Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det skal kunne ses i den daglige politik, at Dansk Folkeparti er nationalkonservativt

Kærligheden til Danmark, danskerne og danskhed er forpligtende, og det er en gave, som vi skal forvalte på en sådan måde, at de kommende generationer ligeledes kan nyde godt af denne folkelighed. Og det skal man kunne se i Dansk Folkepartis politik.

»Danskhed og kristendom er uløseligt bundet sammen. Selvom de fleste danskere ikke nødvendigvis går i kirke hver søndag, så hviler vores værdier, traditioner og normer i høj grad på vores kristne kulturarv. Det definerer vores folkelige fællesskab. I skærende kontrast hertil står islam,« skriver Katrine Winkel Holm og Martin Henriksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Valgresultatet har ført til selvransagelse i den borgerlige lejr. Det bliver af mange opfattet som et tegn på svaghed og orienteringsløshed. I virkeligheden er det det modsatte.

For en refleksion over, hvad det egentlig er, man står for, fører til en større erkendelse og viden og dermed en større vilje til at kæmpe for det, der er uopgiveligt.

Det kan der kun komme noget godt ud af, hvis man da virkelig har noget, man står for. Noget, man mener er uopgiveligt. Det har vi i Dansk Folkeparti. Her er vores bud på, hvad der er vejen frem for Dansk Folkeparti og Danmark.

Vi mener, at udgangspunktet bør være noget så elementært som kærlighed til vores eget land.

Vi synes, at Danmark er et godt land. Ikke fordi det er perfekt, men mest fordi det er vores hjem. Nuvel, der er også mange andre gode ting ved vores nation, ud over at det er vores. Herfra vores verden går. Det er denne forpligtelse over for det historisk overleverede, som ethvert konservativt og borgerligt menneske bør kunne slutte op om. Altså det forhold at være borger i Danmark med de rettigheder, som historien og Grundloven har skænket os.

Katrine Winkel Holm Fold sammen
Læs mere

Menneskerettigheder og konventioner kan og skal således aldrig erstatte Grundloven og folkestyret. Det danske folk og den særlige danske virkelighed skal ikke opløses i politisk korrekthed, i ideen om det overnationale eller multikulturelle, ligesom Danmark ikke skal afskaffes i EU.

At være dansk er noget konkret. At være barn af Danmarks historie. Et eksistensvilkår. Det danske fællesskab er netop defineret af denne viden om os selv og vores historie. Det uudtalte – vores sprog, kultur og humor. Uden denne historiske erfaring er der intet, der binder os sammen mere.

Forudsætningen for vores fællesskab er betoningen af det fælles. Vores rødder. Det genkendelige. Det, vi naturligt deler, uanset anskuelse, baggrund eller køn.

Martin Henriksen Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Henriksen SH Steen Brogaa.

Globalisering, indvandring og dyrkelsen af en ekstrem individualisme har gjort mange rodløse. Det meningsfulde i tilværelsen antager aldrig abstrakt form. Det er altid konkret. Familien, højtiden, traditionen, venskabet, arbejdspladsen, foreningslivet etc. Som Margaret Thatcher sagde: »The facts of life are conservative«.

Siden 1960ernes studenteroprør har fokus i stigende grad været på individets udfoldelse. På selvrealisering. En selvrealisering, der bliver en opløsning af en sand og nærværende eksistens, hvor man først og fremmest er forpligtet på sin konkrete virkelighed, på sin familie, på sit lokalområde og på sit land. Denne evindelige dyrkelse af »selvet« har taget overhånd. Vi mener, at Dansk Folkepartis politik er den rigtige medicin for Danmark og danskerne. Dog er det afgørende, at partiet finder tilbage til rødderne og ikke bare taler om at være nationalkonservative, men at det kan ses i den daglige politik. Det skal kunne mærkes. Det er medicinen til både parti og fædreland.

En medicin, der beror på det nære. Det nationale. Fællesskabet. Meningsfuldheden. Helt central for dette er familien. I en stadigt mere international og individualiseret tid, hvor der konstant stilles krav til, at den enkelte skal mene noget om sin egen identitet, skal vi insistere på familiernes normsættende rolle.

