Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det haster med simple skatteregler

Der er behov for en politisk løsning. Som minimum bør Folketinget lovfæste den hidtidige praksis, hvor fradrag for lønomkostninger generelt har været accepteret. Dette kunne være første led i en løsning, som haster.

Skat. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Generelt tjener det erhvervslivet og samfundet godt med simple, langtidsholdbare skatteregler. Det er centralt for retssikkerheden og for et godt erhvervsklima, der understøtter investeringer og vækst.

Når grundlæggende regler ændres, bør det ske i en politisk lovgivningsproces, der tilstræber at vedtage fremadrettede regler, der mindst muligt forringer vilkårene for dispositioner foretaget i tillid til de hidtidige regler.

Det stik modsatte sker, hvis Skat uden varsel – og uden politisk stillingtagen – ændrer praksis med tilbagevirkende kraft. Et aktuelt eksempel på det er en stribe afgørelser, hvor Skat har nægtet virksomheder fradrag for lønomkostninger med den begrundelse, at omkostningerne vedrørte udvidelse af virksomhederne. Fradrag for almindelige lønomkostninger har hidtil generelt været accepteret, og virksomhederne indbragte derfor sagerne for Landsskatteretten. Her fik virksomhederne medhold. Alligevel valgte Skat sammen med Skatteministeriet at efterprøve spørgsmålet ved Østre Landsret.

Østre Landsret fastslog i to domme 1. juni 2016, at Skat har skærpet praksis og frifandt derfor de pågældende virksomheder. Virksomhederne havde haft en berettiget forventning om, at lønudgifterne ikke skulle opgøres særskilt, og at der ikke ville blive nægtet fradrag for nogen del af dem. Østre Landsret fandt dog samtidig, at Skat inden for rammerne af loven kan skærpe praksis fremadrettet og nægte fradrag for en (skønnet) andel af lønnen, når blot stramningen på forhånd blev varslet offentligt.

Vi er ikke enige i landsrettens fortolkning af reglerne, men landsretten frifandt de to virksomheder, som derfor ikke kunne anke dommene, selv om de måtte have ønsket en anden begrundelse. Skatteministeriet vil imidlertid ikke være bundet af kravet i dommene om varsling af den omhandlede ændring af praksis og ankede derfor dommene til Højesteret, som dermed også får lejlighed til at tage stilling til, om Skat egenhændigt og uden om Folketinget kan beskære driftsomkostningsfradraget gennem en ændring af praksis.

Den retsopfattelse, som også ifølge landsretten har været gældende frem til Skats nyfortolkning, er efter vores opfattelse udtryk for en rigtig fortolkning af reglerne. Hertil kommer, at denne retsopfattelse har været gældende så længe, at der foreligger en retssædvane, som kun kan ændres ved lov. Lønudgifter, som omhandlet i de to sager, er således efter vores opfattelse fradragsberettigede.

Sagerne illustrerer, hvordan virksomhederne kommer i klemme, når Skat begynder at rejse sager, som Skat hidtil ikke har rejst, og som fundamentalt ændrer den opfattelse, der har været gældende og fulgt i en meget lang årrække. Det er jo ikke bare de konkrete virksomheder, som må leve med retsusikkerheden i årevis – det er alle virksomheder. Det skader erhvervs­klimaet og dermed samfundet generelt. Sagerne har samtidig sat fokus på, at tiden er løbet fra lovgivningen på området.

Erhvervsbeskatningen i Danmark bygger på nogle simple principper, der tilsammen er udtryk for, at det er overskuddet af driften, der beskattes. Det indebærer, at virksomhederne har fradrag for omkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Principperne indgår i statsskatteloven fra 1903 og er stadig gældende.

Oprindelig var indkomst fra formueforøgelse som hovedregel skattefri. Det kunne være aktieavancer, kursgevinster eller ejendomsavancer. Som modstykke var der ikke fradrag for udgifter anvendt til at opnå formueforøgelse, herunder til »udvidelse af næring eller drift«. Selv om indkomst af formueforøgelse sidenhen som hovedregel er gjort skattepligtig, gælder princippet om, at der ikke er fradrag for udgifter til formueforøgelse fortsat med den konsekvens, at udgifter, der afholdes til etablering af nye virksomheder eller til igangsætning af nye aktiviteter, som udgangspunkt ikke er fradragsberettiget.

