Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det totalitæres fortryllelse – 1968 var en europæisk tragedie

Lenin, Mao og Che Guevara fik gerne plads ved husaltre hos mange marxister i 1968. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg studerede humaniora på Aarhus Universitet 1965-74 og 1975-82. Her oplevede jeg ungdomsoprøret på nært hold. Det var en mærkelig, fascinerende og uhyggelig oplevelse af marxismen som en suggestiv massebevægelse.

I Studenternes Hus var der på gangen slået nogle vægaviser og tavler op på væggen. Her havde man hængt et stykke hvidt papir op med en blyant i en elastik. Foroven havde man skrevet: pigs og reaktionære, formulér jer!

Der var ofte livlig aktivitet i Studenternes Hus. Som regel sad der et par stykker med langt hår og skæg på gulvet og malede gulvmalerier. Desuden var der altid små boder, hvor marxisterne solgte religiøse artikler: bøger af og om Lenin og Mao, revolutionære plakater samt brochurer og skriftligt materiale om den ideologiske kamp, den politiske strategi og verdensrevolutionen.

Johan Busch-Steenberg Fold sammen
Læs mere

Af og til havde politiske grupperinger mobiliseret til en solidarisk manifestation. Så var der hektisk stemning: der blev malet transparenter med manende slagord, diskuteret og drukket øl på proletarisk maner. Der kom liv bag de uindfattede brilleglas, skæggene glinsede af øl og rigtige meninger, og de lilla bleer knitrede krigerisk i cigaretrøgen.

Religiøs tilgang

Den religiøse prægning var tydelig i den dogmatiske, intolerante rettroenhed, der blev forlangt og præsteret. Men der fremstod også mere inderlige, private udtryk for religiøsitet.

På mange studenterværelser var der indrettet en andagtsvæg eller et lille religiøst hjørne med plakater og billeder, lys, helligskrifter og somme tider endda blomster. Che Guevaras billede var obligatorisk, og den revolutionære soldat med skæg, hårmanke og kampuniform bragte bud om den permanente kamp.

Mange havde også en plakat af Lenin i fuld størrelse – den, der blev udgivet i anledning af 100-året for Lenins fødsel (1870), viste Vladimir Ilich med diabolsk smil, fipskæg og proletarisk kasket. Maoisterne havde som regel en plakat med en forynget og retoucheret Mao, der heftigt gestikulerende og iført soldaterarmbind viste masserne til rette.

Foran disse plakater blev der regelmæssigt brændt levende lys, mens der blev sunget revolutionære sange fra arbejdersangbogen eller duplikeret materiale.

Ligesom der før i tiden blev afholdt bibelkurser, var det nu næsten obligatorisk at følge kurser i kapitallæsning hos Hans Jørgen Schanz. Der blev også arrangeret studiegrupper i marxisme-leninisme og i Maos Lille Røde.

Til demonstrationer, offentlige tilkendegivelser og sammenkomster så man studenternes leder, Mihail Larsen. Han var ret lille og tæt, med blonde krøller og en bred pande. Han lignede en lille, truende tyrekalv, der trodsigt stangende talte til masserne.

Han var legemliggørelsen af den marxistiske studenterbevægelse, selvbevidst, velformuleret, hensynsløs, med en sarkastisk og hidtil uhørt aggressiv retorik.

Studenternes store problem var forholdet til de kommunistiske lande. Sovjetunionen var ganske vist ikke noget attraktivt forbillede, men var dog en arbejderstat. Stalin spillede en beskeden rolle, mens Lenin til gengæld blev dyrket.

Lenin var en intellektuel med folkelige attituder (pibe, kasket og fipskæg) og havde på videnskabeligt grundlag vist revolutionær konsekvens, og denne kombination appellerede stærkt til mange.

Nedkæmpelsen af Dubcek-regimet i Prag i august 1968 blev accepteret og forbigået i påfaldende tavshed. Der var her tale om en forbløffende fortrængning. Jeg kan huske, at jeg gik rundt på hele universitetet for at finde bare én lille protesttilkendegivelse imod invasionen. Der var intet herom blandt alle de rasende indlæg om USAs beskidte krig i Vietnam.

Nødvendige nedskydninger

DDR var bedre og mere konsekvent, og man var stort set rede til at acceptere nedskydningerne ved Muren som et nødvendigt onde: det gjaldt jo om at sikre verdensfreden, et argument, man altid hørte. Dog blev det modstræbende accepteret at dyrke den socialistiske opposition i DDR.

Det store forbillede for mange var dog det maoistiske Kina. Jeg har hørt mange lovprise kulturrevolutionen som den mest afgørende begivenhed i efterkrigstiden.

