Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Domstole er globaliseringens helte

Dennis Schnell-Lauritzen: Hvis man skal løse globaliseringens problemer, høste dens fordele og samtidig opnå en fornuftig balance mellem verdens gamle og nye magthavere, må der udvikles langt tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Her kan internationale domstole få en endnu mere fremskudt position end nu som konfliktløsningsorganer.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Internationale domstole som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen er ikke i høj kurs for tiden. Der er kritik af, at vigtige spørgsmål med betydning for danske forhold afgøres tusindvis af kilometer herfra, af dommere der ikke er demokratisk valgt. Men lad os prøve at løfte blikke lidt og overveje, hvordan internationalt samarbejde kan udvikle sig fremover, og hvilken rolle internationale domstole kan få.

I dag er det billigere at få en container sejlet fra Marseille til Shanghai, halvvejs rundt om Jorden, end at få den kørt til Avignon 100 kilometer derfra. Internettet har med sine to mia. brugere på verdensplan på kun 15 år revolutioneret kommunikation, politik og forretningsliv. Det betyder, at varer, ideer og mennesker flytter sig meget mere og meget hurtigere, end da jeg var dreng. Det samme gør forurening, sociale problemer og terrorisme.

Magten flytter sig også. Den flytter mod syd og øst. Når jeg bliver gammel, vil økonomien i fire lande, der var ulande, da jeg var ung - Brasilien, Rusland, Indien og Kina - samlet være større end i USA, Japan, England, Tyskland, Frankrig og Italien. Der bliver også mindre plads til os i fremtiden. Befolkningen på verdensplan stiger således fra i dag under syv mia. personer til over ni mia. i 2050. Det øger presset på ressourcer og landegrænser.

Hvis man skal løse globaliseringens problemer, høste dens fordele og samtidig opnå en fornuftig balance mellem verdens gamle og nye magthavere, mener jeg, at der skal udvikles langt tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Her kan internationale domstole, konfliktløsnings-organer - you name it - få en endnu mere fremskudt position for at sikre, at de deltagende lande »walks the talk«, og faktisk holder de aftaler, man indgår.

Men er der noget, der tyder på, at verdens lande er interesserede i at afgive magt til internationale organisationer og lade deres konflikter afgøre af knastørre domstole? Det er der faktisk. En historisk udvikling udspiller sig i disse år ved verdenshandelsorganisationen WTOs domstol. Sagerne drejer sig om handel, arbejdspladser og har tit en værdi på mange milliarder dollars, yuan eller euro.

Her er især Kina, men også andre udviklingslande ved at melde sig ind i det internationale retssamfund for fuld tryk. Hidtil har de vestlige lande med USA og EU i spidsen nærmest haft monopol på at anlægge sager ved domstolen for at sikre deres virksomheder adgang til andre landes markeder. Så sent som 1997 anlagde industrilandene ca. 80 procent af sagerne ved WTO-domstolen. Men i år vil udviklingslandene anlægge to tredjedele af sagerne.

Særlig markant er udviklingen omkring Kina, som blev medlem af WTO i 2002. De første seks år anlagde kineserne kun én sag ved WTO-domstolen. Og når kineserne blev sagsøgt, mente de, at sagerne var grove forsøg på indblanding i Kinas indre anliggender og krænkelser af Kinas ære. Derfor forsøgte kineserne at forlige sagerne i stilhed, hvor Kinas diplomatiske og økonomiske muskler måske kom bedre til sin ret.

Det har nu ændret sig radikalt. I dag tager Kina sagerne i retten og argumenterer for sine synspunkter inden for rammerne af WTOs regler. Samtidig har kineserne mellem september 2008 og september 2010 anlagt fem sager ved WTO-domstolen. EU og USA har i samme periode anlagt henholdsvis fire og seks sager.

Der er faktisk tale om et stille og i Danmark fuldstændig upåagtet paradigmeskift i den selvforståelse, som har præget Kina og andre østasiatiske lande. F.eks. skrev en forsker fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i slutningen af 2009, at Kina »af kulturelle og andre grunde ikke har stor appetit på at lade uenigheder afgøre i retten«. Sådan er det ikke mere.