»Man kan sige, at vi på mange måder har udviklet et familiefjendsk samfund.«


I løbet af de seneste generationer er familiens betydning blevet reduceret. Man kan sige, at vi på mange måder har udviklet et familiefjendsk samfund. Samfundet blander sig i stigende grad i familielivet og børnene opholder sig i stigende grad i institutioner. Det er ikke længere et reelt valg for familierne. Familielivet bør i højere grad respekteres som noget grundlæggende og afgørende. Velfærdssamfundet skal ikke erstatte familien, men skal som udgangspunkt supplere der, hvor familien svigter eksempelvis på grund af sociale problemer.

Det afføder et stigende behov for at diskutere, om det er hensigtsmæssigt, at vi har indrettet et samfund, hvor børn fra velfungerende familier i en meget tidlig alder sendes i institution. Som minimum bør der være bedre muligheder for at en af forældrene går hjemme i en afgrænset periode. Det vil give forældrene større valgfrihed til selv at tilrettelægge hverdagen, når der er småbørn i familien.

Det er vores opfattelse, at vores uddannelsessystem bør sætte mere fokus på dannelse. Det er netop dannelsen, der er hele fundamentet for ethvert menneske. Det er dannelsen, der slår rødder, og som gør, at man kan møde verden og selv i modvind stå fast. At man ganske enkelt ved, hvem man er og hvor man kommer fra. Hertil er folkeskolen en essentiel kulturbærende institution. Det er således vigtigt, at folkeskolen udover en høj faglighed styrker elevernes fortrolighed med dansk kultur og historie, herunder vores kristne kulturarv og den danske sangskat.

Danskhed og kristendom er uløseligt bundet sammen. Selvom de fleste danskere ikke nødvendigvis går i kirke hver søndag, hviler vores værdier, traditioner og normer i høj grad på vores kristne kulturarv. Det definerer vores folkelige fællesskab. I skærende kontrast hertil står islam. Et voksende antal muslimer i Danmark udgør en fundamental trussel mod vores fællesskab og frihed.

Derfor anbefaler vi, at indvandringspolitikken forbliver det vigtigste politikområde for Dansk Folkeparti. Vi tror på, at det, der skal til for at bekæmpe islamiseringen af samfundet og for at bevare Danmark som en kulturel enhed, er i Dansk Folkeparti. Vi vil insistere på, at her er viljen til at føre tingene igennem. Der er blevet gennemført mange ting, men vi er på ingen måde nået i mål endnu. Det understreges i den grad af S-regeringens udlændingelempelser.

En restriktiv og stram indvandringspolitik – en politik der i øvrigt skal være væsentligt strammere end den forrige og nuværende regerings linje – er således en klar forudsætning for et sammenhængende Danmark. Befolkningsfremskrivningen viser, at der allerede i 2026 vil bo mere end seks millioner mennesker i Danmark, heraf vil ca. én million mennesker have indvandrerbaggrund, når man regner vestlige og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med.

»Nietzsche har ret, når han erklærer, at fremtiden tilhører dem med den længste hukommelse.«


Der er derfor i højere grad brug for, at der oplyses om konsekvenserne af indvandringen. Danskerne har krav på at kende til alt lige fra den kulturelle påvirkning, over den økonomiske omkostning, til de øgede kriminalitetsfrekvenser. Så kan det altså ikke tillades, at internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, indskrænker det danske folkestyre og strider mod ånden i Danmarks Riges Grundlov.

Kærligheden til Danmark, danskerne og danskhed er forpligtende. Det er meningsgivende. Det er en gave, som vi skal forvalte på en sådan måde, at de kommende generationer ligeledes kan nyde godt af denne folkelighed. Nietzsche har ret, når han erklærer, at fremtiden tilhører dem med den længste hukommelse. Det er viden om og bekendelsen til vores ophav, vores kultur – danskheden – der sætter rammen for tilværelsen.

Vi har stor tillid til, at folketingsgruppen og Dansk Folkepartis medlemmer over hele landet vil gøre deres til, at partiet kommer videre til gavn for det Danmark, vi holder af og elsker.

Dybest set handler det om, hvilket land vi vil give videre til vores børn og børnebørn. Det må vi aldrig glemme.