Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det uudslukkelige sprog

Julie Fabricius har netop modtaget Modersmål-prisen for sin mangeårige indsats for et bedre talt sprog. Her følger hendes takketale fra prisoverrækkelsen.

»Hvis musikeren spiller noderne anderledes end komponistens anvisninger, bliver det en anden musik, det samme sker med sproget. »Der var så dejligt ude på landet – kornet stod gult og havren grøn...« Forfatteren ville springe op fra graven og græde. Og netop denne forfatter vidste om nogen, hvad mundtlighed er,« skriver Julie Fabricius, der i går modtog Modersmål-prisen. Foto: Jeppe Michael Jensen Fold sammen
Læs mere

Jeg er glad for at modtage Modersmål-prisen. Jeg har siddet bag en mikrofon og speaket i DR siden 1974, så det er ganske naturligt, at det er mediesproget, som har haft og har min interesse.

Som sprogkritiker efter mange år i faget ser – i betydningen »hører« – jeg med undren, hvordan sproget lyder nu, ikke blot i DR, men på alle radio/TV-stationer.

I DR er der ingen professionel sproglig udviklingsafdeling, kun en »sprogredaktør.« Resultatet er så grelt, at sprogligt bevidste mennesker efter at have lyttet blot nogle minutter til nyhedsværternes oplæsning ofte må lukke. Den, der skal formidle mundtligt sprog, ved jo, hvordan betoningerne lægges. »Jeg gik en tur i det dejlige vejr, og på vejen mødte jeg en kær ven.« Ingen, der udtrykker sig privat, ville sige: »Jeg gik en tur i det dejlige vejr og på vejen mødte jeg en kær ven.« Men det er tonegangen i medierne.

Sproget har faste tryk: Rødgrød med fløde, juletræ, børnefødselsdag, vi ved, som noget helt selvfølgeligt, at trykkene her ligger på første stavelse – flytter jeg trykket til rødgrød, juletræ, børnefødselsdag, reagerer vi, fordi sproget har stor følsomhed over for selv det mindste tryk – der skal næsten ingenting til. Det er tonegangen, der styrer vores sproglige forståelse. Det samme er tilfældet i musikken. Lægger jeg trykket de forkerte steder i musikken, ødelægger jeg den.

En berømt italiensk sangpædagog talte om »la lignia« – fraseringen, tonegangen. Også i talesproget har vi en naturlig tonegang. Når den forstyrres, forstyrres forståelsen. Man kan have en utydelig artikulation, en dårlig stemme, dårlig vejrtrækning, men en dansker ved helt sikkert, hvor trykket i ordet ligger. Og vi ved, at betoningerne er afgørende for det, man siger.

Selv den mindste betoning betyder noget. »Kommer du i dag?« »Kommer du i dag?« »Kommer du i dag?« De samme tre sætninger, men med tre forskellige betydninger – på grund af betoningen.

Man kan sammenligne sprog med musik. Ligesom musikeren forholder sig til de toner, han frembringer, forholder vi os til det sprog, der kommer ud af munden på os. Vi er opmærksomme på det, vi siger, og hvordan vi siger det – i mundtlig tale kommer reaktionen hos lytteren med det samme – betoningen på ordene giver udsagnet dets mening. Hvis musikeren spiller noderne anderledes end komponistens anvisninger, bliver det en anden musik, det samme sker med sproget. »Der var dejligt udelandetkornet stod gult og havren grøn...« Forfatteren ville springe op fra graven og græde. Og netop denne forfatter vidste om nogen, hvad mundtlighed er.

Sproget har sin egen naturlige tonegang, sin egen naturlige frasering. Modsætningstrykkene fratager sætningen, udsagnet, dets mening.

Al nyhedsoplæsning har uafbrudt forkerte betoninger. Eksempelvis: »Krigen i Syrien«, »flygtningene Middelhavet«, »i kritisable både forsøger flygtningene at nå ind til kysten« etc. Det er en jargon, en slags ritual, som udspilles, hver gang værten tænder for mikrofonen og læser op.

Værten har ingen problemer med trykplaceringen, når det er direkte tale, dvs. når opmærksomheden flyttes fra oplæsningen til samtalen:

»Hvordan ser det ud der, hvor du står« (hvor stort er det) – helt naturligt talesprog - men straks når han/hun skal læse op igen, kommer alle de forstyrrende modsætningstryk tilbage.

Det mundtlige sprog er følsomt. Det henvender sig til øret, hvor skriftsproget henvender sig til øjet, dvs. mens man skriver, skal man dog altid høre sin tekst, fordi den skrevne tekst har en iboende mundtlighed.

