Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Derfor er integrationsdebatten så svær

Foto: Christian Lindgren. Fold sammen
Læs mere

Ihvor høj grad kan man løfte pegefingeren, når en flygtning kommer til Danmark og klarer sig dårligt? Integrationsdebatten handler om mennesker, og hvad man kan forvente af dem. Derfor er den så svær. Debatten er kompleks som en klassisk diskussion mellem liberalisme og socialisme, der handler om, i hvilken grad man er herre over eget liv og lykke. For hvem ved det, i sidste ende?

Man kan næppe forvente, at mennesker fra mellemøstlige og afrikanske lande uden videre svinger sig op på samme uddannelsesniveau som etniske danskere. Man kan ikke umiddelbart kræve samme succes på arbejdsmarkedet og tilsvarende indkomst.

Omvendt kan man nok forlange, at folk sætter pris på velfærdssamfundets tilbud og goder. At man gør det så godt, man kan. Man har muligheder, flere og bedre end mange andre steder i verden. Man er ankommet til et samfund med skolegang, uddannelse og sygehusvæsen til alle – det skal værdsættes.

Men ting tager tid. Dansk og islamisk kultur er grundlæggende forskellig. En forskel, der kun bliver forstærket, når indvandrere koncentreres i sociale boligbyggerier. Yderligere bryder Danmarks næststørste parti sig ikke om muslimske vaner og traditioner. Det er ikke i orden.

Falliterklæring?

Men hvad så med Nørrebro, hvor indvandrer-gangstere hærger, er det ikke en falliterklæring uden lige? Uskyldige mennesker er blevet ramt i krydsilden, og andre kigger sig dagligt over skulderen. Er spillet tabt, har vi tabt integrationen på gulvet?

Bandekrigerne udgør trods alt en lille gruppe mennesker. De er måske lige så hårdkogte, som de faktisk er få. De er så hårdkogte, at få kan terrorisere hele bydele. Skal en hård kerne af kriminelle have lov til at ødelægge hele integrationen?

Hvad nu, hvis skyderierne er symptom på underliggende problemer? På svigt i familien? På voksende parallelsamfund? På fængselsstraf der betragtes som ferie, når man ved, hvordan det foregår i Beirut? På berøringsangst fra samfundets side? På elendig skolegang, på foragt for skolen?

Hvad kunne vi have gjort bedre? Hvad kunne de have gjort bedre? Har integrationen fejlet? Er integrationsproblemer kørt op i medierne? Og hvad med terrortruslen? Eller er den også overdrevet? Det kan være en god idé at stille den slags spørgsmål, inden man drøner ind på Uriasposten og får afløb for vreden, for hadet, måske for fremmedhadet.

Fremtrædende debattører lægger sig helt til den ene eller den anden side i integrationsdebatten. Ansvaret er enten vores eller deres. Egentlig ejendommeligt. For det første kan de ikke begge have ret. For det andet er det svært at forestille sig, at sandheden skulle ligge i yderlighederne.

Zenia Stampe har næppe nogensinde udtalt sig kritisk om indvandring, men konsekvent vendt det kritiske blik indad. Det samme med Rune Engelbreth, Carsten Jensen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og andre koryfæer på venstrefløjen. Morten Uhrskov Jensen har næppe sagt ét formildende ord om muslimer, men gjort karriere på det modsatte. Det samme gælder Marie Krarup, Søren Hviid Pedersen, Eva Selsing og andre ligesindede.

Hvis populisme kan defineres som forsimpling af vanskelige problemer med henblik på at vinde den brede befolknings gunst, så trives den godt i det danske debatmiljø.

Det kan godt være, at der ikke er ligeså meget kant på midten, men måske er der lidt flere nuancer.

Nuancer

Nærværende indlæg handler i hvert fald om nuancer. Om at se sagen fra modsat hold. Om at forstå at det, som vi prøver at integrere i samfundet, det er mennesker og de er sjældent simple. Hvor meget skyldes dårlig barndom? Hvor meget skyldes rå ansvarsløshed? Hvad er samfundets skyld? Hvad er ubetinget ens egen?

Det er en svær debat. Hvad kan man forvente af folk? Der er mange faktorer som mudrer billedet, og så er der de lette løsninger. Der er mange sider af sagen, og så er der de skråsikre synspunkter. Forberedt til fingerspidserne med argumenter betyder ikke nødvendigvis, at man bliver hørt. Nogle gange er det den, der råber højest, der vinder.

Når man indvandrer til Danmark, forventes det, at man deltager i samfundet. Det skulle gerne ligge i ordet, at man lever sammen. Det ville være rart, hvis danskere var bedre til at acceptere muslimsk kultur, men det ville også være på sin plads, hvis indvandrere og nydanskere brød ud af parallelsamfundene. Efter tre generationer lever mennesker med ikke-vestlige rødder stadig i ghettoerne – det går ikke.

Stil krav

Der skal stilles krav til indvandrere, for deres egen skyld, for deres børns. Ingen ønsker at blive patroniserende behandlet, og alle kan vokse med opgaven. Ingen ønsker at blive betragtet som offer, og alle kan lære dansk og langt de fleste tage en uddannelse.

Men kan man også stille krav om, at folk skal føle sig danske i hjertet for at være en del af Danmark? Sådan som mantraet lyder fra Martin Henriksen (DF)? At folk skal tænke på en særlig måde? Udvise et sindelag og leve på en måde, som måske er uforeneligt med ens kulturelle ophav? Hvad ville man selv synes om det?

Der skal gøres op med berøringsangst og bløde linjer. For at komme indvandrerkriminaliteten til livs kan det være nødvendigt at tvangsfjerne børn, og hvis man vil tale åbent om problemerne, vil risikoen for racismeanklager altid være til stede. Store dele af venstrefløjens uvilje mod at kritisere indvandrere har intet gjort for integrationen, tværtimod.

Ungdomskriminaliteten i Danmark er historisk lav, men bliver på den anden side alt for ofte udført af unge med indvandrer-baggrund. Fire ud af fem personer fremstillet i Københavns dommervagt har udenlandske rødder. På den anden side må det også efterhånden stå klart, at de mange skærpede strafferammer ikke virker, bandekriminaliteten er i hvert fald værre end nogensinde.

Lad os slå fast, at integrationen ikke er en succes. Spørgsmålet er, hvor store problemerne er. Og i hvor høj grad, vi er parat til at diskutere dem. Med respekt for menneskene, vi taler om. Med respekt for nuancer. Hvis udlændinge-politikken bare er en karriereplatform, kommer vi ingen vegne. Og hvis berøringsangst og selvgodhed forhindrer én i at erkende problemer, kommer vi heller ikke ud af stedet.

Selv om Mjølnerparken er klassificeret som ghetto, er det bedre end Bagdad. Meget bedre. Men det er bare ikke godt nok. Ikke hvis far hænger i mandeklubben, og mor går hjemme, og ingen sætter sig ind i børnenes skolegang. Det er desværre billedet, man alt for ofte ser. Men man oplever også politikere og debattører, der hoverer med de dårlige eksempler fra ghettoen. Hvem tror, det er vejen frem? Hvem tror, at det åbner parallelsamfundene eller de lukkede danske hjerter? Ikke undertegnede.