Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

DR forsømmer kulturarven

Ole Hyltoft. Journaliststanden har magten i DR. Det gør, at journalistikken blomstrer i DRs programmer, mens oplysningen om vores danske og europæiske kulturarv forsømmes, skriver DRs næstformand. DR må vælge mellem, om den vil styre efter seer- og lyttertal eller efter folkeoplysningens mål.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Forleden sad jeg til bords med nogle af dem, der styrer den højere uddannelse. Der fór en lille djævel i mig, så jeg spurgte uddannelsesdirektøren ved siden af mig: Hvem er det nu der har skrevet Elverhøj, vores nationale teaterstykke, det med Christian den Fjerde og elverpigerne? Ja, se det kunne fru uddannelses-direktøren ikke rigtig komme i hu. Men, fortsatte jeg, hvem har så skrevet den pompøse musik til stykket? Nej, hverken Heiberg eller Kuhlau dukkede op i den højtstående frues kramkiste. Men så fandt hun en udvej: »Jeg kan google mig til svaret,« sagde hun. Jeg overvejede at spørge, om hun - uden at google - kunne sige mig, hvem der havde skrevet årtiers konfirmationsgave, versromanen Hjortens flugt. Men så blev dyrestegen båret rundt. Og man skal jo heller ikke skabe dårlig stemning.

Uvidenheden har vide grænser i vore dage. Kundskaber, der var selvfølgelige for en student eller en højskoleelev af min årgang, er nu ukendt land. Og de uvidende skammer sig ikke over deres uvidenhed. Jamen, er det så vigtigt at kende sin kulturarv? Ja, hvis vi ikke vil nøjes med at kende vores egen lille familie, men også vil høre hjemme i en stamme, et folk, så må vi kende dette folks grundlag, dets historie. Ligesom der er minder, vi er stolte af eller bedrøvede over i vores lille, biologiske familie, har folket, nationen, været udsat for skæbnesvangre begivenheder, der har været med til at forme hver enkelt af os til dem, vi er i dag. Den overdrevne sejrsrus efter første slesvigske krig, det overmod, der førte til dumhederne og det katastrofale nederlag i 1864. Besættelsen 1940-45. Osv.

Dannet os har dog endnu mere det sindelag, der kommer til udtryk i vore ypperste kunstværker, H.C. Andersens eventyr, Blichers noveller, Carl Nielsens symfonier og højskolesange, Herman Bangs humor, Lange-Müllers vemod. Hvis vi ikke kender vores kulturarv og vedkender os den som en del af vores eget sind, krakelerer vi og bliver usammenhængende reflekser af diverse tilbud fra TV-skærmen eller popscenen.

Vores måde at leve, tale og tænke på er skabt af kulturarven. Så sådan set har vi dens slutresultat inden i os. Men dens byggesten, rejst århundrede efter århundrede, bør være os velkendte. Det danske sprog i hele dets rige mangfoldighed kommer ikke til os af sig selv. Det skal øves. Især ved at vi læser dansksprogets mestre, H.C. Andersen, Blicher, Johs. V. Jensen, og alle sangskriverne fra Ingemann, Grundtvig, Sophus Claussen til PH, Sigfred Pedersen, Frank Jæger, Halfdan Rasmussen.

Skolen gjorde engang sit bedste for at lære os alt dette. Men det har skolen nu ikke gjort, siden 68erne tog magten over den. Nu, som gamle, kan de klogeste af 68erne se, hvilken dumhed de begik ved at lukke viden ud af skoleskemaet. »Vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole () var en idiotisk fejltagelse,« bekendte en af 68-skolens frontfigurer forleden under et bombastisk UNDSKYLD - i netop 68-avisen Politiken.

Danmarks Radio blev meget hurtigt efter 1968 en af ungdomsoprørets magtbaser. Efter TV 2s oprettelse har DRs marxistiske ungdomskultur udviklet sig mere i retning af en populistisk handelsskolekultur. Men ligegyldigheden over for kulturarven, det fornemste menneskeheden har skabt, gør sig stadig gældende i DR-huset. DR er god til døgnjournalistikken, bedre end DR var i monopolets tid. Men hvad der er sket før 1990 ligger lidt hen i tågerne for DRs programlæggere. Værst når vi fjerner os fra politikken og dagliglivet og går over til kulturen. Hvornår er Balzacs banebrydende romankunst lagt bredt frem i DR? Hvornår har vi kunnet opleve en samlet gennemgang af J.Th. Lundbyes, Marstrands eller P.C. Skovgaards malerier? For nylig genudsendtes et udmærket program om P.S. Krøyers selskabelige og spirituøse liv i Skagen. Men hvad det var for kunstneriske værdier, der gjorde Krøyer til en af alle tiders største danske malere, hørte vi næsten intet om.

