Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det værste man kan være er Basic Bitch

I middelklassen vil ingen se ud som de andre – og så kommer alle til at ligne hinanden. Og når vi opdager det, flyder det over med hadefulde kommentarer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Husker De brunch? Når jeg spørger, er det, fordi brunch ikke længere har det samme tag i os byboere som tidligere – dvs. fra midt i 90erne og op gennem 00erne: Brunchens gyldne æra. Det er ikke, fordi vi er holdt op med at spise pandekager med ahornsirup og bær, og prima donna-ost på müsli-brød – skyllet ned med latte. Men vi mødes bare ikke længere om det ude i byen. Hvis vi gør, er det ikke noget projekt – og slet ikke noget, vi snakker højt om som før. For brunch er blevet pinligt.

Symptomatisk for denne anti-brunch-vending er det nylige udbrud af The Brunch Wars i britiske og amerikanske medier. Brunch-krigen er udløst af The Strokes-forsangeren Julian Casablancas, som i GQ Magazine har bekendtgjort, at han flytter fra New York, fordi han ikke kan udholde alle de brunch-spisende middelklasse-mennesker. Som udtalelsen afslører, er det ikke brunch i sig selv, der er problemet, men at der er så mange fra middelklassen, der spiser brunch. Og dem vil Casablancas – som den kunstner han er – ikke konfronteres med. Brunch er blevet symbol på en type af mennesker, man ikke vil associeres med. Som der stod at læse i The Guardian for nylig: »Brunch er et symptom på den sjælløse forstads-konformitet, som konstant koloniserer vores urbane miljøer.« Hvis man spiser brunch, er man en »middelklasse-idiot«, der mangler »kant«.

I New York Times tales der ligefrem om »det brunch-industrielle kompleks«, som betegner det, at »jerks« fra den vel- uddannede middelklasse homogeniserer New York, mens de tror, at »noget så ekstremt konformt [som brunch] er topmålet af sofistikeret urbanitet«. Brunch sammenlignes med en Jeff Koons-skulptur (læs: vulgær, kommerciel, mainstream, massekultur) der truer byens diversitet.

Det interessante ved Brunch-krigen er, at der er tale om en klasse-intern kritik af konformitet. Brunch-krigen er derfor ikke forklædt klasse-krig i konventionel forstand. Der er ikke tale om personer fra overklassen (kulturel eller økonomisk), der forsøger at differentiere sig fra underklassen ved at kritisere denne klasses madvaner. Det er folk fra middelklassen, der tager afstand fra andre fra middelklassen ved at kritisere deres konforme spisevaner.

Brunch-krigen punkterer således en myte, der står stærkt i de danske medier – nemlig at mad (og forbrug generelt) er en klassebetinget statusmarkør, som særligt den kulturradikale elite bruger som led i en kamp for at bevare sin magt. Men brunch-krigen handler ikke om klasse-angst. Det samme gælder f.eks. hadet til hipsteren, vi kender herhjemmefra. De mest hånlige hipster-hadere er netop folk fra den middelklasse, de fleste hipstere selv er fra.

Det drejer sig om en anden type angst, som intet har at gøre med klasse, men som af forskellige årsager er mest udbredt i middelklassen. Jeg skal vende tilbage til det specifikke ved denne angst, men først vil jeg fremhæve et eksempel, som ligger i forlængelse af brunch-krigen.

Det drejer sig om »Basic Bitch«, som er et nyt populært skældsord i USA. Basic Bitch refererer til en bestemt type middelklasse -kvinde, hvis forbrug ligner alle andres, uden at hun synes at lægge mærke til det. Hun har det tilsyneladende godt med sig selv, selvom hun er en omvandrende kopi. Blandt hendes forbrydelser tæller UGG-støvler, North Face-jakker, tasker fra kendte brands, en forkærlighed for Starbucks’ »Pumpkin Spice Latte«, Taylor Swift, Sex and the City, hashtag’et #thankful og latte-billeder på Facebook. Hun bruger Marilyn Monroe-citater til at udtrykke dybe sandheder om livet, køber ’diet’ mad, og elsker at fejre efteråret. Hun synger lystigt med på de nyeste popsange – og så spiser hun BRUNCH!

