Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

DKP-tiden var en fejl

Ole Sohn: Den sovjetiske forbindelse. Ole Sohn har siden 1991 åbent vedstået, at der kom penge til DKP fra Sovjet. Men han hverken har eller havde det fulde indblik i, hvordan de konkrete penge­strømme var.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min fortid som formand for DKP for mere end 20 år siden har på ny givet anledning til artikler om pengestøtten til DKP fra Moskva. Desværre rækker min hukommelse ikke til at huske alle beslutninger og handlinger fra dengang. Men det ændrer intet ved, at jeg som formand havde det overordnede ansvar for de ting, som skete fra 1987 til foråret 1991 - uanset at jeg frem til slutningen af 1989 var i mindretal i ledelsen.

Jeg meldte mig ud af DKP i 1991, og siden har jeg taget et opgør med min tid som kommunist og DKP-formand. Det, DKP stod for - og dermed også det, jeg stod for - var forkert. Det var en anti-demokratisk ideologi, der på en uskøn måde var forbundet med ikke mindst de østeuropæiske undertrykkende regimer.

Jeg har fortrudt det og ærgret mig over det lige siden. Alene det, at DKP og andre kommunistiske partier modtog penge fra Moskva, diskvalificerede DKP. Om nogen har jeg måttet stå til ansvar for dette gennem årene.

DKPs økonomi kørte i et lukket kredsløb med uklare forbundne kar mellem parti, ejendom, avis, trykkeri, forlag, boghandel, festival med mere, og der blev ikke foretaget almindelig og gennemskuelig regnskabsførelse. At jeg som formand accepterede dette kan ikke lastes andre, og jeg må bære ansvaret for den fejl, det var.

Jeg kommer dog til kort, når jeg i dag bliver spurgt til detaljer. Jeg havde og har ikke det fulde indblik i, hvordan de konkrete pengestrømme var.

At det sovjetiske kommunistparti (SUKP) sendte mange penge til DKP er velunderbygget i bogen »Guldet fra Moskva« af historikeren Morten Thing m.fl., der udkom i 2001. Det blev eksempelvis allerede dengang beskrevet, som det også beskrives i aktuelle historier nu, at det sovjetiske kommunistparti godkendte, at der i kalenderåret 1990 skulle sendes 350.000 dollar til Danmark. Det står på side 182 i Things bog, hvor han også beskriver, at »kun« de 150.000 dollar kom til udbetaling.

Jeg har ikke selv konkret indblik i, hvor mange penge der kom hvordan og hvornår. Men jeg har ingen grund til at betvivle sandheden i beskrivelsen, og jeg har siden 1991 åbent vedstået mig, at der kom penge fra Sovjet.

Papirer fra forskellige russiske arkiver, der med jævne mellemrum gennem de seneste 20 år har været beskrevet i pressen, tegner samme billede af pengestrømme fra Moskva.

At mit navn, som DKPs daværende formand, står på nogle af papirerne er yderst ubehageligt.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har været involveret i eller været vidende om sorte penge i form af kontanter. Men hvor beklageligt det end er, så ser jeg mig desværre ikke i stand til at bevise min uskyld med andet end ord. Og at jeg ikke personligt har modtaget brune kuverter med dollarsedler i ændrer ikke ved, at der kom støtte ind.

Min mangelfulde viden om, hvordan det skete, udspringer til dels af, at administrationen af økonomien lå hos andre og muligvis også, at jeg i en lang periode var i mindretal i ledelsen. De, der administrerede DKPs økonomi, lever ikke mere og kan derfor hverken spørges og svare for sig i dag.

Jeg har lagt alt frem, som jeg erindrer det og har kunnet rekonstruere det. Og jeg har ikke noget ønske om at forholde offentligheden noget om DKP eller min rolle dengang. Men vil også opfordre forskere til - i forlængelse af det omfattende arbejde, som DIIS, PET-Kommissionen, Institut for Koldkrigsforskningen, uafhængige forskere og andre har foretaget - at fortsætte forskningen i DKPs historie. Og her vil jeg opfordre alle, der var med dengang til at stille deres viden til rådighed.

I forbindelse med afviklingen af Land & Folks Hus og Terpo Tryk i 1990/91 er der blevet stillet spørgsmål ved min rolle heri. Og min hukommelse om forløbet har været uklar. Men kilder, der var med dengang for godt 20 år siden, har hjulpet mig med at stykke sammen, hvad der foregik.

