Derfor efterspørges danske værdier

Lars Hovbakke Sørensen: Vi lever i en global tidsalder - men alligevel ønsker 75 procent af de danske vælgere mere fokus på danske værdier. Hvorfor? Fordi mange føler en mangel på nogle fælles nationale referencerammer, når de taler med andre mennesker.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Dagens Gallup-måling i Berlingske Tidende viser, at 75 procent af de danske vælgere ønsker mere fokus på danske værdier. Det er ikke kun i Danmark, at befolkningen i disse år er interesseret i de nationale værdier. Overalt i Europa er der i øjeblikket øget efterspørgsel efter 'det nationale', både i befolkningen og blandt politikerne.

En af grundene er, at der i de seneste årtier er kommet flere mennesker til Europa fra ikke-vestlige lande end på noget andet tidspunkt i løbet af det 20. og 21. århundrede. Mennesker, som fra deres hjemlande i vid udstrækning har været vant til et andet samfundssyn, en anden kultur, et andet menneskesyn, et andet syn på forholdet mellem stat, individ og religion og en anden opfattelse af, hvad der er det bedste politiske system osv. Dette har fået os alle til at tænke mere over vores egen identitet og vore egne værdier. Som danskere, tyskere, svenskere, hollændere osv.

En anden grund er, at Anden Verdenskrig nu er kommet på så lang afstand tidsmæssigt, at kun den del af befolkningen, der er over 70 år, husker krigen. Nogle af dem, der er mellem 35 og 70 år, har måske fået fortalt om krigen af deres forældre. Mens det gælder for de fleste af dem under 35 år, at hverken de selv eller deres forældre har oplevet Anden Verdenskrig. I perioden fra 1945 til 1990erne så det helt anderledes ud. På dette tidspunkt kunne de fleste enten selv huske krigen, eller de havde hørt om den fra deres far og mor.

Derfor blev en dyrkelse af 'det nationale' af mange mennesker i Danmark og Europa opfattet som noget negativt, pga. af de negative erfaringer, man havde fra Anden Verdenskrig, mht. hvad nationalisme kunne føre med sig. Denne 'bremse' på dyrkelsen af 'det nationale' er nu borte, og derfor har man også i mange europæiske lande i de allerseneste år kunnet se, hvordan partier, som lægger stor vægt på det nationale, og som er skeptiske over for EU, har fået markant øget tilslutning ved valgene. Af samme grund har man kunnet iagttage, hvordan disse partier i en række lande især har fået mange nye tilhængere blandt unge mennesker.

Men når man vil forklare, hvorfor mange mennesker i dag efterspørger de nationale værdier, må man heller ikke glemme, at alle de voksne danskere, som i dag er ca. 45 år eller yngre, har gået i skole i de sidste år af 1960erne, 1970erne, 1980erne eller 1990erne. Med andre ord i en tid, hvor samfundsdebatten i høj grad var præget af en opfattelse af 'det nationale' som noget negativt. Samt af idéen om, at det var vigtigere at lære at forholde sig kritisk til tingene, end at tilegne sig en eksakt faktuel viden.

Hvad enten det nu var viden om de mest markante begivenheder i danmarkshistorien og verdenshistorien, viden om de største forfattere i dansk litteraturhistorie og verdenslitteraturhistorien. Om det var kendskab til indholdet af kristendommen, som har præget Danmark og den danske kultur gennem mere end 1.000 år. Eller et basalt kendskab til, hvilke politiske institutioner, man har i Danmark. Eller for den sags skyld en basal viden om dansk geografi. I dag ved mange danske skoleelever ikke, hvor Hanstholm, Horsens eller Ringsted ligger, eller hvad der er disse byers vigtigste erhverv osv., hvis ikke lige de selv er derfra. Mange midaldrende og yngre mennesker føler med andre ord en mangel på nogle fælles nationale referencerammer, når de taler med andre mennesker.

Naturligvis har man også massevis af fælles referencerammer, når man taler sammen i dag. Men det er ikke i samme grad som tidligere fælles nationale referencerammer. De unge mennesker, jeg underviser på universitetet i dag, kender de samme amerikanske pop-grupper og de andre amerikanske TV-serier som deres jævnaldrende i andre lande. Men de kender ikke nødvendigvis den samme musik, den samme litteratur, den samme historie eller de samme TV-serier som deres forældre.

