DR svigter i skattely-sagen

Jyske Bank har med et vist held sået tvivl om redeligheden hos DR – og DR forpasser i tankeløshed en oplagt mulighed for at tilpasse sit syn til nye medietiders krav til den kritiske journalistik. Frigiv dog råbåndene, skriver rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen.

Danmarks Radio, DR-byen, Ørestaden på Amager. Fold sammen
Læs mere

Jyske Banks uheldige optræden i medierne med en medarbejder, der giver problematiske skatteråd, er også blevet til en debat om mediemetoder. Jyske Bank har med et vist held sået tvivl om redeligheden – og DR forpasser i tankeløshed en oplagt mulighed for at tilpasse sit syn til nye medietiders krav til den kritiske journalistik. Det er en skam, for vi har som demokratisk retssamfund brug for, at en årvågen og kritisk presse holder øje med små og store uregelmæssigheder i forhold til de samfundsmæssige spilleregler, vi har overordnet konsensus om, dels som vedtaget lovgivning dels inden for det, der af de fleste anses for moralsk rimeligt. Vi har også brug for, at en interesseret og demokratisk aktiv offentlighed sætter den kritiske presses resultater så højt og ser dens indsats som så nødvendig, at der er villighed til at opretholde den økonomisk, både ved at betale for medieindhold og ved at støtte en stor og dyr, offentlig public service medievirksomhed.

Udfordringen er, at ingen af delene længere er en selvfølge. Den opmærksomme og videbegærlige eliteoffentlighed, der både på tid og pengepung højt prioriterer kvalificeret videntilførsel skabt gennem seriøs og sober journalistik, er muligvis meget mindre, end alle vi med aktier i journalistikken sædvanligvis har antaget. Den findes naturligvis, men er langtfra stor nok til at opretholde en nyhedsproducerende mediesektor som den, vi har været vant til. En sektor af en vis bredde og styrke kan kun opretholdes gennem en samfundsmæssig konsensus om fælles investeringer i den. Det kan være usikkert nok på den lange bane set i lyset af de ændringer i medieforbrug og nyhedsflow, som de digitalt indfødte generationer vil give anledning til. Men både på den korte og den lange bane afhænger det helt af, om medieindhold anses for noget, man som udgangspunkt kan fæste lid til, eller om det snarere skal ses som de facto, mere eller mindre forklædte interessepartsindlæg. 

Og på netop det punkt har tingene forandret sig mere, end mange aktive i medierne vil se i øjnene – og i det aktuelle tilfælde demonstrerer DR i hvert fald, at det har man ikke. I dag, hvor alle på et eller andet niveau er medie-producenter og -formidlere, ved også alle, at enhver mediefrembringelse er en konstruktion. Den enkelte medieproduktion kan være en repræsentativ og rimelig måde, hvorpå man fremstiller det, som det handler om, men den kan lige så let, og uden at man har nogen mulighed for umiddelbart at vurdere det, være misvisende og i virkeligheden ikke repræsentere andet end en større eller mindre personkreds’ særskilte måde at se verden på. Det ved enhver oplyst samfundsborger godt i dag.

Den uoplyste Maren i Kæret, som vi i tidligere tider fik banket ind som referencepunktet, findes ikke længere. Verden var nem, dengang modtageren var (dumme) Maren i Kæret, og hvor alt, hvad journalisten fortalte hende, pr. definition var en både redelig og afbalanceret viden om verden – ene og alene fordi dydige medier og ærlige journalister stod bag. Den tid er for længst forbi. Medieindhold som slet og ret en konstruktion, der måske – måske ikke – er redeligt, balanceret og repræsentativt afbildende det, som det handler om – er i dag på en helt anden måde forståeliggjort for enhver, og ikke mindst de yngre mediebrugere ved det mere end nogen. 650.000 har set den falske TV-avis på YouTube, der på grund af de indholdsmæssige uhyrligheder fra starten afslører sig som et falskneri for enhver med den mindste viden om samfundet.

For én uden viden om samfundet kunne det lige såvel være sandt – den ligner jo enhver anden TV-avis. Det forstærker jo kun pointen: Den »virkelighed«, medierne fremstiller, er helt og holdent en konstruktion baseret på sammenklip, tilvalg og fravalg. Alt ligger på en skala mellem 0 og 100 pct. Det eneste, der opfylder kriteriet med hensyn til at være 100 pct. virkelighed, der helt upartisk repræsenterer den del af verden, det handler om, er den slags norske TV-programmer, hvor et fast monteret kamera viser udsigten gennem en togforrude i seks timer. I den anden ende af skalaen ligger den falske TV-avis på YouTube. På resten af skalaen fordeler alt det almindelige medieindhold sig. Det gælder TV, det gælder alt, hvad der er i denne avis – det gælder slet og ret al medieindhold. Så det vigtige er: Hvor ligger det? Hvordan ved en seer, lytter og/eller læser det?

