Det handler om fællesskab

Det kan for tiden være svært at gennemskue, om vores regering abonnerer på centrale centrum-venstre-værdier som fællesskab og samarbejde. Men hvis S og SF vil ud af deres kriser, må fællesskabet til at fylde noget mere i den samlede fortælling.

Det handler om fællesskab - 2
Foto: Jeppe Bøje Nielsen.
Læs mere
Fold sammen

Til Demokraternes konvent op til det for nylig afholdte amerikanske præsidentvalg sagde Bill Clinton i en meget central passage i sin store og meget roste tale: »Vi mener, ’vi er i dette sammen’, er en bedre filosofi end ’du må klare det selv’«.

I den 50 minutter lange tale udmejsler den tidligere præsident visionen for det moderne centrum-venstre og forskellen på centrum-venstres grundlæggende politik og den liberalistisk-konservative. Jeg kan varmt anbefale at læse eller høre talen i sin fulde længde (den ligger f.eks. på det politiske netsite politico.com).

Det gennemgående tema i talen er ovenstående citat. Og grundlæggende handler den om, hvorvidt vi vil satse på fællesskabet og øget samarbejde – eller om vi vil satse på, at den enkelte i højere grad skal klare tingene selv.

Når man ser på den danske regering lige nu, kan man ikke genkende denne fortælling, og det er uklart hvilken side af fortællingen, regeringen ønsker at placere sig på med centrale dele af sin politik. Det er en helt central udfordring, især for de to mest fællesskabsorienterede partier i regeringen, Socialdemokraterne og SF.

Ekspert i kommunikation George Lakoff siger, at hvis folk skal stemme til venstre, må lederne for venstrepartierne italesætte de grundlæggende ideer og forestillinger, der dominerer denne sides tænkning. Det handler ikke bare om den konkrete politik. Det handler om, hvad hovedfortællingen er for den politik, man står for.

Lakoffs pointe er, at hvis ikke centrum-venstre kommunikerer inspirerende ideer med et tydeligt afsæt i den venstre-politiske side, så vil de konservative-liberalistiske ideer dominere den offentlige debat. Og så vil et flertal af befolkningen stemme til højre.

Man kan sagtens lave kompromiser og konkret politik, der ikke er udpræget centrum-venstreorienteret. Men det kræver, at man kan argumentere for, at den er grundlæggende fornuftig, hensigtsmæssig eller nødvendig ud fra et fællesskabsorienteret ståsted. Dette gør flere af regeringens ministre faktisk. Men det er ikke det overordnede billede, regeringen tegner.

Udfordringen for regeringen handler dog ikke kun om kommunikation. Det handler også om politik. Venstrefløjens og Socialdemokraternes politiske grundstrategi for at opbygge den nordiske velfærdsmodel har gennem historien været, at fællesskabet skal klare tingene i samspil med den enkelte. Fællesskabet har historisk været repræsenteret ved en stærk centralstat, der blander sig i de fleste af livets forhold.

Velfærdssamfundets succes underminerer i dag denne strategi på en række områder. Efterhånden som borgerne er blevet bedre uddannet, bedre økonomisk stillet og mere individualiseret, er tanken om, at staten repræsenterer os alle, blevet mindre appellerende og ligefrem fremmedgørende for mange af os. Det slås specielt Socialdemokraternes venstrefløj og SFs bagland med at begribe. De moser på med forslag om, at staten skal blande sig i endnu flere af livets forhold.

Hos regeringens venstrefløj ønsker man, at staten skal forbyde købesex, tvinge kvinder ind i virksomheders bestyrelser og sikre, at en større del af barselsorloven er forbeholdt mænd. Tanken er traditionelt venstreorienteret. Vi kan se, at der stadig er systematiske forskelle på, hvordan kvinder og mænd er stillet i vores samfund. Derfor er tanken, at staten skal gå ind som den svage parts garant i sagen og tvinge løsninger igennem, der giver mere magt, og dermed frihed og lighed til den svage gruppe – altså kvinderne.

