Det åndelige fællesskab i Danmark

Torben Bramming: Regeringen har planer om at indføre et kirkeråd, der vil gøre toppen stadig tungere, vil lukke stadig flere kirker hen over hovedet på de lokale menigheder som i København. Desuden vil rådet bruge stadig flere penge på bureaukrati i toppen af en kirke, hvis fundament vil svinde.

Læs mere
Fold sammen

Vi står midt i en forfatningskamp. Den handler om, hvor Folkekirken skal bevæge sig hen. Den er sat i gang af regeringen, der har en kirkeminister, hvis erklærede partiprogram er at skille kirke og stat. Kampen går upåagtet hen. De fleste ved ikke engang, at der sker noget på området, for de fleste kristne i Danmark har den lutherske forståelse af kirken, at den lever i de lokale menigheder mellem sognepræst og menighed. Sådan skal det også være. For ifølge vores bekendelsesskrifter er kirken nemlig kun synlig der, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes.

Det, man med kirkeforfatningsudvalgets formand Gammeltoft-Hansen i spidsen brygger på er, at Folketinget engang i efteråret 2013 får et udvalgsflertals forslag om en synode for folkekirken. Et politiserende kirkeråd, der vil udtale sig om alt mellem himmel og jord. En kirkeregering som vil være overvejende rød/radikal og komme til at ligne dem vi kender fra Sverige, Tyskland, England og som har gjort politik til kirkens indhold i alt fra mad over telefontakster til økologi, diskrimination og transportpolitik.

Kirkerådet vil gøre toppen stadig tungere, vil lukke stadig flere kirker hen over hovedet på de lokale menigheder som i København og vil bruge stadig flere penge på bureaukrati i toppen af en kirke, hvis fundament vil svinde som man ser det i Sverige, England og Tyskland. Høringsperiode hvor menighederne (der alene udgør den legitime folkekirke) er lagt i sommerferieperioden, hvor de fleste råd kun mødes sparsomt eller slet ikke.

Det er ikke tilfældigt. Man skulle jo nødig få svar man ikke kan lide. For det synes som om både minister og store dele af udvalget mener, at Folkekirken er en slags forvaltningsenhed under staten på linje med postvæsnet. Men Folkekirken er et trossamfund og det forpligter staten til at træde tilbage, hvis der overhovedet er tvivl om, hvorvidt de støtter Folkekirken, der er summen af de lokale menigheder og ikke andet. Regeringen er forpligtet på den støtte ifølge vores grundlov.

Det er dobbelt vigtigt, at Folkekirken ikke ændrer sig i synoderetning, fordi det åndelige fællesskab i Danmark bæres af kristendommen. Det bæres ikke af foreninger, interesseorganisationer eller partier. De er alle partsindlæg i kampen om det største stykke af samfundskagen.

Folkekirken er derimod udtryk for, at vi alle er i samme båd, at vi som dansk folk ikke lever af brød alene. Det er indholdet af Det gamle Testamente, hvor Gud taler til israelitterne i ørkenen, hvor profeterne taler til magthavere og konger: værn enkerne, de fattige, faderløse og de fremmede. Dyrk ikke guldkalven som Gud, for mennesket lever ikke af brød alene. Og i Det nye Testamente er der også denne åndelige nationale tendens i Jesu forkyndelse til Israels folk, for kristendommen er ikke en individualistisk religion.

Jesus siger, at han er sendt til de fortabte får af Israels hus. Han samler de udstødte, fremmede, toldere og syndere om sig og hævder de hører med i fællesskabet sammen med de retfærdige og gode. Han kæmper mod de farisæere, zadukæere og levitter, der vil gøre religionen og dermed Gud til deres ejendom, og dermed pleje deres partipolitiske særinteresser.

