Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Doping er en brik i russisk politik

Præsident Putin har indset, at sporten med dens evne til at skabe begejstring og tilhørsforhold udgør et fantastisk middel til at opnå politisk goodwill, der går under den normale radar for, hvad der opfattes som politik.

Vladimir Putin er tidligere elitesportsmand og optræder stadig gerne i den rolle. Her deltager han i judo-træning. Foto: Alexei Druzhini Fold sammen
Læs mere

Ikke mange havde vist fantasi til at forestille sig, at den russiske statsmagt ville risikere i den grad at blive hængt til tørre i verdensoffentligheden ved at installere et omfattende statsligt dopingsystem. Man tror ikke sine egne øjne, når man læser om den agent 007-agtige måde, svindlen er foregået på. Der kommer helt sikkert en spillefilm herom. Atleterne blev budt en cocktail, der bestod af steroider iblandet for kvindernes vedkommende vermouth og for mændenes whisky. Skulle russiske atleter blive taget i dopingkontrollen, afgjorde den af præsident Putin udnævnte vicesportsminister, Jurij Nagornykh, om atleten var betydningsfuld nok til, at man skulle trylle hans positive dopingprøve om til en negativ, eller betydningsløs nok til at vise, at den russiske dopingkontrol skam virkede, hvorved han blev ofret i den større sags tjeneste.

Ved store internationale stævner i Rusland var der udenlandske kontrollanter til stede, hvilket gjorde det vanskeligere at snyde. Ved de olympiske vinterlege i Sotji i Rusland i 2014 installerede den russiske efterretningstjeneste, FSB, derfor et system, hvorefter de russiske atleters prøver kunne udskiftes med garanteret dopingfri urin, når de udenlandske dopingjægere var ude af lokalet.

OL i Vancouver havde efterladt den traditionelt så stolte russiske sportsnation med røde ører. Sølle tre guldmedaljer, den dårligste høst nogensinde. Det skulle der gøres noget ved, koste hvad det ville. Vladimir Putin investerede nu lige så meget i organiseringen af de dyreste lege i den olympiske historie som i den samtidige udbygning af den sovjetiske rumpolitik: 50 milliarder dollars. Dermed havde han skabt kontinuitet tilbage til det gamle Sovjetunionen, der under Den Kolde Krig især havde forsøgt at hævde »det socialistiske menneskes« overlegenhed i rummet såvel som på sportsbanen i en tid, hvor statsdoping for alvor blev sat i system. Ved OL i Sotji smeltede rum- og sportspolitik sammen ved en omfattende hyldest til de russiske astronauter, der endog fik æren af at hejse det russiske flag.

Når sporten spiller så stor en rolle for Putin, hænger det sammen med en dybtfølt passion for sport lige siden hans ungdomstid som eliteidrætsudøver i judo i Sankt Petersborg. Putin har indset, at sporten med dens evne til at skabe begejstring og tilhørsforhold udgør et fantastisk middel til at opnå politisk goodwill, der går under den normale radar for, hvad der opfattes som politik. F.eks. har han i den grad charmet det internationale judoforbund, hvor han er æresmedlem, hvorved han har opnået en skyhøj bæltegrad (8. dan), samt f.eks. blev modtaget med stående ovationer ved verdensmesterskaberne i judo i Chelyabinsk i Rusland i 2014. Under OL i Sotji samme år valfartede han i mediernes blitzlys fra den ene nations OL-lejr til den anden for at hilse på atleterne som en sportsmand over for sportsmænd.

Sporten har i dagens Rusland fået en endog langt større betydning end i Sovjettiden. Putin har selv sin sommerresidens i Sotji, og hans mål er at gøre Sotji til et sted, hvor han gang på gang kan mødes med verdens største sportsmænd, mens TV-kameraerne snurrer. F.eks. har han fået anlagt en Formel 1-bane omkring OL-bygningerne i Sotji. Ved præmieoverrækkelsen til vinderen Lewis Hamilton i 2015 kunne Putin lade sig oversprøjte med champagne, som om også han havde bidraget til at bringe sejren i hus.