»Man var naturligvis også solidarisk med RAF-terroristerne i Vesttyskland. Da RAF-lederne begik selvmord i Stammheim (1976-77), var man overbevist om, at det fascistoide vesttyske regime havde likvideret dem. Jeg husker en typisk overskrift fra denne tid: »Vi ved ikke, hvordan I har gjort det, men vi ved, at I har gjort det«.«


Ved Maos død i 1976 blev der foranstaltet mindehøjtideligheder, hvor en sørgende skare holdt andagt i stilhed foran Maos store billede på væggen, mens stearinlysene lyste på blomsterne og de alvorlige ansigter.

Også Pol Pot vandt i begyndelsen respekt for sin konsekvens og revolutionære energi.

Man var naturligvis også solidarisk med RAF-terroristerne i Vesttyskland. Da RAF-lederne begik selvmord i Stammheim (1976-77), var man overbevist om, at det fascistoide vesttyske regime havde likvideret dem.

Jeg husker en typisk overskrift fra denne tid: »Vi ved ikke, hvordan I har gjort det, men vi ved, at I har gjort det«.

Den store fjende var naturligvis USA. Krigen i Vietnam var det store modbillede, som bevægelsen definerede sig i forhold til. Da Saigon faldt i 1975, blev der hurtigt arrangeret en sejrsfest i Stakladen.

Antisocialistiske bevægelser i Østblokken blev naturligvis afvist. Da Polens solidar- nosc kom på avisernes forside, blev Lech Walesa hånet som en katolsk reaktionær med en falsk bevidsthed.

I en artikel blev han hængt ud som en borgerlig lakaj, der havde lavet otte børn på sin kone.

1968 betød de humanistiske fags fallit. På danske universiteter i de humanistiske fakulteter blev der i perioden fra ca. 1970 til langt op i 90erne kun ansat folk, der havde de rigtige politiske anskuelser.

Humanistiske universitetsfolk satte i vid udstrækning kravene om politisk korrekthed, jobsikkerhed og kollegialitet højere end ærlighed og integritet. Jeg så, hvor stor en rolle fænomener som modestrømninger, bevægelser og ideologier spiller, hvor let, hurtigt og radikalt en ideologisk strømning kan opstå, brede sig og blive dominerende, og hvor lidt modspil og modstand, den møder.

De marxistiske studenters bedreviden, arrogance og fanatisme gav sig udtryk i en verbal terror, som anderledes tænkende, tvivlere og modstandere fik at føle.

De venstreorienterede ødelagde dengang det demokratiske debatklima i mange årtier. Hånsord og spot, beskyldninger og latterliggørelse haglede ned over de få modige, der tog til genmæle, for marxisterne stod i en højere sags tjeneste og handlede ud fra en historisk nødvendighed.

Hensynsløs intolerance

Det var kendetegnende for marxismens intellektuelle og religiøse karakter, at studenternes argumentation og optræden blev så meget mere hensynsløs og intolerant.

Der var få positive ord i det marxistiske univers: progressiv og solidarisk. Til gengæld blev modstandere nedgjort. Det mildeste var udsagnet om, at man var borgerlig eller finkulturel og havde en borgerlig bevidsthed.

Normalt fik man dog at vide, at man var reaktionær, ellers blev man stemplet og umuliggjort som fascistoid eller fascistisk.

Marxismen er et typisk produkt af det 19. århundrede. Dels gør den krav på at være videnskabelig, hvilket afspejler datidens næsegruse beundring for den eksakte videnskabelighed som grundlag for al tilværelsestolkning.

Dels har den form af et progressivt forløb, der i kraft af en indre nødvendighed finder sin afslutning i en ideel sluttilstand, hvilket er et udtryk for datidens fremskridtstro og begejstring for politiske utopier.

Det religiøse er ikke til at overse, men marxismen vil netop foregive at være videnskabelig og afviser det religiøse. I praksis var den i 1968-sammenhæng de facto en totalitær erstatningsreligion.

Ikke mindst på grund af sine klare budskaber og fjendebilleder havde den stor slagkraft og virkede fascinerende på studenterne. Det var helt klart borgerskabet, som den revolutionære nødvendighed fordømte til historiens losseplads.

1968-ungdomsoprøret på universiteterne var en religiøs massebevægelse, en vækkelse. Et ødipalt oprør båret af kollektivt hysteri. Den nye religion var socialismen, og studenterne så sig kaldet til at lede masserne i den endelige kamp mod deres fædres kapitalistiske samfundsorden.