Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dobbeltmoral og omskæring

Robert Petersen: Omskæring rammer lige ned i danskernes religionsforskrækkelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omskæring opfattes som en primitiv praksis, der ikke har nogen plads i et moderne, demokratisk samfund. Men der er andre aspekter, som fortjener at blive inddraget i debatten.

I juni 2012 besluttede en tysk domstol i Köln at forbyde omskæring af drengebørn med henvisning til, at denne religiøse praksis i både jødedommen og islam udgjorde et overgreb mod barnets krop. »Barnets krop er uoprettelig, og den bliver permanent ændret af en omskæring«, hed det bl.a. i dommen. Siden da er emnet blevet endevendt selv i Danmark.

Til min undren har jeg oplevet omskæring blive fremstillet som en nærmest middelalderlig praksis, der nærmer sig børnemishandling. Min undren skyldes ikke mindst, at jeg i min egen omgangskreds kender mange dansk-amerikanere, som er blevet omskåret, uden at de af den grund mener, at de er blevet udsat for et overgreb. Tilbage i 1960erne blev over 90 procent af amerikanske drengebørn omskåret af hygiejniske grunde. Tallet er faldet til omkring 60 procent i takt med demografiske ændringer i USA (eksempelvis indvandring af spansktalende), men det er stadigvæk opfattelsen blandt mange amerikanske læger, at der er gode helbredsmæssige fordele ved omskæring. Det aspekt er nærmest ikke-eksisterende i den danske debat. Det fortjener også at blive nævnt, at FN og WHO siden 2007 har anbefalet omskæring for at bremse AIDS-epidemien i Afrika. Undersøgelser i Sydafrika, Kenya og Uganda har vist, at omskæring kan reducere risikoen for at blive smittet med HIV med omkring 60 procent.

Danmark er naturligvis ikke Afrika, og debatten har i stedet handlet meget om religion. Ikke mindst om det formodede overgreb, der ligger bag, når et stykke af forhuden på penis bliver skåret væk ud fra religiøse motiver. En af dem, som har deltaget i debatten, er journalist og forfatter Bente Dalsbæk, som med en kronik i Berlingske har talt imod omskæring. Som hun skriver: »Hvor sidder kulturidentiteten henne? I tissemanden eller mellem ørerne? Efter min mening mellem ørerne.« Som hun argumenterer, har barnet også rettigheder, som samfundet skal respektere. Derfor skal barnet have ret til at bestemme over sin egen krop, hvilket bør være opfattelsen i et »et moderne, tidssvarende demokratisk samfund«.

Ved første øjekast er det er et meget overbevisende argument. Problemet er blot, at det ikke passer. I praksis træffer både statsmagten og forældre rutinemæssigt beslutninger, som i større eller mindre griber ind i barnets liv.

Det begynder fra barnsben med, at vi lærer børn at tale, begå sig i trafikken, komme i skole og lignende. Men det kan også udmønte sig i mere omfattende indgreb, som i retrospektiv fremstår som overgreb og ligefrem forbrydelser. Selv et moderne samfund som det danske har i de seneste 100 år gennemført lovgivning om eugenik (først afskaffet i 1967): tvangssterilisation (11.000 personer); tvungen kastration og svangerskabsafbrydelse; tvangsfjernelse af normale men »vanskelige« børn etc. Det skal rimeligvis understreges, at disse tiltag ikke kun er gået ud over børn, men børn har altid været en central målgruppe, fordi de i sagens natur udgjorde fremtiden. Når eugenik - eller racehygiejne - blev omsat til lovgivning i Danmark i 1920erne og 1930erne, skyldtes det ikke mindst det socialdemokratiske ønske om at opbygge en velfærdsstat, der ikke skulle tynges af et voksende antal udviklingshæmmede.

