Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Det skal han jo sige«

Lotte Hansen: Hvis vi, der hylder demokratiet, ikke mindst i lyset af Utøya-massakren, mener det alvorligt, så må vi slække på de hårdt tilkæmpede magtbastioner og sikre, at den mindst ringe styreform også i fremtiden er sit navn værdigt.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske samfund er ved at udvikle sig til den ærgerlige version af en moden virksomhed. Vi er blevet en nation, som synes, at det, vi gjorde i forgårs, var ret smart og blot mangler et par inkrementelle justeringer for at være fremtidens svar på de nye udfordringer. Et af de største problemer er, at processerne for at løse samfundsproblemerne, og dermed komme videre, ikke virker. Ikke kun på Christiansborg, men i de fleste forhold, hvor en mindre kage skal deles ud til stridende interesser (læs: altså hele brancheforeningen Danmark). Konsekvensen har man allerede opdaget begyndelsen til i de danske kommuner. Her er dømt smalhals, så langt øjet rækker.

Trods en øget krise og samfundsbevidsthed i medierne og på Christiansborg fylder diskussionen om, hvordan Danmark skal udvikle sig i fremtiden, for lidt. Hvis det sker, er det akkompagneret af vanvittigt forudsigelige statements fra de styrende interesser her i landet. Når de får ordet, er deres replik alt for ofte mere en hilsen hjem til baglandet, end det er en åbenhed over for at ville gå i realdialog om fremtidens samfund. Når organisationer, myndigheder og virksomheder arrangerer konferencer og debatter, regner man oftest ikke med, at der sker noget. De hiver de rituelle venner og fjender op i panelet, og så siger de det, de skal sige.

Desværre har Interessedanmark taget løfte- og kontraktpolitikken til sig som samtaleform. Ingen skal have noget klinket ved i et moments fritænkning at sige højt, hvad man tænker, så hellere tage et af de sikre omkvæd igen. Samtidig passer den logik som fod i hose til en travl journalists hverdag, og man lægger glædeligt spalter til de kendte sange.

Vores demokrati er sårbart; det har vi desværre lige set i Norge. Men det gør vores ansvar for at tage os godt af det endnu større. Vi, der har muligheden og er godt uddannede, har en værdifuld forpligtelse til hele tiden at give demokratiet de bedste vilkår for at udvikle samfundet. Ofrene på Utøya var en forsamling unge, uskyldige mennesker, der betalte den højeste pris for at udvise demokratisk fritænkning. På trods af at det var en enkeltstående hændelse, blev deres ulykkelige skæbne en tragisk påmindelse om, at demokratiet er en styreform, vi hele tiden skal tage vare på.

Folkemødet på Bornholm var tidligere på sommeren et forsøg på en øscene, hvor der blev talt politik og løsninger på nye måder. Jeg er enig med statsministeren, da han i sin tale sagde, at den demokratiske opgave er for vigtig til at kunne løses af politikere alene. Jeg mener ikke, at demokrati kun er flertalsvælde, men at et idealt demokrati bygger på oplysning, ytringsfrihed og ikke mindst på en proces, hvor argumenter og interesser mødes. I processen opstår der indimellem et rum for fritænkning og klarsyn, som kan føre en udvikling med sig.

Folkemødet kunne have været et første skridt væk fra stammedansen på stedet i den danske andedam. Men fritænkningen udeblev, og mødet blev blot et stilleben iklædt festivalkostume og et udtryk for, hvor størknet udviklings- og debatklimaet er blevet her i landet.

På Bornholm havde eksempelvis Ugebrevet A4’s debat om fremtidens arbejdsmarked så mange venner af huset i panelet, at de ikke kunne være på scenen og derfor måtte sidde på 1. række i teltet. Inden LO og DA var færdige med deres indledende øvelser, var luften af forventet nytænkning feset ud under teltdugen. Jeg listede over til DI og lyttede til John Kao, der blandt andet har udviklet innovationslinjen på Harvard Business School. Han havde faktisk forberedt sig til at tænke ud af posen med nye løsninger på det danske samfunds udfordringer. Han satte spot på, at meget af fremtidens innovation ligger i metoden. Han henviste til, at danskerne netop har haft en unik historisk evne til at samarbejde på tværs af forskellige fagligheder. Og så tilføjede han, at hvis man har eksperterne, som han mente vi har, så skulle vi huske at have et blankt stykke papir parat, så reel innovation kunne finde sted.

