Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Derfor var Kierkegaard antisemit

Peter Tudvad: Peter Tudvad er blevet kritiseret for at overdrive Søren Kierkegaards antisemitisme i sin nye bog. Nu tager han til genmæle over for sine kritikere: »Jeg påstår, at han i kraft af sin radikale fortolkning af kristendommen disponerede sig selv for en antisemitisme, der med tiden blev mere og mere markant«.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som forfatter bør man være glad for at få sin nye bog omtalt i medierne, før den overhovedet er udkommet. Og dog kan man også blive noget forbløffet over, at en hærskare af især teologer allerede er i stand til at bedømme bogen, selvom de endnu ikke har haft den i hænde, end sige læst den. Titlen på den er Stadier på antisemitismens vej – Søren Kierkegaard og jøderne. Og emnet er dels de antisemitiske aspekter af Kierkegaards forfatterskab, dels hans samtids forhold til jøder og jødedom i teologi og politik, litteratur og hverdag.

Anledningen til at skrive bogen var, som jeg sagde i et interview i Berlingske Tidende i søndags, at jeg under research til min foregående bog om en dansk sygeplejerske i tysk tjeneste under krigen stødte på artikler i nazistiske tidsskrifter, som citerede en række voldsomme udsagn af Kierkegaard om jøderne. Den slags er ikke rar læsning for en, der i årevis har beskæftiget sig med Kierkegaard og været begejstret for hans tanker.

På den anden side får det en til at besinde sig på, at antisemitismen ikke faldt ned fra en krystalklar himmel over Berlin, da Hitler kom til magten i 1933. Den har historiske rødder, ikke bare i Tyskland, men også i det øvrige Europa, herunder Danmark.

Her, især i København, oplevede vi i 1819 en regulær pogrom, der blev så voldsom, at kongen måtte sætte militæret ind mod den kristne majoritet for at beskytte sine jødiske undersåtter. Derfor har jeg fundet det betimeligt at udgive min bog 9. november, på årsdagen for Krystalnatten – for at minde os om, at andre end tyskerne har været til fals for antisemitisk hetz, vold og hærværk.

Kierkegaard var et notorisk geni, men naturligvis også et barn af sin tid. Således hævder diverse professorer og lektorer, Berlingske Tidende har talt med i anledning af min bog, at alle på hans tid var antisemitter.

»Kender vi egentlig intellektuelle fra det 19. århundrede, der betragtede antisemitisme som politisk inkorrekt«, spørger Bernd Henningsen retorisk fra sin position som tidligere leder af Nordeuropa-instituttet ved Humboldt-universitetet i Berlin. »Det var da absolut stuerent dengang.« Antaget, at antisemitismen faktisk var salonfæhig i 1830erne og 1840erne, vil Henningsen så også mene, at det tilsvarende var en undskyldning for hans landsmænd 100 år senere?

Nu er det faktisk heller ikke tilfældet, at alle og enhver var antisemitter på Kierkegaards tid. Forud for pogromen i 1819 gik den såkaldte litterære jødefejde, og i den var der adskillige, der forsvarede jøderne mod de verbale angreb. Blandt jødernes støtter var Jens Baggesen, Grundtvig, St.St. Blicher og Mynster.

Alligevel hævder den københavnske litteraturekspert Johnny Kondrup, at Kierkegaard hverken var værre eller bedre end andre. »Antisemitisme var normalt tankegods, selv i det bedre borgerskab. Da man under grundlovsdebatterne i 1840erne kom ind på jøderne, så man også en række bemærkninger om jøderne som ‘upålidelige’ og hovedtanken var, at da de ikke havde noget fædreland, var de at foragte.«

Den slags påstande fandtes rigtignok, men Kondrups generalisering skyder langt over målet. Allerede fra slutningen af 1830erne fik jøderne nemlig en betydningsfuld forbundsfælle i det liberale borgerskab og de yngre akademikere, der gik i brechen for jødernes politiske ligestilling med de kristne. Blandt dem var Tage Algreen-Ussing, Frederik Barfod, Joachim Frederik Schouw og Frederik Christian Olsen.