Efter et vedholdende bestyrelses-pres fra Katrine Winkel Holm og mig har vi nu fået et par ugentlige timers litteraturorientering i programmerne. Men oplæsning af digte og noveller leder vi forgæves efter på FM-kanalerne. Til gengæld har DR produceret nogle hørespil over Karen Blixens og Herman Bangs noveller, som skriger til himlen af manglende kunstnerisk fornemmelse.

Hvorfor negligerer DR kulturarven? Der er flere grunde. Og nogle af dem bør jeg som næstformand næppe ytre mig om. Men afgørende er selvfølgelig medarbejdernes egen åndelige udrustning. Og her har der været en udvikling i DRs bemanding, som er slående. I dag består næsten alle DRs frontfigurer af journalister, suppleret på de indre linjer med en stabel djøffere og handelsskolefolk. Generalister kalder man disse journalister, der beskæftiger sig med hvad som helst.

For bare et par årtier siden, var medarbejderstaben meget alsidigere sammensat. Nogle var skolelærere (Niels-Jørgen Kaiser, Mogens Vemmer). Nogle var magistre (Hans Sølvhøj, Jens Schoustrup Thomsen). Nogle var forfattere (Hanne Marie Svendsen, Peter Poulsen). Nogle kom fra musikverdenen (Gregers Dirckinck-Holmfeld, Mogens Andersen). Og så var der dem, der kom med en bunke viden og samtidig var sprudlende fortællere. Palle Lauring var nok den største personlighed af dem. Men Clement Kjersgaards far, historikeren Erik Kjersgaard, var også en mand, der kunne tryllebinde seerne til danmarkshistorien. Man skal nemlig vide en masse for at blive en stor formidler. Viden hos en formidler er ikke nok. Men viden hos en formidler kan aldrig blive stor nok. Den kyndige kan give stoffet det lille personlige drej, der gør det ekstra fængende. Den slags underholdende kundskabsspredere savner DR i dag. Dybtgående kundskaber, faglighed forekommer ikke at være en egenskab, DR efterspørger for tiden. Man har indtrykket af, at hvis en DR-journalist har læst Pedros Danmarkshistorie, anses vedkommende for at være DR-byens historiske ekspert. Man kan sige, at på dette punkt ligner DR så det omgivende samfund. Det er bare ikke godt nok. For DR er i dag det eneste medie, der har penge til at være folkeoplyser ud fra sin egen opfattelse af, hvad det er nødvendigt at oplyse om.

Nu vil en og anden måske spørge, om det sømmer sig for næstformanden i DR således at kritisere DR-huset? Jo, det sømmer sig. For DR's bestyrelse er nedsat for at vi som seernes og lytternes repræsentanter i DRs ledelse skal passe godt på DR. »Passe på« betyder både værne om og holde i ørerne. Kritikken i denne kronik har jeg fremsat for bestyrelsen i mange omgange. Og når jeg kritiserer DR én gang, roser jeg fem gange.

Det er det danske folk, der ejer og betaler DR. Derfor bør den danske befolkning også i videst muligt omfang deltage i styringen af sit eget radio- og TV-selskab. Det forudsætter en løbende offentlig debat. Og den bør de med de bedste forudsætninger, DRs direktion og bestyrelse, også deltage i. Selvfølgelig med de begrænsninger, som et bestyrelsesansvar indebærer. Flere lyttere og seere bliver jævnligt så forbitrede over ensidigheder og forsømmelser i DR, at de ønsker DR nedlagt. Det er jeg ikke enig i. Jeg synes hverken DR skal lukkes eller indskrænkes. Den skal forbedres.

DR står i øjeblikket ved en korsvej. Skal DR fortsat først og fremmest redigeres ud fra seer- og lyttertal? I så fald skal hovedvægten lægges på X-Factor, diverse madprogrammer o.lign. Den slags programmer, som vi har i stort tal på TV 2, TV 3 osv. Eller skal DR koncentrere sig om sit ansvar for oplysning, debat og kulturarv. Selvfølgelig ikke ved at være kedelig. Men ved at gøre den nødvendige viden - den almene dannelse, om man vil - medrivende. Den nuværende DR-ledelses kompas retter sig ufravendt efter seer- og lyttertal. Senest valgte flertallet i direktion og bestyrelse at bevare P3s og P4s rock- og pop-programmer frem for P2s klassiske musik. Man fravalgte dermed sit ansvar for Danmarks sammenhæng med Europas musikalske kulturarv. Foruden sit farvel til det civiliserede Europa lod man dermed den klassiske danske musik i stikken. Eller i strikken. For den - fra Weyse til Gade - vil dø, hvis ikke DR spiller den - i sin nye, pragtfulde koncertsal.