Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Døden i marsken – og vores forhold til det sidste farvel

Foto: SØREN BIDSTRUP. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I gamle dage ønskede folk – meget groft sagt – at vide på forhånd, at de skulle dø. Man ønskede, som det hed, at ligge på dødsleje. Den langsomme død var noget naturligt, og den gav mulighed for, at man forsonede sig med både familie, venner og Gud.

I dag drømmer de fleste mennesker om at falde død om midt i en forelæsning eller om at få et hjertestop, mens de sover. Det værste, nogen kan tænke sig, er at dø langsomt af kræft.

Den udvikling fik jeg lejlighed til at tænke over for nylig, da jeg var i praktik fra pastoralseminariet som sognepræst i Højer og Daler sogne i Sønderjylland. De ligger helt ude i Tøndermarsken, hvor den dansk-tyske grænse og Vadehavet danner rammerne om livet – og om døden.

Jeg har privat været med til bisættelser ved både min farmors, min mors og min brors død, og de blev alle sammen efterfølgende kremeret. Oplevelsen var surrealistisk. Jeg mistede min bror for snart fem måneder siden, og straks efter forsvandt hans krop ned i en kiste. Kisten forsvandt efter gudstjenesten ind i en rustvogn. Rustvognen forsvandt ned ad en vej, den blev mindre og mindre, indtil den til sidst var helt ude af syne.

Så var min bror væk.

Siden fik jeg fortalt, at han var blevet brændt og drysset ud over havet. Men jeg var ikke selv med, da de stak kisten ind i ovnen, så det er noget, jeg er nødt til at forestille mig. Hvilket jeg har gjort talløse gange i de søvnløse nætter, der altid ledsager den ubærlige sorg.

Problemet med, at en person bliver væk på den måde, er, at så ved man faktisk ikke rigtig, hvor de er blevet af. Ved bisættelsen har man nemlig så at sige klippet det sidste kapitel af døden af. Vi begraver ikke den døde. Vi bisætter bare liget, og det er godt dansk for at »sætte« personen »til side« – tænk på en bisidder, der »sidder« ved »siden af«.

Ved kistebegravelsen er det helt anderledes. Den døde stedes, som det også hedder, til hvile. Et andet udtryk er, at liget jordfæ- stes, hvilket jo egentlig vil sige, at det sættes fast i jorden. Altså ved man med en kistebegravelse, hvor man har den døde. Og da jeg for nylig hørte om en far, der døde meget pludseligt og meget tidligt, gav det god mening for mig, at præsten havde foreslået en kistebegravelse – for børnenes skyld. For med en kistebegravelse kan man følge den døde det sidste stykke.

På de sociale medier er der gået mode i at skrive R.I.P., når folk, man aldrig har mødt, dør. Men det latinske »Requiescat In Pace« eller det engelske »Rest In Peace«, giver ikke meget håndgribelig mening, når man bisætter folk. Med en jordfæstet kiste, derimod, bliver det fuldkommen tydeligt, hvad der menes. Den døde ligger her. Og han hviler. Og han venter på den yderste dag, hvor døde atter skal genopstå, når Kristus, og Solen, stiger op i Østen. Og det er i øvrigt grunden til, at hovedet i graven altid vender mod vest, og altså kigger mod Øst, på kristne kirkegårde.

Skæv fordeling

Kistebegravelser og kremering er geografisk set meget skævt fordelt i Danmark. I det østlige Danmark er der stort set ingen kistebegravelser mere. I det vestligste Danmark bliver stort set ingen kremeret. Jeg tiltræder selv om to måneder som kirkebogsførende sognepræst og begravelsesmyndighed i Holbøl pastorat nær Kruså, og det er allerede så langt fra Vestkysten, at cirka halvdelen af befolkningen her kremeres.

Under min praktik i Højer og Daler var jeg med til at begrave to mennesker. Altså begrave dem – i en kiste. Det havde jeg som sjællænder aldrig oplevet før, og jeg må tilstå, at det var voldsomt. Jeg kunne se på de pårørende – især de yngre mennesker – at de også blev meget påvirket af det. Årsagen er, at det hele bliver meget håndgribeligt.

I kirken løfter de pårørende efter gudstjenesten kisten op og bærer den med tunge og sørgmodige skridt hele vejen fra de to bukke, der bærer den døde i kirken, og ud til graven. Der kan godt være for eksempel 100 meter, og ved den ene begravelse måtte en datter, ødelagt af gråd og græmmelse, simpelthen give op og lade sig udskifte af en firskåren mand.

