Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Europa er belejret. Pandemien tyranniserer os fortsat, og vi har vænnet os til paradokset: at være sammen om ikke at være sammen. I den globaliserede verden er selv vores luftveje forbundne. På tværs af grænserne forenes vi i frygten for smitte. Det burde være i håb om et eller andet. Noget bedre. Og hvad sker der med os, når resignation og modløshed får overtaget? Hvad sker der med vores menneskelige beredskab? I skovene mellem Polen og Hviderusland (Belarus) prøvede syriske flygtninge at finde en vej i kulden og mørket. For dem klingede navnet alene håbefuldt: Europa.