Det er en skam at være billig

Det nedværdigende udtryk en »billig tøs« lever i bedste velgående, mens man sært nok aldrig hører om en »billig knøs«. Det er svært at bryde med konventionerne for kvinder, men man kan begynde med at erklære prædikatet »billig« for dødt og uacceptabelt.

I serien »Downton Abbey«, der foregår i det edwardianske England, er konventionerne nøjagtigt de samme. Det får husets ældste datter, Mary (tv), at føle, da en gæst forvilder sig ind på hendes værelse for at forføre hende. Han dør, inden det kommer så vidt. Derefter må Mary bistået af sin mor uset slæbe liget bort, så hendes rygte ikke lider skade. At Lady Mary reelt er ofret, er der ingen, der skænker en tanke.
Læs mere
Fold sammen

Det er ingen skam at være billig! lyder sloganet for Studenterbolaget, der leverer drikkevarer til studenterdrevne organisationer til fordelagtige priser. Firmaet ironiserer over en fordom ved at markedsføre sig selv som billig på den fede måde, kunne man kalde det. Nu er det beklageligvis sådan, at det faktisk er en skam at være »billig«. Det nedværdigende udtryk en »billig tøs« lever i bedste velgående. Mens man sært nok aldrig hører om en »billig knøs«.

For nogen tid siden skrev tre unge kvinder til radioprogrammet Mads og Monopolet. Deres »billige« veninde havde været »hele omgangskredsen rundt«. Dilemmaet var, om hun skulle med til nytårsfest. Hendes »billighed« var pinlig, lod de forstå. Og den smittede af på dem. Ikke mindst nu, hvor hun havde fået lavet nye bryster.

»Lad hende da vise sine kasser!« var Anders Matthesens reaktion. Han var gæst i Monopolet. En af grundene til, at manden er Danmarks førende komiker, er hans evne til at ramme hovedet på sømmet. En anden af hans skarpsindigheder: »Det der med billig – det rager ikke dem. Det er noget mærkeligt noget. Lyder som om, de er misundelige,« fik han også sagt.

Den amerikanske forfatter Stephen King udleverer også sin hovedperson i novellen »The Boogeyman« gennem fordommen om de »billige« kvinder. Mr. Billings omtaler sin hustru som en »billig tøs«. Hun gik i seng med ham, inden de var blevet gift. Psykiateren konstaterer tørt, at så må Billings jo også være »billig«. I en perfekt verden ville det være en naturlig følgeslutning.

Men Mr. Billings mener, at psykiateren er for langt ude. Kun kvinder kan da være »billige«.

Carol J. Clover, en amerikansk professor i film og medier, har opfundet begrebet the final girl for at beskrive, hvordan det i (amerikanske) gysere altid er den jomfruelige pige, der overlever mødet med morderen.

Også i thrilleren »Taken«, der handler om en pensioneret CIA-agent, spillet af Liam Neeson, hvis datter bliver kidnappet på en tur til Paris med sin veninde og forsøgt solgt til hvid slavehandel, er det præmissen: Neeson redder i sidste øjeblik sin datter fra sheiken, der har købt hendes jomfrudom. Men veninden, der ikke er jomfru, bliver myrdet.

At kvinders seksualitet er forkætret, er en del af en patriarkalsk verdensorden.

Det lærte Nathaniel Hawthornes heltinde, Hester Prynne, i »Det flammende bogstav« fra 1850 på den hårde måde. Hester var kommet til New England for at starte et nyt liv blandt puritanerne. Hun forelskede sig i præsten og blev gravid. Magistraten, koloniens øverste myndighed, besluttede, at hun skulle straffes med at bære et rødt A på sit kjoleliv. For Adulteress, ægteskabsbryderske.

Mens hun står til offentlig ydmygelse på bytorvet, er især byens kvinder enige om, at deres medsøster slipper for let, når nu puritanernes love foreskriver, at hor skal straffes med døden. Barnefaderens hor er de sært nok ikke så optaget af.

Også Søren Kierkegaard har skrevet om den dydige versus »den faldne kvinde« i »Forførerens Dagbog«, hvor titelpersonen Johannes efterstræber »Min Cordelia!« som han kalder hende. Men da han omsider »får sin vilje med hende«, får piben en ganske anden lyd: »Dog nu er det forbi, og jeg ønsker aldrig mere at see hende. Naar en Pige har bortgivet Alt, da er hun svag, da har hun tabt. Alt; thi Uskyld er hos Manden et negativt Moment, hos Qvinden er det hendes Væsens Gehalt.«

I serien »Downton Abbey«, der foregår i det edwardianske England, er konventionerne nøjagtigt de samme. Det får husets ældste datter, Mary, at føle, da en gæst forvilder sig ind på hendes værelse for at forføre hende. Han dør, inden det kommer så vidt. Derefter må Mary bistået af sin mor uset slæbe liget bort, så hendes rygte ikke lider skade. At Lady Mary reelt er ofret, er der ingen, der skænker en tanke.

