Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det mandlige ego

»Ved festmiddagen lørdag aften, hvor vi er tre kvinder, der skal hygge os sammen, blander bordherren fra nabobordet sig i vores selskab, når han da ikke diverterer sin egen borddame med lange foredrag, som hun kvitterer for med henført at kalde ham skat. Inden exit søndag morgen er endnu en kvinde offer for mansplaining ved nabobordet, observerer min veninde årvågent.«

Helle Birk, lektor, cand.mag. et jur. Fold sammen
Læs mere

Jeg synes, at du skal skrive en kronik om det mandlige ego,« foreslår min veninde. Og tilføjer:

»Hvis du altså tør.«

»Jamen, det gør jeg ikke,« svarer jeg.

Den samtale opstod på et spaophold på et hotel- og konferencecenter i det midtjyske ultimo november. At det var firmajulefrokosttid, opdagede vi snart. En mand gjorde sig bemærket ved at pifte højlydt af en kvindelig kollega for at påkalde sig hendes opmærksomhed. Midt i loungen. Hvor hotelgæsterne sad og drak kaffe og spiste julekager i ro og mag.

I spaområdet – i modsætning til loungen – stod det direkte, at her var stillezone. Med en tegning af en tyssende mand. Det forhindrede nu ikke samme julefrokostgæst i at springe i et af bassinerne – det med iskoldt vand – med et ordentligt plask og talrige brøl. Jeg var i bassinet ved siden af med udsyn til, hvordan min veninde, der lå på en solvogn med indbygget varme i træet, kiggede misbilligende ned mod fredsforstyrreren.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Smilet stivnede dog senere. I dampbadet, hvor de varme dampe angiveligt ville rense og detoxe huden og afslappe de anspændte muskler. Det gjorde de. Altså lige indtil han kom ind. Julefrokostgæsten. Og stillede sig i positur for at lave gymnastik. Armbøjninger og hoftevred. Mens han gav sig. Jeg lod, som om jeg ikke så ham. Missede med øjnene. Det var ikke nemt. Langt om længe gik han.

Hvad var det for noget? Og kunne man forestille sig, at en kvinde ville opføre sig sådan? Det har jeg ikke uddannelsesmæssige forudsætninger for at udbrede mig om. Men et påfaldende sociologisk studie var det. Om det er det, man kalder for mandligt ego, ved jeg ret beset ikke.

Det mandlige ego

Udtrykket det mandlige ego finder man ved en simpel google-søgning ikke så få eksempler på. Selvom en definition er noget diffus, forstår man. Det mandlige ego kan være skrøbeligt og ude af proportioner på én og samme tid.

Det kvindelige ego derimod må man lede længe efter. Er det mandlige ego et gammeldags, patriarkalsk fortidslevn, som burde være udryddet?

Litteraturen er fyldt med kvinder, der er anonyme, undertrykte og deprimerede på grund af deres position i skyggen af det mandlige ego.

Den britiske forfatterinde Fay Weldon (født i 1931) beskæftiger sig i sit omfattende forfatterskab med kønnenes kamp og i den forbindelse det mandlige ego. Det talte hun en del om, da hun promoverede sin selvbiografi, »Mantrapped«, ved et foredrag på mit lokale bibliotek i sin tid.

I bogen fortæller forfatterinden om sit betrængte liv som mor til fire børn og et papbarn i landlige omgivelser i 1970ernes England sammen med sin ægtemand, jazzmusikeren og antikvitetshandleren Ron, der ganske vist elskede ideen om at bo på landet, men alligevel overdrog de huslige pligter til hende.

Ron havde svært ved at håndtere, at han var gift med en berømthed. Så Fay Weldon klippede nidkært artikler om sig selv og sit forfatterskab ud af avisen, inden husbonden fik den overdraget. Da pilotafsnittet af TV-serien »Herskab og tjenestefolk«, som hun var manuskriptforfatter på, blev vist til universel anerkendelse, som det tørt påpeges i »Mantrapped«, havde hun meget belejligt sørget for, at de var inviteret ud til middag hos gode venner. Men det gik ikke værre eller bedre, end at værtsparret insisterede på at tænde for fjernsynet. Og det gjorde hr. Weldon rasende. I hans optik var der tale om underlødig popkultur. Måske var det også derfor, hans hustru år senere, i 1980erne, sørgede for at ødelægge antennestikket til TV’et, den aften hendes store romansucces »En hun-djævels bekendelser« havde TV-premiere. For, som hun observerede, så fik de da en fredelig aften.

