Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dette er min generations krig

Nu sker det sædvanlige. De, der så til, mens kræfter, som ville blive ukontrollable, blev sluppet løs, kræver nu »handling«. Også herhjemme.

Syriens sammenbrud har udløst de største rystelser, vi kommer til at se i min levetid i Europa. Det sker, efter at mange hævdede, at Syrien intet betød for os, og at vi intet havde at gøre der. Begge dele har vist sig forkert. Der er tale om et strategisk og moralsk kollaps.

Syrien betød, at Europas ydre grænser brød sammen. Det betød, at Vesten overlod et tomrum og en mulighed for NATOs traditionelle fjender på et afgørende – forkert – tidspunkt. Vi har slet ikke forstået implikationerne af, hvad der egentlig skete i forhold til Rusland endnu, bl.a. en bevidst skabelse af flygtningekolonner ind i Europa. Det betød samtidig, at på ryggen af desperate mennesker i den syriske borgerkrig byggede menneskesmuglere et netværk, der nu har fangarme ikke blot i Mellemøsten, men i Afrika, hvor hundreder af millioner længes efter en bedre tilværelse som vores.

Dengang ville ingen kæmpe. En tredjedel af danskerne mener ifølge en Megafon-måling nu, at vi er i krig med islam. Halvanden milliard mennesker. De kommende mange år vil det ride os som en mare, at ingen ønskede at bruge bare lidt kræfter på 20 millioner mennesker i Syrien i stedet.

En konflikt med alle religionens udøvere vil kun skærpe den nuværende konflikt, ikke afhjælpe den. Den ville ende i en århundredlang krig, hvis voldsomhed vil få alle andre historiske konflikter til at blegne.

Og nu sker det sædvanlige. De, der så til, mens kræfter, som ville blive ukontrollable, blev sluppet løs, kræver nu »handling«. Også herhjemme:

Regeringen har udsendt flere hundrede mand til kamp mod IS. Har afsat to milliarder kr. ekstra til politiet, heraf 600 millioner kr. til terrorbekæmpelse i en mager tid. Har som den første regering rejst sager mod folk, som er draget til Syrien og støttet islamisk stat – den første dom er faldet og gav syv års fængsel. Har indført livstid for landsforræderi og lignende strafferammer for hvervning til terror. Har indført grænsekontrol. Har fået gennemført en af Europas skrappeste udlændingelovgivninger, hvor blandt andet »smykkeloven« uskønt gik verden rundt.

Flere initiativer kunne nævnes. Alt dette på blot ét år. Alligevel lyder råbet fra dem, der intet ville dengang, at der skal »handling« til. Mens der vrisses vredt, at intet er gjort. Det sker samtidig med, at de danske asyltal nu er lavere end i flere år. Samtidig med, at vi ikke kan få at vide, hvad »krig mod islam« egentlig betyder. Samtidig med, at vi ikke kan få defineret kravet om »handling«.

Oven i dette forskubber fløjene sig og gør de enkle sandheder mere komplekse. Det er kommet frem, at angrebet i Bayern var højreradikalt i sin natur. Tysklandskenderen Uffe Gardel gengiver på sin fortrinlige blog, Mr East, hvordan morderen var stolt over at være født på Hitlers fødselsdag – alle ni ofre havde indvandrerbaggrund. Endvidere skete angrebet på årsdagen for Utøya.

Der kan ikke herske tvivl om, at dele af islam danner baggrund for terror. Men det, vi ser i denne tid, er værre. Vi ser fløjene forskubbe sig parallelt. Og en blanding af islamister, højreekstremister og de ikke-velforvarede smitter hinanden og skaber dyb bekymring og sine steder panik, hvilket kun nærer disse kræfter yderligere. Ikke mindst mediernes videbringelse af disse ting smitter andre – det må give anledning til eftertanke.

Vi kommer til at erkende, at denne er min generations krig. Den vil – fordi vi ikke så faren komme i tide – tage tid at håndtere. Det svære bliver, at vi i processen skal sikre, at det, de pågældende idelogisk vil til livs – vores folkestyre og frihedsrettigheder – ikke ryger med i købet. At vi ikke endnu en gang – i denne tredje bølge af ekstremisme, startende med kommunisme over nazisme til det, man må kalde islamisme plus – falder for påstanden om den stærke mand eller kvinde, der kan løse det hele med et fingerknips.

