Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er naturligt at være national

Nationalisme er ikke ond. Den er naturlig. Det er naturligt at holde af den del af verden, hvor man er født, hvis sprog man taler og hvis historie man er bundet til.

09DEBvelkomstreception-for-.jpg
Bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen og Københavns overborgmester Frank Jensen tog imod, da nogle af de danske Ol-deltagere 23. august kom hjem fra Rio. De blev modtaget med flag og »Der er et yndigt land«.Foto: Martin Sylvest Fold sammen
Læs mere

Teaterdirektør Jon Stephensen er bekymret, nej, chokeret over tonen i islam-debatten (Berlingske 29. august). Når han åbner døren til folkets røst på de sociale medier, hører han ordet borgerkrig, ikke i overført betydning, men helt konkret om Danmarks fremtid.

Han er – som ventet – ikke i tvivl om, hvorfra katastrofen kommer. Den er »orkestreret af det yderste højre«. I de kulturradikales øjne kommer alt ondt fra den kant. Hvilket er mærkeligt. Eftersom de danske »borgerkrigs«-mord i Krudttønden og ved Synagogen i København kom fra islams side, og massemordet i Nice og de andre franske terror-mord også var orkestreret af islamister.

Jeg har en anden forklaring på, hvorfor folk, der skriver på de sociale medier, og ikke er medlemmer af Venligboerne, er begyndt at tale om borgerkrig. De oplever, at de vel omkring 400.000 muslimer, der er kommet hertil i de sidste 30 år og har fået børn og børnebørn her, fortsat distancerer sig fra deres nye land. Indvandrerne lærer ikke at tale ordentligt dansk, de ønsker shariaen som grundlov, de har et overvældende antal kriminelle blandt sig, de bader iført en tøjmængde, som danske kvinder brugte i 1890, de lever altså, både på mere og mindre væsentlige områder, som var de en jødisk ghetto i en polsk by først i 1900-tallet.

De, der forudser borgerkrig, føler, at de er udsat for en indvandring af fremmede, der forbliver fremmede efter generationer, og som de ikke har bedt om at komme og ikke sanktioneret ankomsten af.

Og når disse mange danskere hører radio eller ser TV, bliver deres følelser negligeret og skammet ud af journalister og akademikere, der med selvsikker stemme siger, at den muslimske indvandring er et gode, der skal øges.

Dele af Nørrebro i København er i dag muslimsk. London har en muslimsk overborgmester. Hvornår sker det samme i Aarhus og Aalborg?

En af dem fra »eliten«, Michael Christiansen, formand for bestyrelsen i Danmarks Radio (DR), siger, at DR opretholder sammenhængskraften i Danmark. Men det passer jo ikke. DR laver skel mellem danskerne. Danmarks Radio deler ikke sol og vind lige mellem multikulti og nationalt sindede. Hvis man ser bort fra Ask Rostrups partipolitiske programmer, er grundtonen i DR, at det er ufint at være imod den muslimske storindvandring. Og at det er en skandale, hvis muslimer får serveret svinekød og ikke må bade i de muslimske kvindeuniformer, og hvis der ikke på alle mulige områder bliver taget særhensyn til muslimerne.

Fra barn af er jeg blevet vakt, når min eller andres frihed blev indskrænket. En dag sidst i 1980erne gik jeg på Vestervoldgade langs Rådhustårnet. Et optog med politifolk for og bag drog op ad gaden. Jeg forventede de demonstrerede for en fængslet politiker i et u-land. Men da jeg kunne høre råbene og læse bannerne, stod der: Dræb Rushdie!

Rushdie var en frafalden, og ifølge shariaen er det lovligt at slå frafaldne ihjel. Siden den demonstration i en københavnsk gade (!) har det stået mig klart, at mit og de fleste danskeres livssyn strider mod shariaens.

Det undrede mig, at ikke flere af mine forfatterkolleger delte min afsky for shariaen med dens barbari, stening, håndsafhuggelse, piskning og ufrihed. Men fra Suzanne Brøgger til Stig Dalager undskyldte kollegerne islams ufrihed og fortsatte med at indbyde muslimer til at befolke Danmark, selv om konsekvensen af deres holdning var mindre frihed til forfattere, hvad Muhammed-krisen med JP-tegninger og selvcensur jo tydeligt viste.