Disse og mange andre historier om, hvad Fay Weldon havde gjort for at skåne sin mands ego, faldt en af tilhørerne på biblioteket voldsomt for brystet. For hvordan kunne Fay Weldon, et feministisk ikon, tillade sig at opføre sig sådan? Den vrede kvinde forlangte en forklaring. Hun følte sig svigtet af sit forbillede. Hvad havde hun at sige til sit forsvar?

Det er mange år siden, men jeg kan stadigvæk fornemme spørgerens harme og indignation. Det kunne fru Weldon givetvis også. Men hun bevarede roen og svarede med stor selvfølgelighed, som om den ene sætning forklarede alt.

»But I was mantrapped.«

Og det gjorde den måske også.

Mansplaining og manterrupting

Jeg kom til at tænke på det foredrag, da jeg for kort tid siden læste om en anden forfatterindes prøven kræfter med det mandlige ego.

Den amerikanske forfatterinde Shirley Jackson (født i 1916) – det var hende, der skrev novellen »The Lottery« om en stening i et puritansk New England samfund – giftede sig med en jødisk intellektuel, Stanley Edgar Hyman. De arbejdede begge for The New Yorker. Hun skrev noveller og han klummer til The Talk of the Town. Senere blev han universitetsansat, og hun viede sit liv til forfattergerningen.

Selvom Shirley Jackson hurtigt blev familiens primære forsørger, var hendes mand noget af en patriark. Hun tog sig af deres fire børn og husholdningen. Ifølge en artikel i netop The New Yorker kan man læse, at, »han fandt trøst i overfor venner at beskrive Jackson som en slags begavet idiot, der forfattede sin fiktion i en trancetilstand af automatskrift og måtte have ham til at få det forklaret«, som det er formuleret i den for denne læser overraskende artikel om, hvordan den berømte forfatterinde, der så genialt fortalte om gruppepres og undertrykkelse, selv var en kvinde under indflydelse. Og et offer for det, der i vore dage hedder mansplaining.

»Mansplaining, Manterrupting & Bropropriating«. Sådan lyder titlen på forsker i sociologi, Arin N. Reeves studie om mænds dominans af kvinder.

»Mansplaining« er et udtryk fra engelsk, en sammensætning af »man« og »explaining«, og betyder en kønsspecifik forklaring. Fra en mand til en kvinde. På nedladende vis, i en situation, hvor præmissen er, at den kloge – mand – forklarer den mindre kloge – kvinde – hvordan verden hænger sammen.

Beslægtet er fænomenet »manterrupting«, »man« og »interrupting«, hvor »the manterrupter«, ja, det hedder det faktisk, afbryder en kvinde. Det kunne man i forbindelse med den amerikanske valgkampagne læse om i artiklen »Hillary Clinton will not be manterrupted«, der viser, hvordan Clinton rent faktisk blev afbrudt hele 40 (i andre målinger 51) gange af modkandidaten Trump under den første debat – mod Clintons én (i andre målinger op til 17 gange). I artiklen anføres, at kvinder er langt mindre tilbøjelige til at tage ordet i mandsdominerede forsamlinger, og dem er der en del af. Ikke mindst i USA. 75 pct. mindre tilbøjelige.

»Bropropriating« er et beslægtet begreb for, når mænd tager kvinders ideer og udgiver dem for deres egne. Ordets etymologi er ikke helt gennemskueligt.

Kønnenes kamp er ikke let at afgøre

Tilbage på spahotellet gør min veninde diverse observationer om mandlig opførsel: Da hun beder om at få alt andet end en med hendes ord »flad fransk vin« i brasseriet fredag aften, udløser det et veritabelt foredrag om franske vines fortræffeligheder fra den – mandlige – tjener.

Ved festmiddagen lørdag aften, hvor vi er tre kvinder, der skal hygge os sammen, blander bordherren fra nabobordet sig i vores selskab, når han da ikke diverterer sin egen borddame med lange foredrag, som hun kvitterer for med henført at kalde ham skat. Inden exit søndag morgen er endnu en kvinde offer for mansplaining ved nabobordet, observerer min veninde årvågent.

Ifølge flere af de mænd, jeg kender, er kvinder til gengæld slemme til at smutte foran i køen, og til at spørge om hvad som helst, når samme kø er lang. Uden omtanke for de andre i køen.

Det er et menneskeligt vilkår at ville ses og høres. Hvem der opfører sig værst, er ikke let på valid vis at fastslå. Og man bliver hurtigt upopulær. Men jeg vover et øje: Narcissus, selvforelskelsens ophav, var en mand, der blev så forelsket i sit eget spejlbillede, at han døde af det. Echo – en nymfe – blev så forelsket – at hun led samme skæbne på grund af sin kærlighed til narcissisten.