Måske er det dér, vores kæde er hoppet af. Vi har mistet tilliden til, at noget bedre end det, vi har, kunne opstå. Vi, der har opbygget et velfærdssamfund, der som humlebien kunne flyve, selvom den var for tung, har mistet troen på aerodynamikken. Vi fløj af én særlig grund, og det var af tilliden til hinanden, til vores aftaler og til de systemer vi havde opbygget. Men er de systemer stadig lige så tillidsfulde og løsningsorienterede, som deres kælenavn flexicurity tilsiger?

John Kao var et hit. Mens jeg stod og ærgrede mig over, hvorfor han ikke var blevet parret med Harald Børsting og Henrik Bach Mortensen i stedet for med to virksomheder, hvor det syntes som et set-up, at han skulle rose dem for god innovation, som han så også gjorde, så tænkte jeg på, hvor spændende det kunne blive, hvis han kunne sende nogle papirsflyvere af blankt papir ind i Forhandlingsdanmark. De begavede mennesker, der sad derinde (endnu mere sammenbidte end sidste år, »for denne gang bliver det svært at nå et godt resultat for alle«), ville så få flyveren i nakken, folde den ud i håb om, at det var et fif til at høvle en aktuel knast ned, og så opdage, at papiret var blankt!

Hvis tilliden til vores systemer og processer for gode beslutninger her i landet er så blind, at den kun kan agere med de instrumenter, den har brugt de sidste 50 år, bliver der ikke kun lavvande i alle kasser (det gør der under alle omstændigheder), men det bliver i en op-ad-bakke-stemning over hele linjen.

De små forbedringer, til gyngerne det ene år, og til karrusellerne det næste, kan være fine nok i en periode med vækst og udvikling af velfærdsstaten. Dér står vi så ikke lige nu. Oven i det er den politiske samtale for alvor blevet et aftaleforum, hvor man står til regnskab for alle tanker, efter 10 år med kontraktpolitik. Det har slået en hel del politisk fritænkning ned.

Det ville være skønt, hvis det politiske system og interesserne omkring det turde vriste sig fri af kontraktpolitikkens krav om præcise løfter til Hr. og Fr. Danmark og starte på en kollektiv fritænkning, hvor kloge mennesker tages med på råd, gerne nogle der har en mening om tingene og ved hvad de taler om.

Om det bliver rød eller blå blok, der vinder, så er kontraktpolitikken død, og kompromiset er det nye sort. Både på den fede og ufede måde. Godt hvis visionerne kommer frem, men skidt hvis kompromiserne bliver efter devisen om den laveste fællesnævner.

Tænk hvis frygten for forandring ikke som i dag er større end faren ved forandring. Hvis der er en eller anden form for kollektiv intelligens i det her land, så ville det da være skønt, hvis denne størrelse ville beskæftige sig med, hvordan landet skal udvikle sig for at komme igennem de kommende 50 år. En sådan øvelse ville kræve en slags tiltro til dialogen og argumentets kraft, som ikke er til stede i dag.

Når vi er så oplyste og lever i et så kompleks samfund, bør vi også kunne bryde vores siloer mellem sektorerne ned. Det kræver, at vi kan designe processer, hvor folk tillidsfuldt lytter til mennesker fra en anden silo. Og at de, der siger noget, ikke altid sætter autopiloten til i form af 1. maj-talen, Send flere penge-talen, Ned med skatten-talen, Al magt til naturen-talen osv. Ja, så sælger man lidt ud af arvesølvet, men det er da bedre end at pantsætte det hele et par år efter alligevel og ende som USA, der har indefrosset en stor del af handlefriheden hos hovedrystende kinesere. Vi må give os selv lov til nogle friske processer for nytænkning, før det er for sent, og før vores handlerum er for småt.