Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det royale omdrejningspunkt

Lars Hovbakke Sørensen: I dag hvor der er royal barnedåb i København, kan vi konstatere, at kongehuset er populært som aldrig før. Dronningen er vores samlingspunkt.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Hage
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I år de kongelige tvillinger i dag bliver døbt, sker det på et tidspunkt, hvor kongehuset er mere populært end nogensinde. I midten af 1970erne gik kun ca. halvdelen af befolkningen ind for monarkiet, men siden har tilslutningen til kongehuset generelt været støt stigende. I dag er tilslutningen i de fleste målinger på knap 80 procent, mens kun omkring 15 procent er imod (og resten svarer »ved ikke«).

En stor del af forklaringen ligger i den måde, medlemmerne af kongehuset har forvaltet opgaven på. Det gælder ikke mindst den gradvise modernisering, som har fundet sted, hvor det i det danske kongehus bedre end i de fleste andre kongehuse er lykkedes at skabe en balance mellem at være »noget særligt« og at være lige som alle andre mennesker.

En anden vigtig årsag er, at det også er lykkedes Dronningen at skabe en anden form for balance. Nemlig balancen imellem – blandt andet i nytårstalerne – at sige noget, som har substans og samfundsrelevans, uden at blive politisk.

Skabelsen af disse to »balancer« er meget væsentlige forudsætninger for et kongehus’ popularitet i et moderne samfund. Og disse to balancer har i de senere år i højere grad været til stede i Danmark end i de fleste andre europæiske lande. F.eks. Norge, hvor især balancen mellem at være »noget særligt« og at være almindelige ikke i samme grad har eksisteret (de kongelige er efter manges mening efterhånden blevet alt for almindelige). Eller i Sverige, hvor det har knebet gevaldigt med den anden balance: balancen mellem at sige noget med substans, uden at blive politisk (den svenske konge udtaler sig ifølge mange svenskere alt for meget om politiske emner).

Der er imidlertid også en helt tredje forklaring på, at det danske kongehus’ popularitet generelt har været voksende i de seneste mange år, og ikke mindst på, at det især er siden ca. 1990, at man har kunnet registrere en stærk stigning i tilslutningen i befolkningen.

Det har at gøre med den meget væsentlige funktion, som det moderne kongehus har, som en institution, der kan samle (næsten) hele nationen. Og vel at mærke som en af de få institutioner, som stadig er tilbage, der kan gøre det. Siden midten og slutningen af 1980erne er der nemlig af mange forskellige grunde blevet færre og færre ting, som alle danskere kan samles om.

For det første er der sket en kraftig forøgelse af antallet af mennesker i Danmark, som har en ikke-europæisk baggrund. Der er mange ting, som en del af disse mennesker ikke umiddelbart så let kan identificere sig med. Måske kender de i udgangspunktet ikke så meget til den danske historie, den danske kultur mv. Mange af dem har måske svært ved at lære sproget, og en del af dem er ikke vant til at leve i et demokrati med alt, hvad det indebærer. Måden, samfundet fungerer på, og de krav og forventninger, der stilles til dem, er meget anderledes end det, de tidligere har oplevet. Men én dansk ting, som de forholdsvis let kan forholde sig positivt til, og igennem hvilken de relativt hurtigt kan blive en del af det nationale fællesskab, er dyrkelsen af kongehuset. Kongehuset er en institution, som alle kan samles om, uanset køn, alder, etnicitet osv.

For det andet er det elektroniske mediebillede siden slutningen af 1980erne blevet mere og mere mangfoldigt. Fra og med 1960erne, hvor mange danske familier begyndte at få tv, og til og med 1988, hvor TV 2 blev oprettet, så de fleste danskere de samme programmer. Eksempelvis så alle, der interesserede sig bare lidt for, hvad der foregik i samfundet, TV-Avisen kl. 19.30 og kunne tale med om de historier, der havde været med i aftenens udsendelse, når de mødte deres kolleger på arbejdspladsen eller deres naboer, familie eller venner. I 1960erne, 1970erne, 1980erne så alle »Ka’ De li østers?«, »Huset på Christianshavn«, »Matador« eller tv-julekalendere som »Vinterbyøster« og »Jul i Gammelby«, når disse populære serier rullede over skærmen på Danmarks Radio, den eneste dansksprogede tv-kanal. Alle danskere kendte de personer, som optrådte i dem, og alle kunne dagen efter deltage i diskussionen om de forskellige personers gode og dårlige egenskaber og om de almenmenneskelige og samfundsmæssige forhold, som handlingen afspejlede. Denne fælles referenceramme forsvandt i slutningen af 1980erne, 1990erne og det første årti af det 21. århundrede, hvor der opstod den ene nye tv-kanal efter den anden.

I dag har alle set noget forskelligt i fjernsynet, hvis de da overhovedet har set fjernsyn og ikke i stedet har lyttet til en af de mange forskellige radioprogrammer, har surfet på internettet eller noget helt fjerde.

For det tredje er der meget, der tyder på, at forskellene mellem de ting, som de forskellige aldersgrupper interesserer sig for, er blevet større, end de var for nogle årtier siden. Mange kulturtilbud og meget underholdning retter sig til specielle målgrupper, ikke mindst til specielle aldersgrupper. Dyrkelsen af ungdommen og ungdomskulturen er ikke blevet mindre siden 1970erne, snarere tværtimod.

Denne opdeling og opsplitning af samfundet i generationer er også medvirkende til, at vi ikke længere har så meget andet, som vi alle sammen kan samles om, end kongehuset og fodbold- og håndboldlandsholdet (så længe vi da har dem) og nogle ganske få andre ting.

For det fjerde er den klassiske »almene dannelse«, herunder de unges faktuelle viden om f.eks. dansk historie, ældre dansk litteratur osv. kraftigt på retur. Ligesom de unges almene viden om politik og samfundsforhold, sådan som en række undersøgelser har vist i de seneste år.

Disse ting kan vi med andre ord heller ikke længere alle sammen samles om. De, der gik i skole i 1960erne, havde en fælles referenceramme (hvis de da havde hørt efter, hvad der foregik i timerne) og vidste, hvem og hvad der blev talt om, hvis man sagde Christian 4., Johannes V. Jensen, Stauning eller Mussolini. Det er ikke tilfældet i dag. Det eneste fælles, vi alle sammen kender til, som har tråde lidt længere tilbage i tiden, er kongehuset. Derfor bliver kongehuset med alle dets traditioner og alt det eventyragtige og det historiske vingesus, som knytter sig til denne institution, næsten det eneste, de unge kan holde sig til, når de søger efter den kontinuitet i tilværelsen, som de historier og de eventyr, som man tidligere fik serveret i skolen gennem historie-, dansk- og religionsundervisningen, gav de ældre generationer.

Endelig for det femte betød Berlinmurens fald i 1989 og den efterfølgende kraftigt voksende globalisering, at mange flere i dag end for blot 25 år siden finder det meget mere usikkert og uoverskueligt, hvor både Danmark og verden bevæger sig hen. Hvad vil der ske med Danmark på længere sigt i den globale konkurrence? Vil alle arbejdspladser flytte til udlandet? Og så videre. Vi kender alle spørgsmålene, men som bekendt kender vi ikke svarene.

Mange danskere reagerer på den usikkerhed, som globaliseringen har skabt, ved at søge efter en stabilitet, som de føler, at kun det nationale fællesskab kan give dem. Og derfor har kongehuset for mange pludselig fået meget stor betydning. Meget større end før.