For at forstå min rolle vil det dog være gavnligt med et kort historisk rids.

Da jeg blev formand for DKP i 1987, stod den kommunistiske bevægelse i en vældig brydningstid. Med valget af Mikhail Gorbatjov i Sovjet blev der åbnet for en fornyelse gennem glasnost og perestrojka. Disse brydninger slog også igennem i det danske parti, som med valget af mig som formand i 1987 kom ud i voldsomme interne kampe, hvilket betød, at der på et tidspunkt reelt var tale om to partier.

I dag kan det synes helt absurd, at jeg som formand ikke havde fuldt overblik over økonomien, men det skal også ses i lyset af de hårde magtkampe mellem de to fraktioner. Jeg blev frarådet at beskæftige mig med økonomien, men det har selvfølgelig ærgret mig mange gange siden, at jeg fulgte det helt åbenlyst dårlige råd.

Mit ønske var at gennemføre gennemgribende reformer af DKP - både politisk og i form af en økonomisk oprydning. Men jeg var i mindretal frem til en ekstraordinær kongres i januar 1990. Forinden nåede jeg sågar at blive midlertidigt afsat som formand i efteråret 1989, da jeg støttede ønsket om denne kongres.

Undervejs var der flere heftige diskussioner om DKPs pilrådne økonomi, og i løbet af 1989 blev det besluttet at sælge en del af Land & Folks Hus fra. Det hjalp dog ikke mange måneder. Diskussionerne om den elendige økonomi fortsatte. Jeg foreslog at hente professionel hjælp ind udefra til at bringe overblik over økonomien. Men et flertal fastholdt, at ledelsen selv skulle tage ansvar for at finde en løsning.

I efteråret 1989 lykkedes det endelig at få tilknyttet ekstern bistand i form af en advokat og en økonomisk konsulent til at rydde op og skabe overblik over økonomien. Den sidste del af Land & Folks Hus blev solgt i januar 1990, og avisen samt Terpo Tryk blev skilt ud som selvstændige enheder med eksternt reviderede regnskaber. Avisen blev forsøgt udviklet til en bredere venstrefløjsavis, mens Terpo Tryk forsøgte sig som et trykkeribureau, der fik sine opgaver trykt på andre trykkerier.

Forsøget på at skabe bæredygtige enheder med åbenhed om økonomien viste sig dog umuligt. Land & Folk og Terpo Tryk lukkede endegyldigt nogle måneder senere.

Hele denne proces blev allerede i 1990 og 1991 indgående beskrevet i en artikel­serie i Aktuelt, ligesom også Land & Folk skrev om det.

Undervejs blev jeg gjort opmærksom på, at SUKP manglede at betale Terpo Tryk for en række ordrer, ligesom jeg bliver bedt om at medvirke til, at magasinet Glasnost, som det sovjetiske bureau APN i København stod for, forblev kunde hos Terpo Tryk. Begge dele involverede jeg mig i, i et forsøg på at undgå, at de mange medarbejdere blev smidt på gaden i en øjeblikkelig konkurs.

SUKP sendte sidenhen penge. Det er over for mig blevet oplyst, at dette fremgår af Terpo Tryks regnskaber, men jeg har ikke selv konkret indblik i det. Og Terpo Tryk fortsatte engagementet med Glasnost. Virksomheden overlevede dog ikke, og trykopgaverne samt en række medarbejdere overgik til Eks-Skolens Trykkeri.

Om der kom flere penge fra Moskva senere i 1990 til Terpo Tryk via APNs kontor i København erindrer jeg ikke. Jeg tror det ikke. For Eks-skolens Trykkeri endte med at måtte erklære Terpo Tryk konkurs.

’DKP-koncernen’ var således ikke i stand til at fungere - trods støtten fra SUKP - hverken med en lukket økonomi eller på åbne, markedsmæssige vilkår. Historien og vælgerne afsagde deres klare dom over både DKP og SUKP. Og godt for det.

Mit medansvar kan jeg ikke løbe fra. Men siden jeg for godt 20 år siden meldte mig ud og tog afstand fra kommunismen, har jeg på min egen måde gjort op med fortiden gennem bøger om Sovjettidens forbrydelser og gennem utallige foredrag rundt om i landet.