Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det humanistiske hykleri

»At ville gøre godt er da det bedste udgangspunkt for at være i verden – og vel kendetegnende for alle mennesker. Der er vel næppe nogen – medmindre man har en diagnose af en art (eller er en troll) – der vågner om morgenen og tænker, at man vil være ond, koldhjertet eller ødelæggende?«

Bente Dalsbæk byline Fold sammen
Læs mere

»Jeg kommer aldrig til at være venner med hende igen – jeg kan simpelthen ikke være venner med nogen med de værdier.«

Bemærkningen faldt for noget tid siden i en samtale, jeg havde med nogle veninder om, hvorvidt man skulle lukke grænserne, hvilke løsningstiltag, der er nødvendige eller ønskværdige i forhold til flygtningestrømmen, og hvilke opmærksomhedspunkter, der skulle være i forhold til motiver og mål hos flygtninge og migranter.

Jeg hæftede mig især ved ordet »de« i ovenstående sætning, for det blev udtalt med tryk på, så alle tilstedeværende vidste, hvad der blev talt om:

Det er »de« der holdninger, der hurtigt kan peges ud ved hjælp af de (selv-) erklærede godhjertedes arbejdsredskab, menneskesynsparameteret, hvor »de værdier« selvfølgelig ligger i bunden, og det høres ofte i selskab med ord som »fremmedfjendsk«, »ondskab«, »kolde«, »hårdhjertede« osv.

Bemærkningen blev endnu et symbol på, hvad jeg har funderet over længe: Hvorfor er der grænser for rummeligheden hos de rummelige? Især dem, der i særklasse har travlt med at skilte med den?

Den ene part i ovennævnte lille ordudveksling er, lad os kalde det »ubeskeden«, i sin udstilling af eget ståsted i verden. Der er langt ned til de næste, dér på toppen af Mount Godhed. Sagt med stor kærlighed til vedkommende, faktisk.

For at ville gøre godt er da det bedste udgangspunkt for at være i verden – og vel kendetegnende for alle mennesker. Der er vel næppe nogen – medmindre man har en diagnose af en art (eller er en troll) – der vågner om morgenen og tænker, at man vil være ond, koldhjertet eller ødelæggende?

Dehumanisering er en klassisk strategi

Men er det ikke fint nok, at man ikke vil omgås visse mennesker, fordi man holdningsmæssigt står langt fra hinanden?

Jo, det kan man vel bare lade være med og gøre, som man synes. Men jeg har et problem med, at såkaldt »korrekte humane holdninger« kan være nok til at hælde andre mennesker ned ad brættet med etiketten »inhumane«.

Dehumanisering af modparten er en klassisk strategi, der har haft grotesk »succes« gennem verdenshistorien og stadig har det. Den muliggør de værste overgreb og forbrydelser mod menneskeheden, som tænkes kan, fordi den skaber en illusion af rigtigheden i at skaffe sig af med mennesker, der tænker anderledes end en selv.

Det starter med at så og sprede mistro, anvende generaliseringer, fordreje og forstørre, indtil der ikke er et rigtigt levende menneske tilbage i den gruppe, der er målet. Det er meget velkendt i den polariserede debat om flygtninge/indvandrer-spørgsmålet, og ingen har noget at sige den anden part på. Lad det være sagt med eftertryk.

Alligevel vil jeg sætte projektørlyset på – som jeg så ofte har skrevet – de tre fingre, der peger indad, når man peger på andre.

Bente Dalsbæk kritiserer, hvad hun kalder for det humanistiske hykleri. Billedet ovenfor er fra et fakkeloptog arrangeret af »Velkomstkomiteen« sidste år, der plæderede for »en ordentlig behandling af flygtninge.« Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Et grimt nårrghh

Al dehumanisering er farlig. Punktum. Også dehumanisering med et tvist selvgodhed.

Lad mig give et eksempel fra tidligere i år, da jeg var i teatret og se »De stuerene«, et teaterstykke om Pia Kjærsgaard og DF’s vej til magten.

Man kan sige mange ting om det, og også om stykket, men jeg lagde mærke til især to gange, hvor man i stykket prøver at vise, at mennesket Pia Kjærsgaard selvfølgelig påvirkes af ting i hendes opvækst eller begivenheder på hendes politiske vej. Begge gange lød der fra salen fnisen og lige bag mig sågar et nedladende »nårrghh« ved stykkets afspejling af en meget ung Pia Kjærsgaards reaktion på en voldsom skilsmisse. Et rigtig grimt »nårrghh«. Lyden af et menneske, der ikke evner at identificere sig med menneskelige følelser, fordi de præsenteres af en person, man ikke sympatiserer politisk med.

