Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Derfor deltog Danmark i Irak-krigen

Efter min opfattelse var krigen fuldt ud legal også i henhold til Folkeretten. Irak var gentagne gange advaret om, at landet ville møde alvorlige konsekvenser på grund af sin manglende efterlevelse af FNs resolutioner.

Danske soldater på tjeneste i Irak i august 2004. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der har – anført af den politiske venstrefløj i Danmark – rejst sig en storm af harme over, at den nyudnævnte regering har valgt at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen, som efter mere end tre års arbejde har nået meget lidt udover at indsamle en række dokumenter og gjort klar til at afhøre både forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) om grundlaget for den danske deltagelse i krigen.

Efter min opfattelse var krigen fuldt ud legal, også i henhold til Folkeretten, og jeg noterer mig, at der – bortset fra et svar fra FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan på et spørgsmål derom – ikke fra FNs side har været taget stilling til krigens lovlighed eller det modsatte.

Mange synes at overse det faktum, at der før og efter Golfkrigen i 1990 og 1991, der opstod som følge af Iraks folkeretsstridige overfald på nabolandet Kuwait 2. august 1990, blev vedtaget en række resolutioner af FNs Sikkerhedsråd. Og som endte med, at en koalition anført af USA og Storbritannien med magt fjernede de irakiske styrker fra kuwaitisk territorium.

Læs også: Kommissionens langstrakte død

Den første er Resolution nr. 660 og den sidste Resolution nr. 678. Fælles for de mange resolutioner er, at Irak i henhold til FN-pagtens kapitel 7 pålægges at ophøre med sin ulovlige besættelse af Kuwait, idet sidstnævnte faktisk giver alle FNs medlemslande mandat til med magt at gennemtvinge Iraks fjernelse fra kuwaitisk jord, hvis Irak ikke selv har gjort det inden 15. januar 1991. Det skete som bekendt ikke, og dagen efter angreb koalitionen anført af USA, Storbritannien, Frankrig og flere andre lande.

Ved ophør af krigshandlingerne 24. februar 1991 blev der – på irakisk anmodning – erklæret våbenhvile, dog betinget af, at Irak underkastede sig nogle meget voldsomme forpligtelser, der alle blev indføjet i resolution nr. 687 af 4. april 1991.

Heri blev Irak blandt andet pålagt en altomfattende olieembargo, ligesom der blev lagt meget strenge begrænsninger på Iraks militære udfoldelsesmuligheder, både internt i Irak og i forhold til nabolandene, og Irak blev pålagt betingelsesløst at samarbejde med både FNs våbeninspektører og Det Internationale Atomenergiagentur om at lokalisere og destruere eller uskadeliggøre alle masseødelæggelsesvåben på irakisk grund. Det blev altsammen gennemført i henhold til Kapitel 7 i FN-pagten og kunne derfor om nødvendigt gennemtvinges med magt ved misligholdelse.

I de efterfølgende 11-12 år fik man anskuelsesundervisning i, hvor mange måder, Irak kunne overtræde betingelserne i våbenhvilen på. Efterhånden som den irakiske menige befolkning begyndte at lide mere og mere under embargoen, af sult og af fejlernæring, begyndte presset at stige på verdenssamfundet for at slække på embargoen, og i 1995 indførte FN det såkaldte olie-for-mad program i resolution nr. 986 fra Sikkerhedsrådet og igen i henhold til FN-pagtens kapitel 7, hvorved Irak fik lov at sælge olie for at købe fødevarer i håbet om at forbedre en meget kritisk humanitær krise for Iraks befolkning.

Læs også: Politikerne unddrager sig ansvaret

Resultatet var, at fødevarerne i høj grad blev forbeholdt topfolk i Saddam Husseins regime, altimens den civile befolkning fortsat led af fejlernæring, hunger m.v.