Det er det billede, danskerne med kristendommen fik præget ind. Kristendommens forkyndelse lavede dem om til et dansk folk med forpligtelser over for hinanden, som Bibelen taler om. I dag har Folkekirken spundet tusinder af usynlige bånd mellem mennesker og det er fantastisk at præsten kan besøge folk, som ikke går i kirke særlig ofte, som han eller hun ikke kender og tale om de dybeste og mest private ting. Vil man vide, hvad Folkekirken betyder folkeligt kan man se på de lokale avisers annoncesider for foredrag og andre initiativer. De fylder rigtigt meget. Og Folkekirken som den lokale kirke lever godt i pagt med sognets beboere – meget ofte også dem som ikke er medlemmer af Folkekirken, fordi de enten ikke tror eller er medlem af andre trossamfund.

Lokalt har folkekirken god presse og bred, meget bred accept. Men når de gælder de landsdækkende medier, taler man hele tiden om kriser og problemer. Dette reagerer organisationsfolk og biskopper på hele tiden og er med til at give et falsk billede af, at folkekirken er i krise. Den symbiose med medierne som har grebet folketingsmedlemmerne, hvor man hele tiden reagerer på en medieskabt virkelighed, som ofte består af pseudoproblemer, vil dundre ind i folkekirken, hvis den får et kirkeligt folketing, der skal udtale sig om alt mellem himmel og jord og reagere på dette og hint i tide og utide.

Det tror jeg ikke almindelige folketingsmedlemmer ønsker. Jeg ved det ikke, for den slags undersøgelser laver folkekirkens efterhånden meget brede vifte af dyre institutioner ikke. Det kunne give et forkert svar.

En undersøgelse fra Tyskland, som er refereret i den tyske dogmatik professor Friedrich Grafs bog Kirchendämmerung fra 2011, viser, at det, tyskerne ønsker af kirken er, at der er en lokal præst, de kender, at vedkommende holder gode konfirmations-, begravelses-, bryllupstaler og prædikener – alt det som synodekirken vil ramme hårdt. Der bliver tale om ensretning, topstyring, bureaukratisering. Vi kan allerede se, hvordan det går i Københavns stift, hvor man hen over hovederne på de lokale menigheder vil lukke 14 kirker for at spare.

Samtidigt opretter man et folkekirkeligt forskningscenter, der koster fem millioner kroner om året. Og i Folkekirken er der altså kun en kasse, den fælles skatteindtægt. Og det er de selvsamme personer, som sidder i forfatningsudvalget for folkekirken, Inge Lise Pedersen, formand for menighedsrådsforeningen, og Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som er i stiftsrådet, der også lukker kirker for at spare, og med i beslutningen om at oprette endnu et dyrt center.

Det er netop dette personsammenfald, hvor man kan have svært ved at skille tingene ad, vil vi se meget mere af i en synodekirke. Det er også et godt eksempel på, at man tager fra fundamentet, menighederne, og udbygger toppen, bureaukratiet.

En yderlige advarselslampe tændes, når det sted, hvor kirken evangelisk-luthersk forstået alene er, nemlig lokalt, hvor sakramenterne forvaltes og evangeliet forkyndes, disse lokale menigheder får lov at udtale sig – i sommerferien hvor mange menighedsråd ikke mødes.

Det er igen en af de sager, der viser, at kirkeministeren Manu Sareen ikke ved, hvilken kirke han er minister for. Han skal nemlig forpligtet af grundloven støtte den evangelisk-lutherske kirke og den er ikke et kirkeligt hierarki af biskopper, provster og andre »topfolk«. Vores kirke bygges op nedefra, fra det almindelige præstedømme som enhver døbt er medlem af.

De vælger sognepræster og biskopper og giver bispen lov til at udnævne provster, der skal hjælpe menighederne med økonomien. Al legitim magt kommer fra menighederne. Og disse menigheder spørger man kun på skrømt og med meget kort svarfrist. Det samme skete, da man skulle evaluere stiftsrådene i 2012. Man spurgte medlemmerne af stiftsrådene og andre topfolk, men ikke menighederne. Det havde man ifølge Manu Sareen ikke tid til. Nu gentager skandalen sig bare sminket lidt bedre end sidste gang. Nu bliver menighederne hørt - i sommerferien.

Folkekirken er ikke biskoppernes og ikke organisationernes kirke, men de lokale menigheders kirke. Bliver det den politiserende synodekirke, som udvalget og ministeren vil lægge op til, så stakkels Danmark.