Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det hellige er ikke demokratisk

Forsvarer man kristendommen ved at hævde, at den er bedre end islam, sådan som konservative politikere, Dansk Folkeparti og tidehvervsteologer gør det? Det mener jeg ikke. Det, man gør, er, at man banaliserer den.

Jakob Wolf, Universitetslektor, dr. teol., Afdeling for Systematisk Teologi, KU Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi er underlagt nogle vilkår, som vi ingen indflydelse har på, og disse vilkår har ikke bare en perifer betydning for vores liv; de har en afgørende og skæbnesvanger betydning for os. Vi er ikke blevet spurgt, om vi har lyst til at blive født, eller hvilken tidsalder og historisk situation, vi kunne tænke os at leve i. Vi fødes ind i en bestemt kultur og på et bestemt sted på kloden og ikke et andet sted. Vi er heller ikke blevet spurgt, om vi kunne tænke os, det er sådan, at efter et stykke tid – kort eller lang – så skal vi dø. Eller om vi kunne tænke os, at det er sådan indrettet, at vi lever mere eller mindre udleveret til andre mennesker, og at vi ikke kan tvinge andre mennesker til at elske os, selv om kærligheden afgør vores skæbne som mennesker. Kærligheden kan ikke købes; den er ufortjent, gratis. Vi har heller ingen indflydelse haft på, om planter, dyr, sol, måne, stjerner, ukrudt, jordskælv, sygdomme og tusind andre ting skulle høre med til tilværelsen. Helt udemokratisk hen over hovedet på os er tilværelsen indrettet på en helt bestemt måde. Da verden skulle skabes, blev det ikke sendt ud i høring.

Det moderne menneske er tilbøjelig til at forveksle tilværelsen med samfundet. Det mener, at ligesom samfundets indretning står til debat, sådan står også tilværelsens indretning til debat. Intet over eller ved siden af demokratiet! Intet er forud givet. Det er alene os og vore fælles beslutninger, der skaber tilværelsen. Det anses for at være skandaløst at påstå andet. Men man udleverer sig til latteren, hvis man er ude af stand til at skelne mellem tilværelsens og samfundets indretning. Søren Kierkegaard har tegnet denne lille skitse af en moderne type:

»Hvem har narret mig ind i det hele, og lader mig nu stå der? Hvem er jeg? Hvorledes kom jeg ind i verden; hvorfor blev jeg ikke adspurgt, hvorfor ikke gjort bekendt med skikke og vedtægter, men stukket ind i geleddet …? Hvorledes blev jeg interessent i den store entreprise, som man kalder virkeligheden? Hvorfor skal jeg være interessent? Er det ikke en fri sag? Og skal jeg nødsages til at være det, hvor er da dirigenten, jeg har en bemærkning at gøre? Er der ingen dirigent? Hvor skal jeg henvende mig med min klage? Tilværelsen er jo en debat, må jeg bede, at min betragtning kommer med under overvejelse?«

Uden religionerne mister vi bevidstheden om forskellen mellem samfundets og tilværelsens indretning. Derfor er religionerne en meget vigtig del af især det moderne samfund. Tidligere var de ikke så vigtige, fordi bevidstheden om forskellen mellem samfundet og tilværelsen var en selvfølge.

Selv om alle religioner handler om det, vi alle sammen er fælles om, nemlig at være underkastet vilkår, vi ikke har magt over, de har magt over os, og giver vores liv en ubetinget alvor, så er de alligevel forskellige. Det hænger sammen med, at alle religioner udvikler sig, og når de gør det, udvikler de en sammenhængende lære om vore grundlæggende afmagtserfaringer. Disse læresystemer er forskellige fra religion til religion. De kan stivne mere eller mindre i dogmatiske systemer, der kan antage en uforsonlig holdning over for andre religioner og anderledes tænkende. Man hævder at sidde inde med sandheden og frakender alle andre religioner muligheden for at kende til sandheden.

I sin yderste konsekvens kan en religion ende med udelukkende at fungere som en politisk ideologi. Et folk skaber sig med religionen, en identitet, hvorved det adskiller sig fra og bekæmper alle andre. Hvis en religion reduceres til at være en politisk ideologi, er den ophørt med at være en religion, da den i den form ikke kan skelne mellem samfundets og tilværelsens indretning. Religionerne er pr. definition universelle og ikke regionale, fordi de handler om det mest universelle af alt, Gud.