Erica Jong skrev i 1973 bestselleren »Luft under vingerne« om sit alter ego, Isadora Wing, og hendes drøm om det senere så berømte gnidningsløse knald, hvor mand og kvinde mødes til uforpligtende sex – uden skyld og skam. Både i romanen og 38 år senere i en kronik undsiger forfatteren imidlertid sin egen tese om det gnidningsløse knald, som hun kalder for mere sjældent end Enhjørningen. Hvorfor egentlig? Svaret er vel, at frygten for mærkatet »billig« ikke er befordrende for frisindet.

Det er beklageligvis så meget bedre at være Romeo end rundetrunte, flanør end flane eller forfører frem for et forsuttet bolsje. En skørtejæger er også mere spændende end en rendemaske.

Han er en værre horekarl, kan siges med et smil på læben, mens en værre hore har en helt anden klang, selvom der er tale om pendanter.

Mange af kronikørens eksempler er fra dengang klør konge var knægt, vil nogle af læserne måske indvende. Men så se bare dette moderne udtryk: Slut-shaming er, når en seksuelt aktiv kvinde bliver skældt ud for at være »billig«, ofte på de sociale medier. Udtrykket stammer ikke overraskende fra USA, Guds Eget Land, hvor problemet er endnu større end her i Kongeriget.

»Slut« er også den sigende titel på et off Broadway skuespil skrevet af teenagepiger. Det handler om en ung kvinde, der til en fest vågner op på toilettet uden trusser, dækket af sit eget opkast. Efterspillet af den voldtægt, hun har været udsat for, er, at hun bliver hængt ud på de sociale medier som en »billig tøs«.

I kølvandet på, at en politibetjent fra Toronto havde rådet nogle kvindelige universitetsstuderende til at lade være med at klæde sig som »billige tøser« for at undgå at blive udsat for seksuelle overgreb, opstod the SlutWalk Movement, der har haft marcher både i Edinburgh og Toronto i protest mod den fordom, at det er ofrets egen skyld, hvis hun bliver voldtaget – iført såkaldt udfordrende påklædning.

For ikke så længe siden var der en sag i Aalborg, hvor unge piger på en såkaldt rygteside på Facebook var blevet udstillet for at skulle have dyrket forskellige former for sex. Et af ofrene udtalte, at hun havde meldt sagen til politiet, der imidlertid intet kunne gøre. Det er nemlig ikke umiddelbart forbudt at hænge nogen ud for at være »billig«.

Nytårsaften i år blev et stort antal kvinder slutshamet. I Køln. Ca. 381 kvinder har indgivet anmeldelse om seksuelle overgreb. De blev kaldt Schlampen og Huren og meget andet af en stort antal unge mænd, der ikke nøjedes med verbal forhånelse, men også krænkede kvinderne seksuelt. Hvorfor? Det er svært at svare på. Kvinderne var ude efter midnat. De var sandsynligvis festklædte. Måske også berusede. Flere vidner til overgrebene har angivet, at der var tale om mænd af mellemøstlig og nordafrikansk oprindelse. Men uanset hvor mændene kommer fra, så har de altså ment sig berettiget til at slutshame kvinderne, som bare var ude for at få einen guten Rutsch ins neue Jahr.

Slutshaming er et udbredt fænomen i både morgen- og aftenlandet. Og også en forhånelse, der kan føre til andre former for overgreb. Årligt anmeldes 400-500 voldtægter i Danmark. Det skønnes, at mørketallet er ti gange højere.

Desværre findes der også kvinder, som ikke viger tilbage fra at stemple andre kvinder som »billige«.

Med Madeleine Albrights ord er der et specielt sted i Helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Eller som vi mere prosaisk udtrykte det i det nordjyske, da jeg var barn: Man skal ikke spytte i den grød, man selv skal søbe.

Når det er sagt, er »billige piger« et levn fra det patriarkalske samfund, hvor kvinder skulle holde sig hjemme og ikke være (seksuelt) udfarende – ligesom mændene.

Selvom det ikke er sådan mere, så er der stadigvæk forskel på, hvordan kvinder og mænd kan tillade sig at opføre sig ude i byen.

De fleste, mænd som kvinder, kan se, hvor urimeligt det er. Men det er svært at bryde med en konvention for, hvordan en kvinde bør opføre sig. Men man kan begynde med først at vende blikket indad og derefter udad – og erklære prædikatet »billig« for dødt og uacceptabelt. Det begynder hos den enkelte. Hos mig og hos Dem, kære læser.