Det er sådan dehumanisering lyder i begyndelsen. Det er også sådan, dehumanisering lyder, når vores politikere, uanset partitilhørsforhold, overfaldes og trues – og af deres »opponenter« mødes med »du ligger, som du har redt«-argumentet. Ofte udtrykt i det lille, men åh så djævelske »men«. Ligeså ofte udtrykt i meget, meget værre termer, desværre.

Dehumaniseringen er total, når folkestyrets repræsentanter tillægges egen skyld for vold og trusler om vold. Hykleriet er i øvrigt ligeså totalt, når »humanisterne« ikke er de første til at arrangere støttedemonstrationer og underskriftsindsamlinger for at stoppe vold og trusler mod præcis dem, de er uenige med.

Dannelse findes på begge fløje

Men alt er ikke sort hos »humanisterne«.

Det var f.eks. glædeligt for nogle måneder siden at se modtagelsen af en følger af gruppen Venligboerne, som jeg følger – dog indimellem med en vis skepsis, når det hele bliver for »politisk« for mig, og der kører for meget forargelse rundt i trådene. Som grundidé er jeg dog stadig med på, at civilsamfundets engagement også er vigtig.

Følgeren fortalte, at han var fra Nye Borgerlige. De fleste sagde »velkommen til«, men en gik i gang med at spytte hele sin foragt for Nye Borgerlige ud over tråden, som blev blandet grundigt sammen med Danskernes Parti.

Jeg må indrømme, at svarene fra Nye Borgerlige-manden var forbilledlige og dannede – og lå et stykke fra hans partiformands opdateringer om selvsamme gruppe. Dannelse har ikke nogen partifarve, det lærte mine år på Christiansborg mig allerede dengang – og man kan sagtens i samme parti eller på samme fløj finde både de dannede og dem, for hvem det falder svært at holde sig på argumentets smalle vej, men som jager den evigt efterstræbte medieomtale ved at være en »one-trick« – eller snarere en »one-click-pony«.

Hvilket faktisk er en del af problemet. Ikke kun, men også for det humanistiske hykleri: For hvor er det nemt at give sin egen godhed luft under vingerne, hvis man kan samles om at forarges over andre, der kan få liv ved et hurtigt opkast ned i tastaturet?

Hyklere uden humor

Det er mig dagligt en gåde, når jeg læser visse opdateringer: Mener folk, hvad de skriver, eller tænker de ikke, før de taster? Eller måske begge dele i en uhyggelig kombination?

En gammel, men kedelig sandhed er det i hvert fald, at man oftere taler mere om hinanden end til hinanden, og så er vi tilbage til starten:

Hvorfor kan de rummelige kun rumme nogen og ikke alle? Hvorfor i det mindste – hvis man ikke kan andet – være dannet omkring dem, der mener noget andet, end du gør? Hvis du er humanist, så interesserer du dig for mennesket – også det menneske, der ikke er som du. Alt andet er hyklerisk.

Det interessante er, at det hykleriske er så humorforladt. Her kunne de humanistiske hyklere lære noget af folk som Abdel Aziz Mahmoud og Jakob Sheik, om hvem man selvfølgelig kan tænke den tanke, om de nu ikke bare indtager en »politisk korrekt« holdning. Den tanke har jeg selv tænkt: »Er det ikke nemt« osv.

Men det er for let en tanke, for de gør faktisk begge noget, som ikke er nemt, men som er både klædeligt og dannet: De går til dem, de ikke deler synspunkter med, ja, de som direkte angriber Mahmoud og Sheik, og svarer tilbage med humor og med oprigtig undren.

Særligt synes jeg, at Abdel Aziz Mahmoud i udsendelsen Adgang med Abdel, hvor han mødte og debatterede med Danskernes Parti, viste noget andet end den armslængde-undren, som ellers indimellem kan ses og høres hos nogle af dem med fat i den lange ende af mikrofonen. Både en oprigtig undren og en egen sårbarhed. Det var fint at se. En deltager i programmet fra Danskernes Parti blev i øvrigt siden overfaldet (hej, hej, humanistiske hykleri, der var du vist igen).

Så kære »humanist«: Selvom splinten i din broders øje bestemt ikke er af den slags, der kan fjernes med en pincet, så bliver bjælken i dit eget øje kun større af din egen blindhed for, at din rummelighed kun omfatter dem, der ligner dig.

Bente Dalsbæk er forfatter og jurist.