Problemet er, at denne strategi er ude af takt med nutidens oplevelse af fællesskab, frihed og lighed. Det opleves af et flertal – også af danske kvinder ifølge diverse målinger – ikke som om, at staten her repræsenterer dem i denne fremgangsmåde. Statens tvangsløsning bliver umyndiggørende og frihedsberøvende frem for frisættende. Og når det ikke opleves som ligheds- og frihedsskabende, så fremmedgør det flertallet af borgere over for centrum-venstre. Regeringens top har fanget det, men så længe baglandet ikke forstår det, bliver det en mudret diskussion om, hvorvidt regeringen løber fra sine løfter, frem for en diskussion om, hvad den bedste løsning på vores udfordringer egentlig er.

Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om politikken i forhold til en række offentlige ydelser. Det opleves som uretfærdigt, at der er borgere, som godt kan yde noget, men som bevidst undlader at gøre det. Eller at der er borgere, som samfundet ikke stiller nok krav til, om at de skal yde deres del til fællesskabet til gengæld for det sikkerhedsnet og de friheder, som den arbejdende del af befolkningen stiller til rådighed via skattebetalingerne.

Omvendt betyder det ikke, at danskerne nu er blevet statshadere. Vi er stadig en af de nationer i verden, der har den største tillid til staten. Og meningsmålinger viser f.eks., at der er et massivt flertal af befolkningen, der ønsker en længere dagpengeperiode, end det store politiske flertal på Christiansborg gør.

Det politiske grundproblem for især ledelserne hos Socialdemokraterne og SF er derfor, at man skal have reformuleret sin strategi og politik for, hvornår staten kan bruges, og hvornår den ikke kan. Man skal formulere nye og inspirerende fællesskabsorienterede løsninger for, hvordan vi som samfund skal adressere de problemer og urimeligheder, der eksisterer.

Det gælder eksempelvis i kønsdebatten. Her er urimelige, systematiske forskelle på mænd og kvinders stilling i samfundet. Men en tromlende stat, der blander sig i alt fra seksualliv til bestyrelsesposter, kan ikke løse det. Der skal andre veje til såsom mere netværksorienterede veje, som ikke handler om statslig tvang, men om at åbne mulighederne for, at folk kan tage mere hånd om eget liv. Netværk for prostituerede, der vil ud af miljøet. Netværk for kvinder, der vil ind i bestyrelser osv. Der er takter til dette i dele af regeringens politik, men det bliver ikke foldet tilstrækkeligt ud.

Mangel på inspirerende nye fællesskabsorienterede ideer har efterhånden reduceret samtlige politiske diskussioner til et for eller imod mere i skat. Hvis hele den politiske debat bliver reduceret til en debat om skattens størrelse, vil centrum-venstre tabe. Folk vil godt betale deres del af skatten, hvis de kan se, at de investerer i noget fælles, de tror på. Men så må de se det fælles og kvaliteten i løsningerne må matche prisen på skattebilleten.

Udfordringen for regeringen i skattedebatten er, at regningen ser stadigt dyrere ud. Fordi vi betaler den største pris i verden, men ikke kan se, at vi får mest for pengene. Centrum-venstre bør have helt centralt i sin politik, hvordan vi får mest for pengene, og hvordan vi dermed får sikret, at prisen ikke er urimelig. Det kan også være ved at sætte prisen ned, men det kan ikke løse det alene, for så længe vi diskuterer prisen, er det stadig den frem for løsningerne, der er i fokus.

Når jeg taler med topledere i virksomheder, jeg rådgiver, fylder skat en del. Men det fylder slet ikke det hele. Det fylder også meget, at vi har et sikkert land, hvor folk ikke kaster sig over hinanden, fordi vi har et forholdsvis højt og finmasket sikkerhedsnet. Hvis vi i stedet sætter sikkerhedsnettet så lavt, at alle er desperate for at klare sig selv, vil flere rigtig nok yde noget, og færre vil blive forsørget af det offentlige. Men det vil samtidig betyde et samfund præget af desperation. Og et desperat samfund er ikke et godt samfund at leve i.

Det betyder noget, at staten kan sikre, at der er den rigtigt uddannede arbejdskraft. Og et godt sygehusvæsen for alle. Og en god offentlig transport/infrastruktur. Det er værd at betale for. Men vi skal oplyses om, hvordan det bliver bedst muligt – og hvad det koster. Det gælder, når vi køber noget i butikken, og det gælder, når vi skal vurdere, om det kan betale sig, at vi gør noget fælles.

Hvis regeringen og især S og SF vil ud af krisen, må fællesskabet fylde noget mere i den samlede fortælling.