Det er tid til grøn realisme

Lars Christian Lilleholt: Når talen falder på energiområdet, er konkurrenceevnen tilsyneladende ligegyldig for regeringen, som lystigt skruer på virksomhedernes skatter og afgifter. Men vi bliver nødt til at genoverveje det fordyrende energiforlig.

Vi skal fortsætte den grønne omstilling. Men vi skal turde debattere, om vi ikke skal indfase det grønne i et mere ansvarligt tempo. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Så faldt masken for regeringens energipolitik. For nylig kom det frem, at den samlede PSO-opkrævning – den afgift, som finansierer den grønne omstilling over elregningen – steg med 1,4 mia. kr. i 2012 og i øvrigt forventes at vokse yderligere i 2013. For en almindelig dansk virksomhed betyder det, at den i 2013 skal betale 18 øre pr. kWh i PSO-bidrag. Den rå elpris er omkring 35 øre. Det er altså en markant ekstraregning, som konkurrenterne i eksempelvis Tyskland ikke betaler, fordi de store virksomheder der næsten er undtaget for PSO.

Det er noget, der i alvorlig grad tynger dansk konkurrenceevne og danske virksomheder. Desværre lader det ikke til at være noget, der bekymrer klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard. Fra talerstolen i folketingssalen 19. februar sagde han: »Men selve PSOen som fænomen er ikke, om jeg så må sige, det, der for alvor tynger dansk konkurrenceevne.«

Oversat til dansk betyder det, at prisen for den grønne omstilling i Danmark er ligegyldig for energiministeren – bare omstillingen sker.

Vi har ellers en regering, som taler meget om konkurrenceevne og som netop har fremlagt en omfattende plan, der skal skabe et bedre fundament for dansk erhvervsliv. Det er glædeligt, og Venstre går meget konstruktivt til den bold for at stoppe mængden af byrder, som pålægges erhvervslivet.

Men det er som om, at når talen falder på energiområdet, så er konkurrenceevnen ligegyldig for regeringen. Her skrues der lystigt på skatter og afgifter.

Det er ganske enkelt tid til en ny realisme på energiområdet. Grøn realisme. Vi bliver nødt til at genoverveje det fordyrende energiforlig – alt andet vil være mangel på rettidig omhu og skadeligt for vores konkurrenceevne.

Ja, der er en ekstraregning forbundet med energiforliget fra foråret. Og den er desværre ganske stor. Det var derfor, at Venstre gik ind i forhandlinger med regeringen med det ene formål at gøre regningen til danske familier og danske virksomheder så lille som muligt. Det lykkedes.

Tænk et år tilbage, hvor forhandlingerne var på sit højeste. Der stod Venstre stort set isoleret i forhandlingerne, fordi de øvrige politiske partier og store dele af erhvervslivet ikke kunne forstå, hvorfor vi blev ved med at insistere på, at prisen skulle ned. De ville gerne lukke en aftale hurtigt, så vi kunne komme i gang med omstillingen – koste hvad det vil.

Vi stod fast, og ved at kæmpe med næb og kløer lykkedes det os at gøre regningen ca. to milliarder kr. mindre, end den ville have været, hvis vi – Ligesom Liberal Alliance – bare havde set passivt til, mens regeringen og Enhedslisten indgik en aftale. Vi tog et ansvar og indgik et kompromis – og det står jeg ved, fordi vi fik gjort den endelige aftale langt billigere.

Det var fristende og nemt at lade stå til, men jeg tror at mange danske familier og virksomheder trods alt er glade for, at Venstre tog ansvar for at gøre regeringens regning så lille som mulig.

Men siden forliget blev indgået, er konkurrenceevnen desværre blevet forringet af øgede skatter og afgifter og for få vækstfremmende initiativer. Forudsætningerne for energiforliget er ændret væsentligt på flere punkter. For det første betyder de lave priser på CO2-kvoter og de lave kulpriser, at prisen for at tage de næste skridt i den grønne omstilling er vokset markant. For det andet betød regeringens nøl i forhold til solcelleopsætning i sommer, at energiforligets forudsætninger blev ændret på flere punkter.

Netop sagen omkring solceller er et mønstereksempel på, hvordan man ikke bør bedrive energipolitik. I maj sidste år blev det offentligt kendt, at der blev sat mange solceller op. Der var sat 7.500 anlæg op, hvilket fik Martin Lidegaard til at varsle et kommende indgreb. Ellers blev ordningen for dyr for staten.