Senere slog det mig, med undren og nogen beskæmmelse, at den erhvervsgruppe, der har mest brug for frihed, forfatterne, heller er ikke var særlig flot repræsenteret i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Frihedskæmpere som Martin A. Hansen, Kjeld Abell, Tage Skou-Hansen, Soya, Morten Nielsen og Kaj Munk var undtagelser.

Pia Kjærsgaard, der advarede mod den muslimske masseindvandring, var nær blevet overfaldet af pøblen og blev sjoflet til af kendte forfattere. Carsten Jensen havde pinlige sexistiske forestillinger om Pia Kjærsgaard og skrev om hende: »hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker.« Og Bettina Heltberg, journalist ved Politiken, legede frenolog ligesom nazisterne og skrev om Søren Krarup: »hans psychoinfantile ansigt.« Mogens Lykketoft skrev om Muhammed-krisens igangsætter og det frie ords fornemste forsvarer, Flemming Rose: »Flemming Rose er en af de største tåber på den danske mediescene.«

Da det stod mig klart, hvad en stigende islamisering af Danmark indebar (vi var altså omkring 1987), prøvede jeg at råbe Socialdemokratiet op. Jeg var dengang medlem af dette parti, var endda formand for partiets kulturudvalg. I kronik efter kronik advarede jeg Svend Auken, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard mod storindvandringen. De tre var nok uenige om mangt og meget, især om at fordele magten mellem sig. Men de var enige om ikke at begrænse muslimernes bosættelse her i landet. Og da vi kom ind i 1990erne turde statsminister Nyrup ikke tage en samtale med Salman Rushdie.

Det var modige og indsigtsfulde mennesker som Naser Khader, Pia Kjærsgaard og tegneren Kurt Westergaard, der måtte tage skraldet med Muhammeds troende efterkommere. Og det er dem, der nu 25 år efter, stadig må leve under politibeskyttelse. Dette er på den ene side absurd i et frit land, og på den anden side sørgeligt, at en række personligheder og fremtrædende politikere må leve lige så udsat for at blive likvideret, som fremtrædende medborgere måtte under besættelsen. De udsattes beskyttelse er bekostelig. Men det er bedre, end at det går nogle af vore medborgere som det gik redaktørerne af Charlie Hebdo.

For et par år siden begyndte det så at gå op for den ny ledelse i Socialdemokraterne, at de og deres kulturradikale venner med indvandringens grundlægger, fhv. ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, i spidsen blandt indvandrerne også havde lukket dødsforagtende religionsfanatikere ind i landet. Vi kunne have stoppet denne risiko for 30 år siden. Men de toneangivende mente altså ikke, det var så farligt. I deres uvidenhed mente Svend Auken og Co. at alle muslimer var som de selv. Altså frigjorde kristne, eller Grundtvig-kristne. Men nej, mennesker er forskellige. Og det er sikrest, at mennesker, der har et grundlæggende forskelligt livssyn, ikke bebor de samme områder. Ellers er fanden løs.

Ikke alle muslimer er terrorister? Selvfølgelig er de ikke det. Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvor mange af vore 400.000 muslimer, der har religionsfanatismen som en splint i kødet. Fanatisme er ikke nødvendigvis noget, folk reklamerer med, inden de begår deres ugerning. Derfor må landet bekoste hundredvis af politifolk til at passe på os.

Er der slet ingen lyspunkter i denne terror-tid?

Jo. Lad mig nævne et, som mange af os har overværet, og som gjorde et stort og rørende indtryk på mig. Da vore olympiadedeltagere kom hjem med deres medaljer og blev modtaget i lufthavnen, holdt vores statsminister en varmhjertet tale til dem. Og hvad skete derefter?

Sportsfolkene alle som en – Blume, Fuglsang, Mikkel Hansen, Gudmundur og de andre – og deres familie begyndte at synge »Der er et yndigt land«. Der stod disse vore helte og glemte deres egen hæder og sang fællesskabets, landets pris. Jeg tror ikke, at det kunne være sket for fire år siden. En ny ånd er måske ved at indfinde sig. Helt anderledes end kulturradikalernes og Jon Stephensens. Kald den fællesskab, på tværs af befolkningsgrupperne, ægte fællesskab, dybere end fællesskab mellem dem, der har de rigtige meninger.

Eller kald den nationalisme. Nationalisme er ikke ond. Den er naturlig. Det er naturligt at holde af den del af verden, hvor man er født, hvis sprog man taler og hvis historie man er bundet til.