Senere bidrog de samme persongrupper til implementeringen af religionsfriheden i den første grundlov i 1849. Alt dette kunne Kondrup have læst i Stændertidende og Rigsdagstidende, som nok ikke hører til pensum på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Jeg skal ikke på nogen måde beklikke Kondrups lærdom, for det er jeg slet ikke kompetent til, selvom jeg kender ham som en grundig redaktør for Søren Kierkegaards Skrifter, som jeg selv i en årrække skrev realkommentarer til. Men jeg ville ønske, at man ikke udtalte sig om forhold, man måske ikke har de bedste forudsætninger for at vurdere.

Det er nemlig symptomatisk for den debat, der har rejst sig i kølvandet på Berlingske Tidendes artikler om sagen, at frem for alle teologer afhøres, som var de ikke blot bekendte med eksegese, liturgi og dogmehistorie, men også eksperter i antisemitisme, politik og idehistorie. Bevar’s, jeg udtaler mig også selv om sådanne forhold, men jeg gør det først efter at have beskæftiget mig indgående med dem og skrevet en 600 sider lang bog om dem. En af de teologer, der gerne udtaler sig, er Niels Jørgen Cappelørn. Han ved om nogen en masse om Kierkegaard, men jeg tillader mig at betvivle, at antisemitismen og dens historiske genese hører til hans fremmeste viden.

Berlingske Tidende refererer ham for at sige, »at man bør skelne mellem en kritik af jøder, som han finder forkastelig, og en teologisk kritik af jødedommen, hvilket han betegner som helt i orden.« En sådan skelnen kan jeg godt i princippet gå med til – men ikke i praksis, da den racistiske antisemitisme notorisk har sine rødder i den teologiske antijudaisme.

Med andre ord er der i kristendommen og i den kristne teologi en disposition for antisemitisme, som man ikke mindst som teolog og præst bør være opmærksom på. Det er sognepræst Viggo Kanding også, men på sin helt egen måde, når han til Berlingske Tidende siger, at alt dette – antisemitismen i Danmarks største teologiske forfatterskab – er »latterlige bagateller«. Kuriøst nok er Kanding næstformand for Søren Kierkegaard Selskabet, som har inviteret mig til at holde foredrag om emnet 25. november.

I denne sammenhæng finder jeg en del mere vilje til at diskutere sagens kerne hos lektor Joakim Garff. Han siger nemlig til Berlingske Tidende, at Kierkegaards kritik af jødedommen bunder i, »at han modstiller jødedom og kristendom som to meget forskellige størrelser.«
Dette er også min egen opfattelse, som egentlig ikke burde være så kontroversiel, al den stund man finder en lignende modstilling i det Nye Testamente, hos Luther og mange andre protestantiske teologer – og således også hos Kierkegaard, der modstiller jødedom og kristendom som repræsentanter for henholdsvis livslyst og livslede, nydelse og lidelse, timelighed og evighed, fertilitet og jomfruelighed, sanselighed og åndelighed.

Min tese er, at det netop er i denne modstilling, som Kierkegaard til stadighed radikaliserer, at hans antisemitisme undfanges. Et eksempel på dette er den jødiske patriark Abraham, som Kierkegaard i Frygt og Bæven fra 1843 kårede som »Troens Fader« og »Endelighedens Stamherre«, fordi han var parat til at ofre sin søn Isak til Gud – og i sidste øjeblik slap for at gøre alvor af det, da Gud blot ville prøve hans tro.

Ti år efter udgivelsen fortrød Kierkegaard, fordi det – som han skrev – var »jødisk«, at Abraham fik sin søn tilbage i dette liv, mens det kristelige ville være, at han først gjorde det i evigheden. Derfor er det en sandhed med kraftige modifikationer, når Garff forsvarer Kierkegaard med henvisning til hans »begejstrede skildringer af jøder som Abraham i Frygt og Bæven.

Påstår jeg så, at Kierkegaard var antisemit? Ja, det gør jeg, men ikke, som Garff skyder mig i skoene, at han var »glødende antisemit«. Jeg påstår, at han i kraft af sin radikale fortolkning af kristendommen disponerede sig selv for en antisemitisme, der med tiden blev mere og mere markant. Anledning kan i nogen udstrækning være sammenstødet med den jødiske publicist M.A. Goldschmidt, som Kondrup gør gældende, men årsagen lå væsentligt dybere.