Der var også andre områder, hvor moderne lægevidenskab kom til at gøre børn retsløse. Frem til 1983 blev lobotomi flittigt praktiseret i Danmark, og 4.500 danskere - herunder børn ned til seks år - fik det stærkt invaliderende »hvide snit«. Det er værd at overveje, hvor langt vi er kommet siden da. Det blev opfattet som et fremskridt, dengang Folketinget forbød revselsesretten i 1997, men samtidig er medicinforbruget eksploderet blandt børn. Groft sagt er det ifølge statsmagten ikke længere acceptabelt for voksne at slå deres børn, men til gengæld i orden at fylde dem med medicin for at holde dem i ro og styre deres adfærd.

Der, hvor udviklingen måske bliver sat mest på spidsen, er i forhold til abort, hvor det anses for kvinders demokratiske ret at bestemme over deres egen krop. Problemet er, at vi i nogle tilfælde ser aborter blive foretaget så sent, at der rent faktisk bliver født et levende barn.

Det vakte en vis opmærksomhed i 1990erne, da jordemor Bente Torp kunne berette om personlige oplevelser, hvor hun havde været med til aborter i et sent stadie af graviditeten, der førte til fødslen af et levende (men formodentlig hjerneskadet) barn. Barnet blev i så fald anbragt i en spand med et håndklæde over, hvor det så kunne få lov til at dø. Jeg antager, at den slags sager er sjældne, men det illustrerer, at i en moderne demokrati-forståelse har kvindens ret til selvbestemmelse større prioritet end barnets ret til liv.

Nogle vil måske mene, at jeg skyder med spredehagl, men min pointe er, at vi er mere end villige til at acceptere overgreb mod børn - blot det sker med henvisning til værdierne i »et moderne, tidssvarende demokratisk samfund«.

Lovgivning om eugenik var i 1920erne og 1930erne udtryk for en progressiv tankegang, som tidens store ledere i Socialdemokratiet helhjertet gik ind for. Når der aldrig er sket et opgør med den fortid, handler det ikke kun om, at socialdemokraterne dengang som i dag sidder ved regeringsmagten, men også om, at hele tankegangen bagved fortsat er styrende for den moderne danske stat. Den danske statsmagt skal fortsat have ret til at regulere folks liv ned til mindste detalje samt tvinge dem, som ikke ønsker at blive reguleret.

Når omskæring af drenge på den anden side opfattes som så provokerende, er det fordi denne praksis netop ikke bliver begrundet i værdierne i det moderne danske samfund, men i stedet bliver begrundet i en årtusind gammel religiøs praksis. Derved rammer den lige ned i danskernes latente religionsforskrækkelse, som er blevet forstærket siden terrorangrebene den 11. september 2001 og Muhammed-krisen i 2005-2006. Kort sagt bryder danskerne sig ikke om mennesker, der mener, at tro skal have en konsekvens. Religion skal i stedet ideelt set handle om en diskussion om and eller gås til juleaften og derudover fortrænges mest muligt til privatsfæren.

For at opsummere er omskæring i Danmark primært en religiøs praksis, hvis negative helbredsmæssige konsekvenser tilsyneladende er både få og små. Der kan endda argumenteres for, at fordelene i form af bedre hygiejne og bekæmpelse af AIDS opvejer ulemperne. Det aspekt er helt fraværende i den danske diskussion, hvor der udelukkende bliver fokuseret på, at det er en religiøs tradition og derfor illegitim. Som Bente Dalsbæk mener, skal staten jo have ret til at gribe ind i folks tro, hvis den ikke passer med det »omkringliggende samfunds normer og værdier«.

Problemet er, at hun og andre derved dæmoniserer religioner og samtidig overser, at den danske velfærdsstat har en lang og lidet flatterende tradition for selv at gennemføre overgreb mod børn. Netop fordi disse overgreb er sket med forankring i moderne videnskab og efter en demokratisk beslutningsproces, har det sjældent ført til selvransagelse og forsøg på at tage ved lære. Det kan af samme grund ske igen.

Derfor virker debatten om omskæring så hysterisk og som et udtryk for dobbeltmoral.