Hvordan kan krigen så vindes? Der skal flere ting til: Det handler om, med vestlig våbenmagt, at få sat en stopper for IS og den giftige ideologiske propaganda, der rammer i flæng. Slangens hoved skal af. Det kan nu kun ske med våbenmagt. Og opgaven slutter desværre ikke der.

Vi bliver nødt til at komme overens med, at nogle i Vesten desværre er særligt disponeret for denne propaganda. Også i Danmark. Vi har set mennesker opvokset her med såkaldt gammel dansk baggrund, drage ud og dø i selvmordsangreb for IS. Det bør få enhver til at forstå, at de enkle løsninger ikke ligger lige for. Det handler ikke kun om at slå ihjel. Det handler om at forstå. At modvirke. At gøre det hårde arbejde i miljøerne og omkring de særligt udsatte herhjemme.

Vi skal genfinde et nationalt sammenhold om politi og forsvar. Det kan ikke nytte, at hver regering jages rundt i manegen, mens dette eller hine flertal i Folketinget har en fiks idé om, hvordan lige denne politisag skal løses – Chrstiania, færdselskontrol, hashpatruljer, grænsekontrol med mere. Der bruges massive kræfter i politi, efterretningstjeneste og departementet i Justitsministeriet i denne tid. Der er brug for arbejdsro. Til politiet og til efterretningstjenesten og til myndighederne for at forsvare Danmark. Der mangler ikke umiddelbart efter årets arbejde instrumenter – der mangler derimod tid og arbejdsro. Jeg beder læseren tænke på det, når De læser Deres avis det næste års tid og følger de politiske drøftelser. Ledelse af politi og forsvar er en myndighedsopgave, ikke Folketingets.

Vi skal samtidig have en folkelig accept af det lange seje træk. Et ideologisk uansvarligt monster er sluppet løs i vore samfund. Det kan ikke bare puttes tilbage i flasken. Men jeg kan garantere, at grebet rigtigt an kan det puttes tilbage.

Vi i Danmark er heldigere stillet end de fleste. Hidtil har vi undgået det værste. Der er desværre ingen garanti for, at det kan fortsætte, men myndighederne gør dagligt et fantastisk stykke arbejde for at forhindre det. Overordnet set er Danmark et trygt, sikkert og godt samfund med ukorrupte samfundsinstitutioner, stor social frihed, accept af forskellighed og lav kriminalitet. Det skal vi holde fast i.

Netop derfor skal vi ikke kaste os ud i ekstremisme for at forsvare os mod den. Det vil kun medføre mere ekstremisme. Regeringen handler og vil handle. Og vil bruge de våben, som Grundloven og vore internationale forpligtelser levner os. De er forbløffende mange. Vi har de våben, der skal til for at bekæmpe ekstremismen. Vi har set det før med venstreekstremismen i 1970erne og den kommunistisk skabte terror i Vesteuropa.

Fællesskab for de af os, der holder af folkestyret og friheden, over for dem, der ikke gør det, må vokse i styrke. Når råbet lyder fra forskellige sider til muslimske miljøer om at tage afstand, er sagen, at vi har brug for hinanden. Og vi har brug for, at alle kan se, at vi deler syn på folkestyre og frihed. Imod ekstremisme. Så man egentlig kan se, at ekstremisme rammer os alle. Tiden kræver noget af os alle. Som vi lærte i Syrien: Ikke at handle er også at handle.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Denne krig fordrer værdighed og tålmod. Det kan ikke nytte, at vi bliver grebet af hysteri. Der har været mange situationer, hvor vores land og Europa – ja, Vesten – har været langt mere ilde faren: Besættelsen og krigen for at nævne én ting. Vrede kan sagtens være på sin plads. Men ikke hysteri. Og ikke selvtægt. Tværtom vil det kun gå de ekstremes sag.

Jeg er glad for, at et klart flertal i Danmark ikke mener, at vi er i krig med islam. En sådan krig vil ingen vindere få. Moralsk. Faktisk. Men vil danne baggrund for en konflikt, der vil vare århundreder.

Vi kan derimod vinde krigen mod ekstremisme. Ved vestligt sammenhold og alliancer – vi skal værne mere om vores internationale samarbejde, end vi har gjort hidtil. Med soldater, politi og efterretningstjeneste. Med kultur og ånd. Og med frihed og demokrati.

Og måske vigtigst af alt: Lad os lære at tænke langsigtet igen og sætte konsekvens bag. Se tingene, før de kommer. Så vi kan handle i tide. Det er lektien.

LÆS MERE