Ligesom der fulgte en stor skandale – den såkaldte olie-for-mad skandale – som bestod i, at Saddam Hussein formåede at tjene ca. 10.000.000.000 kr. i form af afpresning, returkommissioner m.v. ved at give konkrete kontrakter til specifikke firmaer. Altsammen mens FN så gennem fingre med, hvad der foregik.

Da man nåede 2002, var der igen et stigende pres på den vestlige verden, som nu befandt sig i en ny situation efter terrorangrebene på USA 11. september 2001, for at lempe eller ophæve sanktionerne mod Irak på grund af de stadigt forværrede humanitære forhold i Irak.

Det var i det lys, at FNs Sikkerhedsråd i efteråret 2002 med resolution 1441 i henhold til FN Pagtens kapitel 7 igen konstaterede, at Irak fortsat ikke levede op til våbenhvilebetingelserne i resolution 687 fra 1991, men alligevel gav FN Irak en sidste chance for at sikre våbeninspektørerne »umiddelbar, uhindret, ubetinget og ubegrænset adgang til alt, hvad de ønsker at inspicere…« og lignende adgang til at udspørge folk fra Iraks regering og uden tilstedeværelse af dennes observatører. Afslutningsvis blev Irak i resolutionen mindet om, at Irak gentagne gange var advaret om, at landet ville møde alvorlige konsekvenser på grund af sin manglende efterlevelse af de tidligere resolutioner.

Der blev herefter etableret nye våbeninspektioner, UNMOVIC, og fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) anført af Hans Blix (UNMOVIC) og Mohamed El-Baradei (IAEA). I de følgende måneder frem mod marts 2003 kunne man adskillige gange opleve Hans Blix udtrykke sin frustration over manglende samarbejde fra Iraks side og manglende dokumentation for påstået destruktion af ulovlige våben. Man har også efterfølgende oplevet Hans Blix erklære offentligt, at han – da krigen brød ud 21. marts 2003 – mente, at Irak nok havde nogle ulovlige våben, om end næppe så mange som amerikanernes efterretningstjeneste antog.

Det lykkedes ikke FNs Sikkerhedsråd at nå til enighed om, hvordan man skulle reagere. Der var ikke flertal for en egentlig krigsresolution i Sikkerhedsrådet, og blandt andet var Rusland, Kina og Frankrig imod, hvilket betød, at en resolution ikke ville kunne vedtages.

Men det må også erindres, at der ikke blev vedtaget en resolution, som ophævede de forannævnte resolutioner. Disse resolutioner var og er derfor fortsat gældende.

Det var på den baggrund, at den daværende danske regering 19. og 21. marts 2003 fik behandlet et forslag til folketingsbeslutning om at stille danske styrker til rådighed for en koalition på 40 lande anført af USA og Storbritannien.

Læs også: Irak-kommissionen: Når holdninger overtrumfer viden

Undertegnede var til stede i Folketingets tilhørerloge begge de to nævnte dage, og det er hævdet af især partierne i den nyligt afgåede regeringsblok, at regeringen angav fortsat tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben som begrundelse for dansk deltagelse.

Dette er helt enkelt ikke korrekt. Regeringen angav, som grundlag for at sige ja til deltagelse Saddam Husseins konsekvente ikke-samarbejdsvilje med FNs våbeninspektører.

Derfor må det skyldes en erindringsforskydelse eller manipulation fra den røde blok i Folketinget, når man hævder, at Danmark deltog i regeringen på grund af masseødelæggelsesvåben. Men det vil være spild af tid og penge at nedsætte og gennemføre en kommissionsundersøgelse, også fordi der var tale om en politisk afgørelse.

Afghanistan-krigen brød ud i oktober 2001, da Afghanistans daværende regering, ledet af Taleban, nægtede at smide al-Qaedas ledelse ud af landet, til trods for sidstnævntes centrale involvering i terrorangrebene 11. september 2001. Danmarks deltagelse skete på anmodning af FNs Sikkerhedsråd og er derfor også hjemlet i Folkeretten.