»Det gør selvfølgelig, at jeg må sige, at denne ordning ikke skal vare evigt,« sagde ministeren i pressen, og så tog han ellers på sommerferie. Det gjorde kunderne og installatørerne til gengæld ikke. Tværtimod kom der endnu mere gang i den på de danske hustage. Det gjaldt selvfølgelig om at få anlæggene op, inden ordningen blev ændret.

I midten af september var antallet af anlæg tredoblet til 22.500. Det fik Lidegaard på banen. »Vi kunne godt forestille os at gøre det lidt mindre attraktivt at investere i små solcelleanlæg,« lød det vævende fra Lidegaard i pressen. Og så gik markedet endnu mere amok.

Inden realiteterne gik op for Lidegaard, og han fik samlet forligskredsen, var hullet i statskassen firdoblet til over to mia. kr. – eller fire gange så meget som første gang, han skabte panik på markedet med løse udmeldinger.

Lidegaard ønskede at dreje yderligere på skatteskruen for at dække tabet, men her sagde blandt andre Venstre nej. Vi holdt fast i, at man ikke bare kan vælte prisen for politisk nøl over på forbrugere og virksomheder. Så for at finde pengene måtte vi skære i ambitionerne og tempoet i energiforliget.

Der skal nemlig være sammenhæng mellem målene i forliget og de midler, vi har til rådighed. Der skal ikke sendes ekstraregninger til forbrugere og erhvervsliv i tide og utide. Derfor er Venstre klar til at genåbne forliget og få det tilpasset den virkelighed, vi står over for i dag. Den grønne omstilling skal ske på en måde, som er fornuftig set i forhold til udviklingen i Danmark og i verden omkring os.

Vi skal fortsat modernisere energisystemet, men det skal ske med øje for verden omkring os. Derfor ønsker Venstre, at den fremtidige udbygning af vedvarende energi i Danmark skal ske udfra fire principper:

• Det skal ske omkostningseffektivt og ved brug af markedsmekanismer.

• Der skal satses på de billigste teknologier til vedvarende energi. Og når teknologierne ikke er modne til markedet, skal støtten aftrappes over tid og kun gives, indtil de kan drives på rene markedsvilkår.

• Der skal arbejdes for et højt ambitionsniveau i EU, da det er naivt at tro, at Danmark i den nuværende situation kan gå væsentligt foran med en dyr grøn omstilling, uden at det skader vores konkurrenceevne. De danske målsætninger skal løbende tilpasses den europæiske udvikling.

• De energipolitiske målsætninger skal ledsages af et omkostningsloft – i modsætning til regeringen mener vi nemlig, at prisen skal bestemme målsætningerne. Det skal være slut med uventede ekstraregninger.

Følger vi de fire principper, får vi en bedre sammenhæng i dansk energipolitik. Vi sikrer den langsigtede grønne omstilling af Danmark, vi bruger borgernes penge ansvarligt, og vi siger det ærligt: Målsætninger og hastighed i den grønne omstilling er ikke uafhængige af hverken økonomi eller den internationale udvikling.

Jeg håber, at regeringen og de andre forligspartier vil være med til at få en ny grøn realisme ind i energiforliget. Vi bliver nødt til at tage bestik af, at energimarkedet ser anderledes ud i dag, og at prisen for den grønne omstilling ændrer sig.

Vi nærmer os årsdagen for energiforliget. Meget er sket og – modsat regeringen – gør det for Venstre en forskel, om PSO-afgiften vokser med 1,4 mia. kr. på et år. Jeg er lodret uenig med Martin Lidegaard i, at det er ligegyldigt for danskerne og vores virksomheder.

Danmark skal gennemgå en grøn omstilling af vores energiforbrug. Men det skal ske på en måde, som tager bestik af verden omkring os. Energi- og klimapolitikken kan ikke laves i en national osteklokke, hverken hvad angår virkemidler eller pris.

Det er tid til en ny grøn realisme på energiområdet. Vi skal fortsætte den grønne omstilling. Men vi skal turde debattere, om vi ikke skal indfase det grønne i et mere ansvarligt tempo. Det vil Venstre arbejde aktivt for.