Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er dansk - det er dejligt ...?

Henrik Christoffersen: Den danske model. Alle hylder den danske model - men er den virkelig så perfekt, som det hævdes? Meget taler for, at den er et fantom, som kun har fungeret i hovedet på organisationsfolk og arbejdsmarkedsforskere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske model er i den senere tid blevet en magisk kode, som kan afgøre enhver diskussion om det danske arbejdsmarked. Hvis noget erklæres ude af takt med den danske model, så er det bare aldeles forkasteligt. Og de, som har foreslået noget, der bliver erklæret ude af takt med den danske model af den særlige gruppe af debattører og interessevaretagere, der går under betegnelsen arbejdsmarkedsforskere, har ikke forstået en snus og bør beskæmmede klappe i.

Læser man på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, så forklares den danske model ved tre elementer: trepartssamarbejde, kollektive overenskomster og høj organisationsgrad. Men det er også afgørende, at »Staten blander sig så vidt muligt ikke i reguleringen af løn- og arbejdsvilkår, så længe arbejdsmarkedets parter er i stand til at løse problemerne selv på en forsvarlig måde. Det er noget særligt for det danske arbejdsmarked«.

Nu er jeg ikke arbejdsmarkedsforsker men bare forsker, så min tilgang er en lidt anden. Jeg er ikke mindst interesseret i, om »den danske model« giver os et godt fungerende arbejdsmarked. Umiddelbart falder det mig imidlertid i øjnene, at det danske arbejdsmarked mildest talt kunne fungere bedre, end det gør i dag:

- Dansk økonomis lønkonkurrenceevne er langt fra at være god.

- Dele af arbejdsmarkedet er præget af høj sygelighed.

- Andelen af befolkningen i arbejdsduelig alder, som er sat på offentlige forsørgelsesordninger, er dramatisk høj.

Det skulle vel ikke være den danske model, som alligevel ikke er aldeles perfekt? Spørgsmålet er da i det mindste værd at ofre en enkelt tanke.

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside føres den danske models historie tilbage til indgåelsen af hovedaftalen mellem LO og DA i 1899. Jeg vil nøjes med at føre den nutidige udgave af den danske model tilbage til 1962. På det tidspunkt var samfundet ganske forandret i forhold til situationen i 1899, og velfærdsstaten var foldet ud. Og i velfærdsstatens forståelse gjaldt vel at mærke ikke længere, at arbejdsmarkedets parters dispositioner som en selvfølge gav samfundsøkonomisk afbalancerede løsninger. Det var her, at forestillingen om trepartsforhandlinger for alvor kom ind i den danske model. Der blev faktisk oprettet en særlig velfærdsstatens institution for trepartsforhandlinger, nemlig Det Økonomiske Råd - vismændene. Visionen var, at de bedste eksperter indsat i et formandskab på videnskabeligt grundlag skulle udarbejde et beslutningsgrundlag for den moderne velfærdsøkonomiske samfundsplanlægning. Alle væsentlige interessenter - primært regeringen, Nationalbanken og arbejdsmarkedets parter - skulle derpå finde frem til den fælles, fornuftige løsning i form af en penge- og finanspolitik samordnet med en balanceret lønudvikling. Det kunne sikre en varig fuld beskæftigelse og stadig velstandsfremgang og med en samfundsmæssigt styret fordeling af goderne. Tanken om sådan at tale sig til rette om tingene er smuk - og dansk. Det kom bare aldrig til at fungere, og det var en hovedforklaring, at fagbevægelsen aldrig leverede varen. Den fortsatte med at vride skruen så hårdt som muligt. Rådets formandskab lagde ud med at beregne de forsvarlige lønstigninger - og blev fuldstændig ignoreret af fagbevægelsen. I moderne tid har der simpelthen ikke været noget fornuftigt indhold i den danske models kerne: Forestillingen om at de relevante parter taler sig til rette om en løsning, der ud fra en samlet samfundsbetragtning er den fornuftige løsning.

Alligevel blev forestillingen om en dansk model fastholdt. I praksis kom det til at betyde, at arbejdsmarkedets parter kunne blive enige om så høje lønstigninger, at det skabte en betydelig ledighed. Når den gensidige forpligtigelse i trepartsamarbejdet nemlig ikke fungerede, så kom det jo blot i praksis til at betyde, at arbejdsgivere og lønmodtagere skubbede regningen for ledigheden over på staten, som måtte finde på forsørgelsesordninger til dem, som ikke kunne skaffe sig job til den høje løn. Der udviklede sig det samfundsøkonomiske problem, som økonomer kalder »free riding«. De stærke organiserede skummede fløden og sendte de svagere ud i kulden. På den måde er den danske model en af de socialt mest barske modeller i lande med højt velstandsniveau, som vi ellers kan sammenligne os med.

Den danske model gik for alvor i opløsning allerede i 1970erne. Da oliekrisen satte ind i 1973, fremlagde den daværende smalle V-regering strategien at forbedre dansk økonomis konkurrenceevne, og hertil ville regeringen have gennemført indkomstpolitiske indgreb, hvor dyrtidsregulering skulle erstattes af et skattefrit beløb fra staten til lønmodtagerne etc. Her var trepartssamarbejde imidlertid aldeles udelukket fra fagbevægelsens side. Det Økonomiske Råd beregnede efterfølgende i Rådets rapport fra efteråret 1983, at Danmark i perioden fra 1973 til 1975 led et konkurrenceevnetab på op mod 20 procent, og at dette konkurrenceevnetab forøgede ledigheden med 55.000 personer i 1976 sammenholdt med et udviklingsforløb med uændret konkurrence­evne. Det satte for alvor gang i den øgning af antallet af arbejdsduelige på offentlige forsørgelsesordninger, som nu anbringer Danmark i førerfeltet, hvad angår arbejdsduelige på forsørgelse. Senere efter at LO-formand Thomas Nielsen havde sejret »ad helvede til«, blokerede fagbevægelsen fuldstændig for statsminister Anker Jørgensens forsøg på at skabe balance i økonomien.

Herefter har trepartssamarbejdet i høj grad været kendetegnet ved, at Folketinget er blevet presset til at levere skattefinansierede forsørgelsesordninger, mere ferie etc. til arbejdsmarkedets parter, som har svaret igen ved at øge antallet af danskere på forsørgelsesordningerne, reducere arbejdsindsatsen og afvise løntilbageholdenhed.

Og på det seneste er forestillingen om trepartsforhandlinger jo endt i det barokke med en fagbevægelse, som aldeles klædte Socialdemokratiet af ved at vise, at den meget opreklamerede fair løsning blot var et luftkastel, når der skulle leveres, og ved efterfølgende helt at stå af i de trepartsforhandlinger, som baserede sig på et kommissorium, der forud var blevet godkendt af LOs egen top. Herefter må tiltroen til nogen evne til at levere varen være endt på et meget lille sted.

Så min konklusion er, at den danske model er et fantom. Den har kun fungeret i hovedet på organisationsfolk og arbejdsmarkedsforskere. Og hovedforklaringen er, at fagbevægelsen reelt nok har villet leve med den danske model som en model, hvor samarbejde betyder at tage. Men at det ikke har fungeret, når samarbejde betyder at give. SRSF-regeringen har i spørgsmålet om den danske models fremtid alene præsteret »en gang på stedet«. Præcis på samme måde som Gunnar Viby Mogensen i kronikken her i avisen (7. august) karakteriserer regeringens præstation i forhold til de øvrige områder, hvor reformer er uomgængelige: effektiviteten i den offentlige sektor og udlændingespørgsmålet.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet: Hvad så? Her kan vi i det mindste begynde med at konstatere, at den danske arbejdsmarkedsmodel er under hastig forandring. Det sker i kraft af opløsende og fornyende kræfter på lønmodtagernes organisationsside. Stadig flere lønmodtagere får mere ud af at forhandle lønnen selv frem for at modtage en standardløn for en standardindsats forhandlet af en fagforeningsboss. Og stadig flere arbejdsgivere finder det indlysende at honorere medarbejdere, som gør en særlig god indsats. Og det sker i kraft af det stadig intensiverede europæiske samarbejde. Vi nærmer os en europæisk model. Jeg tror faktisk, at koden »den europæiske model« med tiden kan gå hen at blive helt positiv. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at danskerne endda kan vænne sig til, at priserne og lønningerne bliver lidt lavere. Sådan som vores nabolande for eksempel. Det skal nok gå alt sammen.