I 1843 pointerede H.C. Andersen, at det intet betyder for et menneskes udfoldelsesmuligheder at vokse op i en andegård, blot han eller hun er klækket af et svaneæg.

I »Den grimme Ælling« fastholdt eventyrdigteren den genetiske arvs afgørende betydning, næsten 200 år før vore dages etnonationalister med anetavlen i den ene hånd og mælkekartonen i den anden opdeler befolkningen i »ægte« og »uægte« danskere.