Listen er længere endnu, og for alle Basic Bitch-hadere er sådanne detaljer vigtige. For det er dem, der udstiller den mangel på personlig kreativitet, der er Basic Bitch’ens egentlige forbrydelse. Det er netop ikke hendes klassebaggrund. Som Buzzfeed for nylig skrev: »’Basic’ bliver primært brugt af folk fra den hvide middelklasse mod andre folk fra den hvide middelklasse.«

Men hvorfor er det overhovedet blevet en sport i middelklassen at svine andre fra den samme klasse til for at mangle originalitet? Fordi der med den vestlige modernitet opstår en skelnen mellem personlig og upersonlig kreativitet. Den upersonlige kreativitet er den, der er dikteret udefra, mens personlig kreativitet stammer indefra. Med denne skelnen bliver det personlige udtryk både et ideal og et krav. I kulturindustrien kan man i dag ligefrem blive dømt for at efterligne. I retssager om musik kræves f.eks. at et stykke skal været baseret på »selvstændig skabende indsats« og ikke på »de samme kreative valg« som andre numre. At kopiere er en forbrydelse mod andre, men især mod sig selv. At differentiere sig fra andre bliver et tegn på, at man er et autonomt individ.

Især i middelklassen bruger vi forbruget til at udstille vores kapacitet som autonome individer ved at forbruge på en måde, som adskiller os fra andre. Problemet er bare, at det er svært. Den personlige stil viser sig jo tit at være dybt upersonlig, når det kommer til stykket. Således har de fleste af os i middelklassen brændt nallerne adskillige gange. Bedst som vi gik og troede, at Nørgaard-sweateren med den neon-farvede lynlås var et helt personligt stilvalg, opdagede vi, at den var den største kliché i hele København, da den dukkede op på Frank Jensens valgplakater. Eller den dag det gik op for os, at alle andre i København også kommer chia-frø og goji-bær i deres hjemmelavede müsli.

De fleste af os i middelklassen er pinligt bevidst om, hvor let det er at tabe sig selv til moden. Normcore er vel i bund og grund et symptom herpå: Vi prøvede at skille os ud, men præcis der, hvor vi prøvede mest, viste konformiteten sit grimme fjæs, så nu prøver vi at skille os ud ved at være normale, men i gåseøjne, så ingen tror, at vi rent faktisk er det. Konformiteten lurer altid lige rundt om hjørnet, og tit når vi ikke at stikke af i tide.

Det er nøjagtigt derfor, det er så tilfredsstillende at iagttage, når andre falder i og mister sig selv til kræfter, de ikke selv er herre over. Og tilfredsstillelsen er desto større, jo tættere ofrene er på os selv. Deraf hånligheden over for typer som hipsteren, brunch-spiseren og Basic Bitch’en, som befinder sig i samme klasse som vi. Tilfredsstillelsen er imidlertid iblandet angst, for jo mere offeret minder om os selv, desto tydeligere bliver det, at det ligeså godt kunne have været os. Basic Bitches, brunch-spisere og hip- stere hader vi desto mere inderligt, fordi vi ved, at vi meget let kan komme til at dele skæbne, uanset hvor meget vi prøver at undgå det. I forhold til brunch har de fleste af os jo netop været der og troede på konceptet.

Imidlertid går mange Basic Bitch-analyser galt i byen med påstanden om, at den mangel på autentisk udtryk, som er kernen i hadet, er et symptom på de manglende valgmuligheder i en kultur, som domineres mere og mere af malls med de samme mærker i de samme kedelige forstæder. Det er en udbredt opfattelse – også herhjemme – at konformitet er noget, der påtvinges os af bestemte institutioner, aktører og steder. Men både hipsterens og brunchens konformitet knytter sig til byen, hvor valgmulighederne netop er i overflod. Konformitet kan således ikke tørres af på forstaden og butikscentrene. Vi, der er flygtet til storbyen for at undgå den, rammes oftest af den.

Eller sagt på en anden måde: Netop fordi det er os, der kæmper mest for et personligt udtryk, bliver tabet af autonomi desto tydeligere, når det ikke lykkes. Som regel opdager vi det først for sent – og så gør det ondt! Derfor elsker vi at hade de brunch-spisende Basic Bitches, der ikke selv kan se, at de er ofre for moden. For det kunne ligeså godt have været os selv.