Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er tid til håb, Lars Løkke

»Vi kan kun redde både flygtningene og os selv gennem en helhjertet, solidarisk og bindende indsats med de andre europæiske lande.«

»Vi kan faktisk håndtere situationen, både med de nuværende flygtninge og med de konflikter og den fattigdom, som de flygter fra. Men vi kan ikke gøre det alene. Det er tid til at mobilisere den solidaritet, som er vores største værn og vores største kraft, når store katastrofer rammer os. Og i denne sammenhæng er det i EU, at vi kan finde den solidaritet,« skriver Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard. På billedet ses en gruppe flygtningeansøgere, der i weekenden vandrede gennem Ungarn med retning mod grænsen til Østrig. Foto: Attila Kisbenedek Fold sammen
Læs mere

Der bliver skrevet europæisk historie i disse dage. Billeder af druknede børn, køer af tørstige flygtninge, kaos på EUs banegårde. Det hele ætser sig ind på nethinden og minder os alle om, at dette ikke er et forbigående fænomen. Konflikterne og fattigdommen kan ikke stoppes på uger, og vi kan ikke længere holde det ude af vores egen verden.

De valg, vi træffer de kommende dage, vil derfor ikke bare få afgørende betydning for de mange mennesker, der i desperation søger beskyttelse hos os. De vil også bestemme vores egen retning, vores egne liv og muligheder for at leve i fred og fremtidig velfærd. Kun én ting står klart: Gør vi ingenting, ender vi i kaos.

Måske er vores fælles største udfordring, at vi efterhånden ikke selv tror på, at vi kan løse den enorme opgave, som den nye virkelighed byder på. Udover den gru, vi alle føler på vegne af de mange mennesker på flugt, føler de fleste af os en snigende angst og magtesløshed over for situationen. Hvad sker der, hvis folkevandringen når til os? Kan vi overhovedet styre den? Hvordan kan vi hjælpe alle de mennesker, der har så hårdt brug for vores hjælp?

Vores vigtigste budskab er, at der er håb. Opgaven kan løses. Vi kan faktisk håndtere situationen, både med de nuværende flygtninge og med de konflikter og den fattigdom, som de flygter fra. Men vi kan ikke gøre det alene. Det er tid til at mobilisere den solidaritet, som er vores største værn og vores største kraft, når store katastrofer rammer. Og i denne sammenhæng er det i EU, at vi kan finde den solidaritet. Og heldigvis er vi inviteret med ved bordet, når løsningerne skal findes.

En løsning må for det første forholde sig til den helt akutte nødsituation ved EUs ydre grænser mod syd-øst. Det betyder, at vi solidarisk må have genplaceret store grupper af flygtninge, som lige nu opholder sig der. Gør vi det, kan vi for det andet skabe ordnede forhold i modtagerlandene.

Vi kan indrette fælles modtagefaciliteter, som på en værdig måde modtager flygtningene. Genoprette det fælles registreringssystem, så vi fra første færd kender situationens omfang, og kan foretage asylsagsbehandling af dem som er berettiget hertil. Og så må vi vænne os til i ekstraordinære situationer som den nuværende at skulle hjælpe hinanden, så enkelte lande ikke står med hele opgaven, når en grænse pludselig løbes over ende.

Endelig bør vi sætte ind med massiv støtte i nærområderne for at lette den desperate situation hos de 95 procent af flygtningene, som stadig befinder sig der. Her kan EU-landene i fællesskab gøre en virkelig forskel med humanitær bistand.

Det centrale er, også for Danmark, at man er nødt til at have alle ovenstående elementer med for at få en holdbar løsning. Man kan ikke kun forlange flygtninge registreret i modtagerlandet – uden at være med til at løfte den byrde, de andre lande så står med. Det er ganske enkelt naivt. Man kan ikke kun hjælpe i nærområderne og lade som om, problemerne ikke allerede er i Europa. Det er absurd. EU-landene har brug for at finde en samlet løsning, og Danmark har brug for, at regeringen aktivt melder sig under fanerne i arbejdet på at få den.

Ifølge medierne vil EU-Kommissionen snart komme med et bud på en fælles europæisk løsning af flygtningesituationen. I vores øjne er det helt, helt afgørende, at Danmark siger ja tak til dette forslag. Til håbet. Både for flygtningenes skyld og for vores egen. Det første giver næsten sig selv. Ingen af os kan i længden leve med at lukke øjnene for tragediens omfang, hvis vi vil holde fast i os selv som mennesker. Men det andet er en ligeså vigtig pointe, fordi nogen vil bilde os ind, at en fælles EU-løsning vil skade Danmarks nationale interesser.

Med andre ord har vi lige nu en historisk chance for at bringe orden i kaos. Vi kan sammen med resten af EU tage os langt bedre, mere værdigt og mere kontrolleret af de store flygtningestrømme. Og når man tænker over det, er der faktisk kun denne ene mulighed.

Derfor foreslår vi også, at vi som nation viser format og ikke sender de flygtninge, der kommer til Rødby i disse dage, tilbage til det EU-land, de kommer fra, selv om vi egentlig har ret til det.

Indtil nu har den danske regering reageret på den historiske europæiske flygtningekrise ved at skære ned på ulandsbistanden til nærområderne, som et af tre lande nægtet at deltage i den flygtningeaftale, som EU blev enig om i juli, skære ned på underholdet til børnefamilier i Danmark og indrykke annoncer i andre landes aviser om, at vi ikke ønsker at modtage flygtninge. Regeringens største udenrigspolitiske satsning har været at sende Inger Støjberg ned til en jordansk flygtningelejr for at bede flygtningene om at blive der.

Det største problem er faktisk, at alle disse initiativer slet ikke løser udfordringen for Danmark eller noget andet land i EU. Selv England erklærer sig nu villig til at tage et større ansvar. Derfor var det også på høje tid, at Venstre nu har ladet forstå, at man har flyttet sig. At man på Danmarks vegne har tilbudt Tyskland at tage en gruppe syriske flygtninge – om end i beskedent omfang. At det også for Lars Løkke nu står klart, at »den bedste løsning er en europæisk løsning«. Denne nyvundne »realisme«, som Løkke betegner sin nye kurs, er meget, meget velkommen. Bedre sent end aldrig.

Der har været en tid til valgkamp og populistiske udmeldinger. Der har været en tid til at nære den illusion, at Danmark kan styre verdens flygtningestrømme ved at behandle vores egne flygtninge dårligt. Nu er tiden en anden. Nu skal vi løfte blikket og erkende omfanget af den udfordring, vi står med i Europa, og af den nød som mange, mange flygtninge er i. Det kaos, vi oplever nu, risikerer at blive til vores egen katastrofe, hvis vi ikke kaster kræfterne ind i de fælles europæiske løsninger og dermed finder styrken til at hjælpe både flygtningene og os selv. Derfor er der også en tid til at finde håbet frem og kaste sig helhjertet ind i EUs kamp for vores egen fremtid.
Den tid er nu, Lars Løkke.