Ved graven ligger jorden i en stor bunke, og der er sort og mudret i hullet. Kisten stilles på to brædder, der bærer den over hullet. Dernæst trækkes tre lange tove under kisten, den løftes og brædderne hales til side. Og så står de seks pårørende med kisten hængende i luften i deres egne hænder. I fællesskab firer de den ned i mørket. Præsten udfører jordpåkastelsen – »af jord er du kommet …« – og dét ritual giver i virkeligheden kun mening ved en grav, hvor man netop står ved siden af en stor jordbunke, og præsten så at sige påbegynder graverens arbejde.

Ansigterne var helt anderledes dystre ved de to kistebegravelser, jeg var med til. Vi lagde, helt konkret, to højt elskede mennesker ned i jorden. Og der ligger de så nu. Efter en snak med præsten forlod jeg som en af de sidste kirkegården. Og på vej ud hørte jeg det så.

Bump. Bump. Bump.

Det var den tunge, rytmiske lyd fra den knap 70-årige graver, der kastede graven til, skovfuld for skovlfuld for skovfuld. Tidligere samme dag havde han selv gravet graven. Med en spade, ligesom han altid har gjort det.

Ligbåren i våbenhuset

I netop Daler Kirke kan man få et helt særligt indblik i fortidens langt mere kontante kontakt med de døde. For i våbenhuset – altså kirkens entré – har man stadig den gamle ligbåre hængende. Det er en overdimensioneret, kulsort båre, der hænger med undersidens udskårne ben vendt udad. På hele undersiden er den dekoreret med vores mytologiske billede af Døden med stort D – nemlig et skelet med en le. Og ved siden af Døden står der en snirklet inskription. Det er Døden selv, der præsenterer sig i en brutal tekst med håndskrevne gotiske bogstaver og i en knirkende gammel, lokal udgave af det danske rigsmål:

 

Anfang paa voris lefnet, bestaar

udi uforstand,

Frem gangen er for giefves, og

gaar unött fra hand,

Middel alder gifver moije, Enden

Svaghed og nöd,

Regenschabet kan ey feyle,

Fatzit er den visse død.

Naar nogen mener ieg er langt

Borte, og heel undtwigen,

Saa er jeg snart hos hannem, kommer

uformodendis snigen,

Jeg er vel noget uvisse, mig

kiender og ingen mand,

og er dog altid wis, bekiend

paa land og stand.

 

Graveren i Daler Kirke kan fortælle om, hvordan det stadig gik for sig, da han var dreng for snart en menneskealder siden. Han er en af de sidste, der har oplevet det.

Tågen ligger tæt i marsken. Dyrelivet er overvældende. Her og der hænger der en rovfugl. Og ud af det grå tæppe kommer de så. Otte stærke bønder, to ved hvert håndtag, som slæber den kæmpestore båre. Oven på den ligger en død bonde, et kreperet barn, liget af en digegreve eller de allerede ildelugtende jordiske rester af en gammel kone, der har ligget et par dage på et spisebord i stuen, så besøgende har kunnet sige hende ret farvel. De otte mænd sjosker igennem mudderet i marsken. De synker i, når de træder ved siden af den plørede markvej. Og de skal gå langt, sommetider op mod en kilometer, for at komme op til en af de få mere stabile landeveje. Der holder fire heste og en smukt pyntet rustvogn, der kun bruges til transport af døde.

Min korte tid som »sognepræst« i Højer – kun to uger indtil nu – har allerede givet mig mange ting. Møderne med de sørgende og med de unge forældre, som skulle have børn døbt, har rørt mig og på mange måder også vækket mig til live. Vi er her nu. Og det skal vi sætte pris på.

Men samtidig har jeg taget noget andet med mig. Det er kistebegravelsen. Den vil jeg altid anbefale folk fremover. For det er den eneste måde, døden rigtig går op for én på. Det er kun ved, helt konkret, at lægge et andet menneske i jorden, at man mærker, at døden ikke bare betyder, at noget slutter, sådan lidt diffust.

Når de sønderknuste familiemedlemmer grædende sænker den dødes kiste ned i mørket, så slutter livet på en meget mere virkelig måde.

Nu.
Og her.
Og for altid.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter.