Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det kvindevenlige universitet

Hans Bonde: KUs nye kvindelige belønningsstruktur tilsidesætter fagligheden, diskriminerer mænd samt reducerer kvinder til svage ansatte, der skal hjælpes til at blive professorer via store kontante belønninger til den, som ansætter dem.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debatten om Københavns Universitets (KU) nye kvindebelønnende regler tog for alvor fart i Berlingske med en kronik af mig 18/7, 2011. Siden er den blevet taget op i Universitetsavisen, i Politiken, i TV2-News og Deadline. Som seneste skud på stammen angreb Foreningen for Kvinde- og Kønsforskning i Politiken den13/10 min kritik af KUs regler, der 1) ved ansættelse af et antal kvindelige professorer udløser bevilling til et ekstra bonusprofessorat, 2) tildeler fakulteter, der øger procenten af nyansatte kvindelige professorer med fem procentpoint hen, ved tre millioner kroner, samt 3) opslår 16 internationaliseringsstipendier øremærket til kvinder.

Min kritik af KUs nye kvindelige belønningsstruktur går på, at den tilsidesætter fagligheden, diskriminerer mænd samt reducerer kvinder til svage ansatte, der skal hjælpes med at blive professorer via store kontante belønninger til den, som ansætter dem. Problemet med universiteternes kønskvotering er, at ideen om, at et køn er »underrepræsenteret« bygger på, at der findes et kollektivt subjekt, der har ret til repræsentation på alle universitære niveauer. Individer bliver udskiftelige repræsentanter for noget, som universitetet har bestemt, at de skal repræsentere. Skønt KU som videnskabelig institution burde hæve sig over ideologier, blev belønningsplanen fejret med pomp og pragt i KUs festsal i anledning af 100-året for kvindernes internationale kampdag 8. marts 2011 med sigende taler a la »Fra kvindekamp til queer-feministisk aktivisme« og »Kvinder og mænd har ikke ulige muligheder, fordi vi er meget forskellige. Vi er meget forskellige, fordi vi har ulige muligheder.«

Dette markerer, at feminismen nu er blevet en officiel del af universitetets idegrundlag. Skiftet er tydeligt markeret i KUs eget kvinde-kønsforskningscenters centrale rolle i udviklingen af belønningsstrukturerne, herunder ikke mindst centrets leder, Bente Rosenbeck, der da også sad både i task forcen bag belønningsplanerne og sejrsstolt kunne holde åbningstalen ved konferencen i KUs festsal. Aldrig før eller siden har et enkelt center haft så stort held til at rykke så tæt på ledelsen og til at forandre både institutionens ideologi og praksis.

Det kan derfor heller ikke undre, at Foreningen for Kvinde- og Kønsforskning nu rykker ud for at forsvare belønningsplanen imod min kritik. Man bør egentlig ønske foreningen til lykke. Tænk, at det er lykkedes for, hvad der burde være en videnskabelig forening, at operere som en ren interesseorganisation for den ene halvdel af befolkningen, nu oven i købet med belønningsprofessorater til dens medlemmer på dagsordenen. På foreningens hjemmeside kan man da også klart fornemme denne partsinteresse, fx i promoveringen af et debatmøde om »kvindekvotering til bestyrelser«. Det må da kaldes rettidig omhu, at foreningens medlemmer først skal opnå belønningsstillinger på universiteterne og siden kan satse på at blive kvoteret ind i lukrative bestyrelser uden som andre bestyrelsesmedlemmer at have arbejdet sig møjsommeligt op til først at blive virksomhedsleder. Kunne man forestille sig, at en forening af arbejdsmarkedsforskere entydigt tog parti for arbejdstagerne, kaldte arbejdsgiverne for udbyttere, og arbejdede for politisk promovering af særinteresser, der i sidste ende ville resultere i eneret til stillinger og poster for deres medlemmer? Næppe. Men inden for kvinde-kønsforskningen har vi accepteret denne uhæmmede sammenblanding af forskning og politiske særinteresser, for »et undertrykt køn har altid ret«.

Denne forening og dens forkvinde, Gry Høngsmark Knudsen går nu ud og kritiserer den lave andel af kvindelige professorer. Lad os derfor se på dens egen praksis. Hvem sidder i dens bestyrelse og af hvilket køn? Hov, 12 kvinder og 0 mænd. Jeg lader det lige stå et øjeblik for Berlingskes læsere Nu vil forkvinden sikkert sige, jamen, der var ingen mænd, der stillede op! Jamen hov, det er jo også det, der sker i en lang række stillinger på universitetet, hvor der ikke er kvindelige ansøgere fx indenfor de teknisk-naturvidenskabelige områder. Hvorfor er forklaringen så undertrykkelse på universitetet, men ikke i køns-foreningen? I opererer vel ikke med dobbelte standarder?