Mange af dem, der kommer fra folkeskolen og gymnasiet og begynder at læse på universitetet, ved heller ikke, hvordan det danske demokrati har udviklet sig i tidens løb eller hvor gammelt, det er. Endsige hvordan det danske politiske system fungerer i dag, og hvilke partier der eksisterer, og hvad de står for. De ved heller ikke særligt meget om hverken Christian 4., Johannes V. Jensen, Martin Luther eller Grundtvig. Hvem de er, hvad de stod for, og hvilken betydning de har haft for udviklingen af det samfund, som vi kender i dag.

Derfor er det måske heller ikke så besynderligt, at en del midaldrende og yngre mennesker i dag efterspørger 'nationale værdier'. En del mennesker føler sig rodløse, for nu at bruge et lidt fortærsket udtryk, fordi de i folkeskolen og gymnasiet aldrig har stiftet bekendtskab med en viden om, hvad der er særligt dansk, og hvad der har præget og formet de mennesker, der lever i Danmark i dag.

Når man vil forklare den øgede interesse for 'det nationale' i de europæiske lande i disse år, må man imidlertid også skelne mellem den øgede interesse for det nationale i Østeuropa og den interesse for det nationale i Vesteuropa. For Østeuropas vedkommende er den dyrkelse af det nationale, som vi i disse år er vidner til, nemlig i høj grad udtryk for to ting. Dels østeuropæernes glæde over endelig at kunne få lov til at dyrke det nationale, det 'særligt polske', det 'særligt tjekkiske' osv., efter 40 års undertrykkelse under et sovjetisk-styret, kommunistisk diktatur.

Dels en voksende skepsis over for EU, efter at man er blevet medlemmer af unionen i 2004 (for otte af de østeuropæiske landes vedkommende) eller i 2007 (for Rumæniens og Bulgariens vedkommende). Når man ser på historien kan man konstatere, at stort set alle europæiske landes befolkningers begejstring for EF/EU er faldet i årene umiddelbart efter, at det pågældende land er blevet medlem. Det samme skete såmænd også i Danmarks tilfælde, efter at vi var blevet medlemmer i 1973.

Der sker jo det, at når man bliver medlem, kommer befolkningen også til på en helt anden måde, end så længe man ikke er medlem, at føle de mindre positive sider ved medlemskabet. Derfor er den voksende interesse for det nationale i mange østeuropæiske lande i disse år ikke så overraskende.

Et meget interessant spørgsmål i forbindelse med den øgede efterspørgsel efter fokus på nationale værdier i befolkningen i såvel Danmark som andre europæiske lande er naturligvis, om politikerne i den kommende tid vil være villige til at imødekomme denne efterspørgsel.

Man kan frygte, at nogle af de politikere, der selv har gået i skole i en tid, hvor 'det nationale' er blevet opfattet som noget negativt, og hvor man ikke i undervisningen har lagt vægt på at bibringe eleverne basal viden om national historie, nationale samfundsforhold osv., i nogen grad vil negligere disse års voksende efterspørgsel i befolkningen efter fokus på 'nationale værdier' i samfundsdebatten og den politiske debat.

Men dette kan let risikere at få en meget uheldig, utilsigtet effekt. Hvis den voksende efterspørgsel efter mere fokus på nationale værdier i befolkningen bliver ignoreret af politikerne, risikerer man, at den sammenhængskraft-skabende dyrkelse af det nationale bliver erstattet af en aggressiv ekskluderende nationalisme. Med andre ord: Hvis politikerne ikke sørger for vedvarende at sætte fokus på værdipolitikken - herunder den nationale værdipolitik - i både den politiske debat og i den praktiske politik, risikerer man, at ekstremistiske politiske bevægelser overtager hele værdidebatten.

Der findes bl.a. to helt dugfriske eksempler fra vores allernærmeste nabolande på, hvordan det kan gå: Tyskland og Sverige. I begge lande har ekstreme synspunkter på det nationale på det seneste vundet større indpas i debatten, fordi det politiske establishment gennem adskillige år ikke har villet diskutere hhv. tyske og svenske værdier.