Også verdensmesterskaberne i skak har Putin fået til Sotji. I 2014 kunne han således ved pressekonferencen, flankeret af vinderen og skakidolet Magnus Carlsen og nr. 2., Viswanathan Anand, fremhæve russisk skaks store bidrag til verdensskakken og skakkens betydning for verdensfreden i almindelighed. Herigennem opnår Putin faktisk at få fordoblet den traditionelle politiske scene med en ny populistisk scene, der forlener ham med en aura af kamp, succes og sejr.

Sotji er blevet en form for nyt kejserforum. Antikkens romerske kejsere mødte som bekendt folket i pseudodemokratiske forestillinger ved hestevæddeløbene og i Colosseum, hvor de romerske borgere kunne føle, at kejseren og de var ét, når kejseren fulgte folkets røst og vendte tommelfingeren opad eller nedad for at markere, om en slagen gladiator skulle have nådestødet eller ikke. På samme måde får de russiske borgere mulighed for i fælles jubel med deres præsident at kunne hylde de store russiske sportsstjerner som det skete i Sotji, hvor medaljehøsten steg fra de tre i Vancouver til 13 i Sotji.

Putin nøjes dog ikke med at iscenesætte sig via elitesport. Han optræder også selv som action-helt og elitesportsmand, og det ikke kun i judo og skiløb. Snart prøvekører han en Formel 1-racerbil, snart flyver han et Tupolev strategisk bombefly, snart kører han på motorcykel ved nattetide gennem Moskvas gader med sine støtter, motorcykelgruppen Night Wolves, og snart redder han udryddelsestruede fugle i et specialbygget fly.

Som hos de romerske kejsere, der tilbød befolkningen »brød og skuespil« til gengæld for den totale underkastelse, bevæger Rusland sig mere og mere i retning af en tilbedelse af præsidenten, ikke blot fordi han giver russerne national stolthed over de storslåede sejre i sportsarenaen, men også fordi han selv fremstår som en handlingens mand, der sørger for, at der det ene øjeblik kastes bomber over Syrien og i det samme øjeblik på en anden TV-kanal ved en fejring af sin 63-års fødselsdag vinder en ishockeykamp i Shayba arenaen i Sotji, hvor han spiller med blandt andet gamle russiske sportsstjerner fra NHL og den russiske forsvarsminister.

Med den systematiske statslige dopingpolitik har Putin spillet højt spil. Endnu en brik er føjet til forståelsen af Ruslands bølleagtige udenrigspolitik. Dopingskandalen viser, hvor langt den russiske statsmagt er villig til at bruge propaganda til vildledning af den internationale offentlighed. Vi ser nu klarere systematikken i det russiske forsøg på udadtil og indadtil at fremstå som rene og fair i bestræbelserne på at placere Rusland på verdenskortet.

Den Internationale Olympiske Komite har i de forgangne uger haft en historisk chance for at markere, at her går grænsen. En beslutning om at ekskludere den russiske olympiske komite kunne have sikret, at de russiske atleter, der alle har været underlagt et statsligt dopingprogram, ville være blevet udelukket fra OL i Rio. I stedet valgte man den konfliktsky løsning at sende aben videre til de specialforbund, man ellers er sat i verden for at forsvare og værne. Nu har de skullet afgøre, hvilke atleter, der skulle udelukkes. Kriteriet var bl.a. tidligere dopingdomme, hvilket forekommer absurd, når man ved, at netop de mest vindende russiske atleter blev manipuleret rene af det russiske sportsforbund.

Alt tyder nu på, at langt hovedparten af de russiske OL-atleter får lov til at stille op. Hvis ét-partistater som f.eks. Kina, der skal afholde vinter-OL i 2022, får færten af, at statslig dopingsvindel ikke straffes effektivt, kan vi se frem til nye store problemer for dopingbekæmpelsen. Endnu en gang har det vist sig, at IOC ikke effektivt formår at retvise de autoritære, sportsglade systemer, der manipulerer og udøver propaganda, men som tildeles opmærksomhed og hæder som de helt store arrangører af sportslige mega-events i nyere tid.

Det bliver spændende, men også forstemmende, de næste uger at følge de russiske sportsstjerner i Rio.