Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det nyeste Carlsberg elskes … og rives ned

På Carlsberg er det først nu med byggekraner og lukning af spillesteder, at vi får øje de beslutninger, der er taget om genbrug, nybyg og nedrivning og at vi ser planens blinde vinkler.

Carlsberg Byen. Dør kreativiteten, når området nu skal bebygges med boliger? Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bølgerne er gået højt om den nye bydel på Carlsberg, siden Peter Holst og Sidsel Jacobsen i BT kritiserede den for at have tabt visionen. Ejerne anklages fra flere hold for at følge en kortsigtet pengelogik, når de nu opsiger lejekontrakter med de gallerister, bureauer og scenekunstnere, der har givet Carlsberg nyt liv.

Men der er ingen grund til at blive overrasket. Udviklingen følger i store træk den plan, der blev lagt fra starten i et samarbejde med flere af landets førende arkitekter og bevaringseksperter.

Efter at finanskrisen havde forsinket byggeriet på Carlsberg, har en række kulturfolk pustet nyt liv i den forladte industrigrund. Mange har netop boet i de bygninger, der hele tiden har været åbne for nedrivning, så som Tap1, Boblehallen og Ny Tap. Nu, hvor der er kommet gang i byggeriet igen og kulturfolket bliver kastet for døren, har de fået tilbud om at bo i de nye bygninger.

Men de takker nej; for de kom netop på grund af pionerånden og industriens stemning og rykker nu hellere videre. At first-movere flytter, er en velkendt del af byens dynamik. Men vi bør overveje hvorfor der er så stor afstand mellem den officielle plan for Carlsberg og det moderne storbymenneskes begejstring for industriens råhed.

Alt fra go-kartkørere til kunstnere har siden 2009 brugt Carlsberg som et kreativt pusterum fra den polerede by. Det er ikke primært IC Jacobsens og Carl Jacobsens bygninger, de har boltret sig i, men det nyeste Carlsberg – som er anlagt i det seneste århundrede og som udgør over halvdelen af grunden.

Mads Byder, som har stået for at skaffe midlertidige lejere til Carlsberggrunden, fremhæver i Politiken områdets attraktive »skævhed« og »kant«. Også kronikør Line Rosenvinge er fascineret: »Der er noget forfaldsæstetisk, terrain vague-agtig industricharme over Carlsberg Byen og området omkring Tap1«.

Den æstetik, de er fortalere for, afspejles ikke i de beslutninger om bevaring og udvikling, som fagfolk har truffet for Carlsberg: de fleste af 1900-tallets bygninger med deres rå æstetik og åbenhed for nye brugere, skal rives ned. Men hvorfor, når de nu har været så dragende for så mange Københavnere og besøgende?

Planen for det ny Carlsberg blev tegnet i 2006 med et helt andet fokus: Det handlede da om at skabe en bæredygtig og levende bydel, og ideen var, at det bedst kunne opnås ved at bygge tæt. Det giver korte afstande, så folk kører mindre i bil, det kan danne grundlaget for et myldrende liv på gaden og tør man gætte, så er en tæt by mere rentabel for en virksomhed, som vil sælge ejendom.

Eftersom store dele af Carlsberggrunden er udviklet til nyere tids industri med store køretorve og langstrakte haller til samlebånd, skulle der en radikal ombygning til for at matche tæthedsidealet. Den nye tætte bydel udvikles med nye smalle gader, spændende pladser og skæve hjørner. Paradoksalt nok har arkitekterne samtidig fjernet noget af den rumlige skævhed og forundringsværdi, som netop var karakteristisk for Carlsbergs lag-på-lag af forskellige tiders industriarkitektur.

Heller ikke de eksperter, der har taget beslutninger om Carlsbergs bygningsværn, har været meget optaget af områdets »kant« og »forfaldsæstetik«. Staten (som har det mest tungtvejende ord i bevaringsspørgsmål) har koncentreret indsatsen om at fastholde de ældste bygninger og nogle få nyere, der er tegnet af berømte arkitekter.

Carlsberggrunden fortæller om alle de vigtigste perioder i industrihistorien og er udpeget som nationalt industriminde. Men vi bevarer kun det rigtig gamle, og forholder os ikke til, at også industribyggeriet fra anden halvdel af 1900-tallet fortæller om vores samfundsmæssige udvikling og kultur.

De gamle Carlsbergbygninger, der bliver stående mellem nybyggeriet, bliver gerne renset. Udendørs tilbygninger og materiel tages væk, så det kommer til at se ud som om tiden har stået stille og det beskidte arbejde, der også var en del af bryggeriet, ikke har fandtes.

Det kan vi se på Administrationsbygningen, Maskincentralen og Kedelhuset. Med denne fokus på at videreføre de ældste bygninger og i en sådan renset form, udviskes noget af det særlige ved Carlsberg, der er skabt gennem konstant ombygning til skiftende produktion gennem 150 år.

Alle byer er levende steder, som vi mennesker igen og igen laver om på for at imødekomme nye tiders behov og drømme. Det giver selvsagt ingen mening at fastfryse et industriområde, når det nu skal blive til boliger, erhvervs- og kultursteder.

Men byggeindustrien er en ressourcesluger og der er al god grund til at vi bliver bedre til at genbruge de bygninger, der allerede er sat til verden. Som samfund bør vi tænke os godt om i afvejningen af, hvad der skal videreføres og kasseres. Her er ingen selvsagte løsninger, men behov for en levende debat om værdier og nye arbejdsmetoder i byudvikling.

På Carlsberg er det først nu med byggekraner og lukning af spillesteder, at vi får øje de beslutninger, der er taget om genbrug, nybyg og nedrivning og at vi ser planens blinde vinkler. Det tager tid for os borgere at lære et tidligere lukket industriområde at kende og at blive engageret i debatten om dets fremtid.

Carlsberg er udviklet på den traditionelle måde, der beslutninger om planlægning og værn langt hen af vejen er taget inden kreative sjæle blev lukket ind og begyndte at afprøve hvad, området kan genbruges til. Her er ikke megen plads til at optage de nye brugeres ideer eller at lære af erfaringer fra de seneste års byliv.

Da arbejderne forlod Carlsberggrunden i 2008, var den spækket med små brugsbygninger, rør kæmpemæssige ståltanke, der råbte på genbrugsideer. Her var gamle kastanjetræer og en langstrakt udendørs ølvægt, hvor forbipasserende kunne lade sig veje sammen med vennerne. Her var et øltag, som blev genbrugt som det unikke byrum Rebskoven. En sådan rigdom er svær at opfinde fra scratch. Alligevel er de fleste af disse elementer i dag forsvundet i byudviklingens og bygningsbevaringens navn, lige som vi var ved at få øje på dem.