Men har læseren ikke forstået, hvad der står, kan øjet flytte sig hen til begyndelsen af teksten og tage den én gang til. Sidder man og læser avis, kan man selv vælge, hvad man vil læse, øjet kan på den måde bevæge sig langt mere frit end øret, som er bundet til øjeblikket, øret må underkaste sig den orden, hvori ordene kommer. Hører man radio/TV, er man nødt til at følge værtens stemme og underkaste sig de valg, der er truffet med hensyn til ordenes rækkefølge. Og hvis man ikke fik fat i det, der blev sagt, kan øret ikke spole tilbage.

Det mundtlige ord er væk i det øjeblik, det bliver sagt. Selvom der kan være øjeblikke, hvor man har sagt noget, der så afgjort ikke skulle have været sagt, så hænger ordene i rummet, og man ville ønske, at man kunne rive dem ned og tilintetgøre dem. Det er i virkeligheden i al sin enkelhed grunden til, at den retoriske kunnen er så nødvendig i mundtlig formidling. Retorik er læren om den hensigtsmæssige kommunikation. Indhold og form følges ad.

Det degenererede sprog i medierne er et problem, for de fleste mennesker får deres informationer om verdens gang via de elektroniske medier, altså gennem øret, og når sproget her er vanskeligt at forstå, kan det blive et demokratisk problem. Menneskets øre, vores perceptionsevne, er konstrueret, så vi opfatter i helheder og ikke i enkelte ord. Når værten for at være tydelig spreder tryk ud over hvert andet ord i sætningen, er resultatet lige det modsatte af intentionen. Sproget bliver uforståeligt, og der går kludder i kommunikationen mellem oplæser og modtager.

Mediesproget er en hybrid mellem skrift og talesprog. Værten ved, hvad hun skal sige, det står på teleprompteren, men hun skal aflevere sin tekst med talesprogets naturlige frasering – som om seeren sidder i rum med hende. Et dialogisk sprog i en monologisk situation. Det lyder indviklet, men det er det kun, hvis man tror, at sproget skal lyde anderledes, fordi man taler i en mikrofon.

I den mundtlige formidling sætter vi os selv på spil. Vi kan ikke, når vi taler, trække os tilbage, som man kan, når man skriver. Forfatteren kan skrive til 1 mio. mennesker, hvis man er heldig, men i skriveprocessen er man alene. Og vil ikke kigges over skulderen.

Som det ser ud er det degenererede talesprog i medierne institutionaliseret. Ledelsen, bestyrelsen på begge kanaler, godkender dette uforståelige talesprog. Mærkeligt idet der i hvert fald på DR sidder medlemmer i bestyrelsen, som gør meget ud af hvad dansk er – sammenhængskraften. Den ligger først og fremmest i sproget og ikke i hverken kirke, dronning eller modsætningstryk.

Vi bruger kun voldsomme tryk i agitative sammenhænge. »Du er kraftpetervæltemig en idiot.« Hvis man skal være meget kontrær her, vil jeg sige, at den, der underdriver, har meget større slagkraft. »Du er eddermame en idiot,« sagt med næsten uhørbar stemme. Shakespeare lader Hamlet sige til skuespillerne: »Den, der overdriver, får parterretorsken til at le, men den kyndige, og det er ham, hvis mening vi bryder os om, får det til at græde.«

Det ubegribelige mediesprog blev undfanget, da TV 2 gik i luften i 1988. Jeg var med til at starte TV-stationen, som udsendelsesleder. I den forbindelse kom jeg og de andre værter på kursus i oplæsning. Her lærte vi, at der skulle tryk på ordene, så der kom mere energi i oplæsningen. Jo flere tryk på ordene, jo bedre. Var forklaringen.

Modsætningstrykket skaber kun forvirring. Og det har intet med det danske sprog at gøre. Man kan vælge at betragte den sære mediejargon, denne omstødning af sproget, humoristisk. Man kan også vælge at udtrykke bekymring for den næste generations sproglige duelighed. De fleste mennesker får som sagt nyheder via de elektroniske medier, og altså også børnene. Hvordan skal de blive gode sprogbrugere, når de dagligt lytter til de kendte værters degenererede sprog? Barnet har trang til at udforske sproget, til at gå på opdagelse i sproget. Og på den måde lære tilværelsen at kende. Og lære, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi siger hvad.

Desværre ser kampen for det gode sprog også i medierne ud til at være tabt, fordi ledelsen både på DR og TV 2 har normaliseret dette helt unormale dansk. Den eneste løsning på problemet må være solid, fagligt kompetent undervisning for alle værter på radio og TV samt at indføre retorik i skolen, så børnene i en tidlig alder får en sprogbevidsthed og lærer at bruge sproget smukt, ikke nødvendigvis i æstetisk betydning, men hensigtsmæssigt. Så nogen får lyst til at lytte. Det kunne være, at disse sprogbevidste børn en dag vil sige til far og mor: »Sikke sjovt han taler, ham i fjernsynet.«

Musik er liv, som dette uudslukkelig. Det samme gælder sproget. Det er uudslukkeligt.