Men følger Kina så spillereglerne, og vil Kina også respektere afgørelser, der går det imod? Det ser det ud til. Først og fremmest er der en helt enkel grund til at følge WTO-domstolens afgørelser: Hvis Kina ikke vil følge dommen i en sag anlagt af USA, hvor Kina blev forpligtet til at åbne sine markeder for udenlandsk film og musik, ja, så kan Kina jo heller ikke kræve, at USA følger dommen i en sag anlagt af Kina, hvor USA tabte en konflikt om amerikanske importhindringer mod kinesiske kyllinger. Kina og USA har da også i sommer aftalt, hvornår den nævnte dom om film og musik skal gennemføres.

Men hvad hjælper en øget og velreguleret handel med et diktatur som Kina? Vil Kina ikke fortsat være et diktatur, der krænker et utal af menneskerettigheder, og vil Kina ikke fortsat overtage massevis af amerikanske og europæiske arbejdspladser? Sandsynligvis. Men netop fordi Kina er et diktatur, hvor magthaverne kan ændre kursen uden særlige hensyn til den hjemlige opinion, er det vigtigt, at Kina integreres så dybt som muligt i et forpligtende og regelbaseret økonomisk samarbejde på globalt plan. Bare det, at handelskrige efter WTOs regler ikke kan startes vilkårligt og af politiske grunde, vil være en enorm fordel, når USA og Europa fremover skal samarbejde med et endnu stærkere Kina.

Herudover viser WTOs tal, at gevinsterne ved at fjerne barrierer for handel med varer fordeler sig med 60 procent til industrilandene og 40 procent til ulandene. USA og Europa vil altså fortsat høste store gevinster ved en friere handel. At et mere åbent og regelbaseret globalt handelssamarbejde er et af målene i FNs 2015-plan for at bekæmpe fattigdom viser også, at øget handel, klare regler og upartisk løsning af handelskonflikter er et gode både for rige og fattige lande. Den aktuelle udvikling ved WTO-domstolen, hvor verdens nye magthavere kræver deres ret, står i skarp kontrast til den stilstand, der har præget WTO på det politiske plan. Den såkaldte Doha-forhandlingsrunde om bl.a. ulandenes handelsvilkår har nu været i gang siden 2001. Optimisterne håber på en aftale i år, men det er meget usikkert, om det lykkes.

Men er det så et problem, hvis Doha-runden ikke snart bliver forhandlet færdigt? Det er det jo nok. Men internationalt samarbejde kan udvikle sig på flere forskellige måder. Forskellige aktører tager førertrøjen i forskellige perioder, og udviklingen foregår ofte i spring.

Sådan udviklede EUs indre marked sig også. EU-Domstolen afsagde en række principielle domme, der bl.a. fastslog, at borgere og virksomheder kan påberåbe sig EUs regler, at disse går forud for nationale regler, samt at en vare, der sælges lovligt i et land, som hovedregel også skal kunne sælges i de øvrige medlemslande. Det skete i perioder, hvor der var stilstand i EUs politiske beslutningsproces.

EU-Domstolen udviklede med sin formålsfortolkning af Europatraktaten nogle af de principper, som nu i 30-40 år har været unikke for EU, og som de færreste i dag ville undvære. Senere må man sige, at politikerne vågnede op til dåd igen, og bl.a. fik vedtaget regler, der sikrer en god balance mellem det fri marked og andre vigtige hensyn. Trods stor modstand mod harmoniseringen, viser det sig nu, at f.eks. EU-reglerne på miljø og fødevareområdet i næsten alle tilfælde har medført et beskyttelsesniveau, der er højere eller uændret i forhold til det, Danmark havde i forvejen.

Udviklingen omkring WTO kan altså minde om udviklingen af EU: Mens der er politisk stilstand, uddybes samarbejdet, når dagligdagens konflikter afgøres i retten. Aktuelt foregår der et værdipolitisk kvantespring, når Kina og andre magtfulde ulande på det handelspolitiske område tager et af de vigtigste elementer i den vestlige civilisation til sig, nemlig at forhandle fredeligt om konflikterne og i sidste instans lade dem afgøre ved en domstol.

Jeg er som de fleste andre mest tryg ved, at vigtige samfundsspørgsmål afgøres i Folketinget. Det er fra Danmark, at også min verden går. Men jeg kan ikke være blind for, at globaliseringen kræver stærkere internationalt samarbejde. Eksemplerne fra EU og WTO viser, at internationale domstole kan være afgørende for at skabe succesfulde internationale organisationer.