Det er en del af vores fælles grunderfaring, at over for Gud har vi alle uret, som Kierkegaard udtrykte det. Vi kan mene og tro, hvad vi vil om vore livsvilkår; de får altid ret. Sandheden tilhører Gud og kan ikke ejes af mennesker. En rethaverisk religion, der tager patent på sandheden, er ikke en religion, men en politisk ideologi. Det betyder ikke, at vi som tilhængere af en bestemt religion, ikke mener, at vi har fået del i en absolut sandhed. Alle, der tilhører en religion, mener naturligvis, at deres religion er den bedste. Hvis ikke, de gjorde det, ville de konvertere til den, de synes er bedst.

Men det, at jeg mener, at min religion er den bedste, behøver ikke at betyde, at andre religioner ikke har del i sandheden. Når jeg som kristen siger, at jeg tror, at Gud har åbenbaret sandheden om sig selv i Jesus fra Nazareth, så tror jeg, det er en absolut sandhed, men dermed udelukker jeg ikke, at Gud på en anden måde har åbenbaret sin sandhed for andre. Troen er ikke en almen viden, men noget eksistentielt personligt. Jeg kan udtale mig om, hvad jeg tror, Gud siger til mig, men ikke om, hvad Gud siger til andre. Jeg kan aldrig få styr på, hvad Gud gør. Hvis troen var en almen viden på linje med, at 2+2=4, så kunne sandheden indfanges i et udsagn som: »Jesus er sandheden«. Men det kan den ikke. Udsagnet er udtryk for en personlig erfaring og ikke en almen viden. Gud kan ikke indfanges i en bestemt religion eller i bøger som Bibelen, Koranen eller Upanishaderne. Her kan der højst gives autentiske udtryk for erfaringerne af Gud.

Religionerne er ikke først og fremmest meninger og meningssystemer, men formede udtryk for menneskers erfaringer af det ubetingede, der betinger os. Om en religion er god eller dårlig afhænger af, hvor godt eller dårligt, den giver udtryk for disse erfaringer.

Når man i dag diskuterer, om kristendommen er en bedre religion end islam, så er den diskussion præget af en tendens til at reducere begge religioner til at være politiske ideologier. Man går ud fra, at religionerne intet har til fælles, men kun er forskellige. Man sammenligner ideologier, og det er selvfølgelig ikke uvæsentligt. Det er altid vigtigt at diskutere politiske ideologier, om de er undertrykkende og umenneskeliggørende eller ej, men når det nu handler om religioner, ville det så ikke være mere interessant at diskutere, hvad religionerne grundlæggende er udtryk for, og hvilken rolle, de bør spille i samfundet?

Forsvarer man kristendommen ved at hævde, at den er bedre end islam, sådan som konservative politikere, Dansk Folkeparti og tidehvervsteologer gør det? Det mener jeg ikke. Det, man gør, er, at man banaliserer den. I det hele taget banaliserer man religionernes sag ved at gøre den til et spørgsmål om politisk ideologi. Er det helt umuligt, at man i det politiske liv og i medierne i det hele taget, diskuterer religionerne uden at vulgarisere dem?

Det er klart, at religionerne spiller en personlig eksistentiel rolle for den enkelte, men derudover spiller de en rolle for samfundet, uden at være politiske ideologier. Religionerne er vigtige for at holde os fast på, at der er noget, der er helligt for os. Det, der er helligt, er ikke et resultat af en demokratisk beslutning. F.eks. er menneskeindividets ukrænkelighed ikke et resultat af en demokratisk beslutning, men derimod forudsætningen for demokratiet. Det, at vi skal tage vare på den svage, er heller ikke et resultat af en demokratisk beslutning. Etikken er ikke funderet på en flertalsbeslutning. Den er derimod et krav udefra, der stilles til flertallet og til dem, der har magten.

Man siger om et menneske, for hvem penge betyder alt, at intet er ham eller hende helligt. Det er derfor også sådan, at i et samfund, hvor intet er helligt, er ikke bare alt til salg; det er allerede solgt til Djævelen.