – det står klart.

Men vi kan alle hjælpe lykken lidt på vej. At deflatere egne lykke­begreber kan her vise sig som en meningsfyldt adfærd. For så er lykken ikke altid uden for én, et sted langt væk, eller en tilstand, som vi hele tiden må strække os efter. Ved at acceptere lykkens kortvarighed kan vi igen ånde fri luft og få mere ud af mindre ting i livet. Og vi kan undgå lykkespiralen; den, som gerne tvinger os til at vise os selv frem som lykkelige.

Vores brug af sociale medier skal fyldes mere ud med fejl og mangler, vores perfekte børn skal igen kunne være uperfekte uden brug af diagnoser, og vi selv skal i højere grad kunne stå frem med deller og dårlige vaner.

En anden surrogatstrategi for lykke kan være at forsøge sig med at forstå lykken. Gennem menneskets udvikling har vi til alle tider forsøgt at forstå alt omkring os. Det synes som et grundprincip for mennesket; det sender os ud i rummet; det giver os ny teknologi. Men vi kommer stadig til kort, når vi forsøger at analysere og forklare os selv.

Filosofien og religionen byder sig taktfast til, sjovt nok er ingen af dem ændret meget siden fortiden. Måske blev de ikke forvirrede af teknik og materiel. At lave lykkeanalyser kan være tiltalende for det kognitive element i os, men øvelsen er dømt til at mislykkes. For menneskets psyke kan ikke vurdere sig selv korrekt og objektivt og farves let af grundfølelser og eksterne stimuli. Lykken på kognitiv form kan derfor synes som et sygt projekt.

I min bog er drømmen om homo felix en lykkelig misforståelse. Jeg husker Thorkild Hansens prosa om det lykkelige Arabien, hvor en dansk ekspedition drog ud for at finde det lykkelige land. De fleste deltagere døde af at lede efter noget, som var en simpel misforståelse. De ledte blot efter »landet på højre hånd«, de var der sågar, men de erkendte det ikke på grund af misforståelsen. Således også med lykken for os nulevende. At tro på, at den er konkret, kan nås gennem at rejse dertil, via goder eller menneskespejle omkring os, forbliver en misforståelse. Lykken er ikke konkret, kan ikke induceres, og den kan helt sikkert ikke ordineres.

Min bedste lære om samme er blevet noget i den modsatte retning, hvor det at opgive lykken faktisk skaber lykke. For når den ikke længere er noget, jeg skal nå, kan jeg igen mærke den i livets små øjeblikke. En sommers lysende solbro, et barns umiddelbare hengivenhed, en bred akkord på klaveret.

Tilbage til min morgen i villaen, Volvoen og kattene. Lykken på tankeform er et sygt projekt, lykken på drømmeform er en vidunderlig tilstand. Så jeg lader mine ting være ting, mine tanker være tanker og lægger mig igen ned og tager en ekstra stund i drømmeland.

»Vi rejser ud efter lykken«, men »Det lykkelige Arabien« eksisterer ikke. Der eksisterer kun landet Jemen. Landet til højre. Landet mod syd. Og lykken findes ikke i Jemen, døden findes der, men den har vi så rigeligt af overalt. Det hele beror på en misforståelse. Der er lande, hvor vi var lykkelige, men der er ingen lykkelige lande: Vi skulle nok alligevel tage af sted med det samme, det ville alligevel være lettere for os at nå den her end at nå den på det eneste sted, hvor det virkelig findes, det sted, som ligger nærmere end det nærmeste land, og som alligevel er meget længere væk end det fjerneste land, fordi det sted ikke findes uden for, men inde i os selv«. (forkortet citat fra Thorkild Hansen: »Det lykkelige Arabien«).