Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Død over en landeplage

Føles postfaktuel som en brandvarm flovse i munden? Så læg det væk til fordel for kampråbet BODEGA!

Forfatteren Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge kunne man her erkyndige sig om Den Danske Netordbogs opfattelse af nye ords opståen. Ordbøger kan være ganske påståelige, og denne påstod, at neologismer (=sproglige nydannelser) kun opstod, når fejl bed sig fast, fordi de, som sprogforskerne plejer at sige, havde »blivende potentiale«. Derom senere.

Lone Kühlmann kombinerede »Karina-sagen« med den generelle diskussion om det postfaktuelle samfund. »Det virker,« udtalte Kühlmann ædrueligt ifølge pålidelige kilder, som om Karina har trukket sin samfundsanalyse i en automat på Bodegauniversitetet.« Kühlmann dissede her både ordet og den kendsgerning, at selv universitetsuddannede har det stramt med at forstå forskellen mellem såvel meninger og fakta som mellem krøniker og aktuel viden.

Hermed er vejen banet for en oase af yderligere udviklinger: bodegavisdom, bodegareference og bodegaverden.

Du vil muligvis indvende, at »bodegauniversitetet« er et sammensat ord og derfor ikke en fuldblodsneologisme. Men sådan skabes neologismer nu engang i dag, hvor vi ikke længere behøver at stjæle uagtsomme ord i Nedertyskland, men kan nøjes med at snuppe og nysammensætte allerede eksisterende fra et overdådigt leksikon. Tænk bare på evergreens som røvbanan og bitterfisse.

Men det skal stå enhver frit for at udklække et spritnyt, usammensat ord for fænomenet, f.eks. blubt – held og lykke med udbredelsen – eller gå direkte til en forkortelse, BONI. Sidstnævnte skulle kunne lade sig gøre, hvis man anstrenger sig og tænker på succesen med FOMO (= fear of missing out).

Alt – ALT – er bedre end postfaktuel, som stammer fra begrebet post-truth: Bloggeren David Roberts brugte det i en klumme i 2010 til at betegne nye rammer for den politiske debat, hvor talepunkter med teflon vandt over faktuelle indvendinger. Men ordet går faktisk helt tilbage til 2004, hvor Ralph Keyes brillerede med begrebet »Post-Truth Era« i bogen af samme navn.

Brexit viste med stor tydelighed, at det postfaktuelle er gangbar mønt, når bare postfaktualiteten kommer fra folket, men altså, altså: Alle har ret til at tænke sig om.

Bodegaen er dér, hvor man godt må være dum for en stund, men det holder hverken på gaden eller på universiteterne. Thi så bliver hele verden dum hele tiden.

Jeg erklærer derfor jagtsæsonen åben: Postfaktuel skal dø, både ordet og fænomenet.