Når jeg gerne vil ønske jer til lykke, er det ikke alene for jeres promovering af organisationsinteresser, men også for jeres ideologiske arbejde. Tænk, nu har begrebet »ligestilling« lige siden den seje, gode oplyste feminismes barndom betydet, at ingen måtte diskrimineres; at alle skulle »stilles lige« ved ansættelser, valgret, arveret osv. Gennem de sidste årtier er det lykkedes jer helt at forvanske dette gode gamle demokratiske princip. »Ligestilling« er for jer blevet lig statistisk køns-lighed, så enhver sektor i det moderne samfund kan erklæres »uligestillet«, hvis der ikke er fifty-fifty kønsbalance. Men prøv lige at tænk over det. Det er jo egentlig noget sludder. Det at der fx inden for nogle områder er flere mænd end kvinder i toppen, behøver da ikke at betyde, at kvinderne ikke er »stillet lige«, altså ikke bliver bedømt på fuldkommen lige fod med mandlige ansøgere. Det kan skyldes utallige andre faktorer, fx at kvinder har andre livspræferencer, engagement i børnene, interesse for mennesker frem for materialer og strukturer og/eller afvisning af en måske nørdet, ensidig ekspertrolle. Kvinders lavere interesse for at tage et forskerjob viser sig i øvrigt endnu tydeligere inden for den private forskningssektor, hvor der kun er én kvinde for tre mænd i modsætning til ratioen på 1:2 i den offentlige sektor.

Alt det kan og skal vi gøre noget ved, for det er afgjort vigtigt at få mobiliseret det kvindelige talent på højeste niveau af forskning og innovation, men vi kan da ikke på den konto begynde at diskriminere mænd, der faktisk går op i deres forskning med liv og sjæl. Fra oprindeligt at kæmpe for rettigheder for kvinder, hvilket vi alle støtter, er I nu begyndt at kræve privilegier for kvinder, der apropos på universiteterne betyder, at særgrupper af etnisk eller social herkomst nu skubbes til side af bonuskvinderne

Hvis man skal indføre belønningsprofessorater til kvinder, må man i det mindst løfte bevisbyrden for, at kvinder bliver diskrimineret. Skønt samfundet betaler millioner til kønsforskning, er dette aldrig sket. I stedet reproduceres der myter om, at mænd helst vil ansætte mænd, den såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt. Hvor får I det fra? Faktisk får kvinderne langt oftere stillinger på universitetet, når blot de søger, og det har de fået siden midten af 1990rne. Hvorfra ved I, at der ikke fx er en langt mere virksom Onkel Joakim-Andersine-effekt, hvor seniore videnskabsmænd, der er emotionelt sammenflettet, eventuelt gift, med yngre universitetskvinder, støtter kvinders karrieremuligheder og herunder ikke mindst den kvindelige belønningspolitik? Udover at være præget af feminisme er belønningsplanen jo tydeligvis præget af paternalisme, hvor ældre universitetsledere favoriserer de yngre kvinder ud fra en forestilling om, at de ikke er myndige og stærke nok til selv at bære deres projekter igennem.

Foreningens talskvinde gør meget ud af de såkaldte »kaldelser« til professorater uden opslag, og er, helt i overensstemmelse med den sædvanlige feministiske konspirationsteori, på forhånd overbevist om, at disse stillinger går uforholdsmæssigt ofte til mænd. Bevis det! I modsætning hertil er det min klare opfattelse, at kaldelser af kvinder er steget markant i kølvandet på KUs belønningsstruktur. Forkvinden har naturligvis ret i, at KUs ansættelsessystem, som i alle andre organisationer, langt fra er perfekt, og at meritokratiet naturligvis altid er ufuldstændigt. Meritokratiet er ligesom demokratiet den mindst dårlige løsning. Men så dårligt er det nu heller ikke. Et sagkyndigt udvalg af eksperter mestendels udefra tager stilling til ansøgningerne. De indstiller en bedømmelse til et ansættelsesudvalg, som repræsenterer instituttet. Hvis instituttet ikke politiserer, er der således god chance for en fair procedure. I de tilfælde, hvor der kun er én ansøger, er vedkommende måske den eneste specialist på højeste niveau inden for området. I øvrigt, hvis man virkelig har slået professoratet så snævert op, at det udelukker andre ansøgere, kan det jo mindst lige så godt være mandlige som kvindelige ansøgere, der bliver ekskluderet fra at søge, hvorfor en reaktion i form af kvindekvoter bliver en dobbelt diskrimination af de mænd, der ikke fik chancen for at søge i første omgang.

Det store spørgsmål er, hvorfor svaret på en formodet nepotisme og diskrimination skulle være mere nepotisme og ny diskrimination, nu i form af belønninger af en forhåndsselekteret elite af kvinder og diskrimination af mænd, der hverken har lod eller del i et hedengangent patriarkat? Det er som at ville finjustere et ur med en hammer.