Journalistikken skal, for at bevare sin legitimitet, kunne besvare disse spørgsmål på en holdbar måde, der matcher videnniveau i et samfund, hvor et flertal går længe i skole, og hvor den meget store minoritet, der efterfølgende dominerer samfundsudviklingen, har været omkring et universitet. Når journalistikken ikke kan eller vil det, åbnes en flanke. Det er præcis den sårbarhed, Jyske Bank udnytter i den aktuelle sag. Det, vi har kunnet se på TV, synes ikke at efterlade megen tvivl om, at deres rådgiver har været på glatis –men trods det lykkes det faktisk Jyske Bank at så tvivl ved at ramme journalistikken på dens svage punkt: Uviljen mod at lade sine metoder tjekke efter. Forskellige DR-chefer har begrundet det på lidt forskellige måder. Én henviser til principper, en anden til, at det valgte klip er dækkende, altså med andre ord: Når vi siger, det er dækkende, så må I tro os på ordet. Men ingen af delene holder, og det logiske problem er åbenbart: Hvis der ikke er noget at komme efter, hvorfor så tøve med at frigive råbåndene til enhver interesseret persons granskning? Det vil tage luften ud af ethvert forsøg på at så tvivl om lødigheden i DRs behandling – forudsat, naturligvis, at der ikke er noget at komme efter.

Henvisning, som jeg også har set, til beskyttelse af kilder, herunder anonyme, holder ikke en meter. Naturligvis skal anonyme kilder kunne beskyttes – det er en grundforudsætning for en fri presse. Men der må aldrig være den mindste uklarhed over, hvornår og hvor meget noget er baseret på anonyme kilder, og hvornår det er baseret på åbne kilder. Men når det er åbne kilder, som det meste af journalistikken baserer sig på, er der pr. definition ikke noget problem i det for kilden. At tale om hensyn til kilden er i Jyske Bank-tilfældet åbenlyst forkert. Rådgiveren i Schweiz kan ikke blive mere belastet, end han blev, gennem de valgte promiller af hans udtalelser, der blev brugt.

Faktisk er det svært at komme i tanke om noget som helst andet logisk holdbart argument, end at den totale åbenhed gennem udlevering af råbåndene kan give DR et problem med at forsvare processen med hensyn til, hvad der er sagt til rådgiveren, og hvad der er udeladt. Det håber jeg ikke er tilfældet, og tror det egentlig heller ikke – men så meget værre at skabe dette bløde punkt, som Jyske Bank dygtigt har udnyttet. DR er ude af trit med tidens krav til journalistikken på dette punkt – den nye udfordring med at legitimere journalistikkens metoder er debatemne i store dele af den journalistiske verden, men ikke meget i Danmark. Man kan undre sig over, at der tilsyneladende ikke er nogen, som funderer over, om der mon kunne være en form for sammenhæng mellem legitimitetsudfordringen og det pres, vi har set omkring medie- ansvarslov og offentlighedslov – men det er så en anden historie.

Temaet om troværdighed og transparens er hot i USA. I en netop udkommet bog udsendt af to af de store navne i den amerikanske medieverdens abolutte videnscentre, The Poynter Institute og The American Press Institute, hedder det yderst rammende: »The test is in how the journalism is produced – not necessarily who produces it«. DR forlader sig stadig på det sidste: Fordi det er DR, skal man tro på, at det er i orden, og vi behøver ikke at dokumentere.

I bogen, der hedder The New Ethics of Journalism, konkluderes yderligere – i min oversættelse – dette om journalistikkens fremtid: »Transparens som princip vil kunne give journalistikken den troværdighed, som uafhængigheden ikke gav, når det kom til stykket«. Den ny tids vilkår skal nok før eller siden nå ind i DR (og de dele af de øvrige medier, der endnu ikke har taget udfordringen alvorligt). Men er det ikke dumt ikke at benytte Jyske Bank-sagen til at gribe om nælden frem for at give brændstof til muligheden for at klandre journalistikken netop på dens dyrebareste aktiv, troværdigheden?