Det var muligvis ikke et alvorligt problem i 1903, hvor erhvervslivet generelt havde en mere statisk karakter. De fleste virksomheder voksede organisk, mens vækst gennem opkøb af virksomhed fyldte langt mindre. Reglerne afspejler ikke nutidens internationalisering, digitalisering og »disruption«, hvor strategisk udvikling og opkøb er blevet kerneforretning, der er nødvendig for at sikre virksomhedens drift.

Skat lægger med afgørelserne om nægtelse af fradrag for lønomkostninger op til at udvide denne uhensigtsmæssige retstilstand. Skat har således allerede varslet, at Skat også vil se på nægtelse af fradrag for virksomhedernes interne omkostninger vedrørende køb og salg af virksomhed, såkaldt M&A-aktivitet. Det rejser spørgsmål om, hvor langt Skat vil gå. Vil Skat nægte fradrag for almindelige lønomkostninger til virksomhedernes øverste ledelse i det omfang, den bruger tiden på strategisk udvikling, og nægte fradrag for lønomkostninger til medarbejdere, der arbejder med forretningsudvikling? Skats afgørelser betyder, at virksomhederne kan blive nødt til at indføre omfattende tidsregistrering alene for at kunne dokumentere over for Skat, i hvilket omfang tiden er anvendt på den bestående drift. Det vil gå helt imod det gode politiske arbejde med at lette virksomhederne for unødvendige administrative byrder.

Skats afgørelser efterlader mange andre uafklarede spørgsmål. Skal omkostningerne deles op, eller vil omkostninger enten være fradragsberettiget i det hele eller slet ikke? Vil Skat også nægte fradrag for andre generalomkostninger som husleje, IT-omkostninger, kantinedrift, forsikringer osv.? Og hvad konstituerer i det hele taget en udvidelse af virksomheden »ud over dens hidtidige rammer«? Er det at gå ind på et nyt marked med eksisterende produkter? Er det at gå ind på et eksisterende marked med nye produkter? Er det at indgå nye partnerskaber?

De rejste spørgsmål efterlader en retsusikkerhed, der er skadelig for erhvervsklimaet og helt urimelig. En afklaring af spørgsmålene gennem praksis vil være vanskelig og må forventes at vare årevis. Højesterets afgørelse af de nævnte sager kan ikke forventes at skabe den ønskede klarhed.

Der er derfor behov for en politisk løsning, hvor de rejste spørgsmål afklares igennem en lovgivningsproces. Som minimum bør Folketinget lovfæste den hidtidige praksis, hvor fradrag for lønomkostninger generelt har været accepteret. Dette kunne være første led i en løsning, som haster og ikke bør afvente Højesterets behandling af de nævnte sager.

Det vil imidlertid være en forspildt chance ikke at benytte lejligheden til også at modernisere reglerne, så de bliver mere sammenhængende og understøtter væksten i virksomhederne.

For ca. 25 år siden kom det daværende Skattelovråd til samme konklusion i en gennemarbejdet betænkning. Skattelovrådet foreslog en forenkling og modernisering af reglerne således, at virksomheder generelt skulle have fradrag for deres erhvervsmæssige udgifter, medmindre særlige lovregler udelukkede fradragsretten. Desværre blev forslaget ikke gennemført politisk.

Det er afgørende, at en modernisering af reglerne ikke igen lider samme skæbne i det nye Skattelovråd, der etableres som led i Retssikkerhedspakke II. Vi skal opfordre til, at den brede kreds af partier, der arbejder for øget retssikkerhed på skatteområdet, vil gennemføre en politisk løsning, der igen sikrer simple, langtidsholdbare skatteregler for virksomheders behandling af omkostninger. Som nævnt er det centralt for retssikkerheden og for et godt erhvervsklima, der understøtter investeringer og vækst.

 

Kent Damsgaard, vicedirektør DI

Geert Laier Christensen, underdirektør Dansk Erhverv

Morten Holm Østergaard, erhvervspolitisk chef Landbrug & Fødevarer

Jacob K. Clasen, underdirektør Danmarks Rederiforening

Kasper Svendsen, skattechef Finansrådet

Bo Sandberg, cheføkonom Dansk Byggeri

Bjarne Gimsing, formand for skatteudvalget FSR – danske revisorer

Kim Pedersen, formand Advokatrådets skatteudvalg

Christian Bachmann, formand Danmarks Skatteadvokater