Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Der var vidner, Søren Kam!

Mens Søren Kams erindringer – en velturneret hvidvaskning af Hitlers SS – er ved at finde plads under juletræerne, fortæller John de Summer-Brason her om et ukendt vidne til de danske SS-styrker: hans far. Det er også beretningen om danske krigsforbrydere i en by på Østfronten.

Danske frivillige i det nazistiske Waffen-SS, en særlig militær del af SS-organisationen, der her i sommeren 1941 marcherer gennem Hamburg, begik regulære krigsforbrydelser på Østfronten under Anden Verdenskrig. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en elementær spændende bog Lindhardt & Ringhof har udgivet i form af den danske SS-officer Søren Kams »Et liv uden fædreland«.

Glemmer man, at vi har at gøre med det sorteste kapitel i menneskehedens historie, er Kams erindringer som en rockstjernes; hvordan den unge Søren kæmper heltemodigt mod de kommunistiske horder, undviger døden og som tak for sin indsats på Østfronten, dekoreres med Jernkorsets Ridderkors af Adolf Hitler og gøres til rollemodel for den nordiske ungdom! I perioder bliver alt betalt for ham, og kvinder byder sig til for at nyde den unge hero.

Bogen er båret af højdepunktoplevelsernes eufori, og skaber derfor et forførisk action-univers, hvis udeladelser sandsynligvis dækker over ekstreme forbrydelser. Når Kam for eksempel skriver »på vores fremmarch gennem Ukraine blev vi modtaget som befriere… jeg kender ikke et eneste tilfælde, hvor der skete overgreb på befolkningen«, er det en udsøgt hån af de mennesker, som oplevede SS-Division Wikings brutalitet.

Jeg skriver ud fra det forhold, at min egen far, Robert, der var søn af godsdirektøren i den lille by Tarnopol (der under Anden Verdenskrig lå i Polen, men i dag ligger i Ukraine, red.), meget vel kan have set Kams enhed – og set det ske.

Det syn, min far aldrig skulle glemme, var panikslagne jøder, der med stokkeslag og geværkolber som kvæg blev drevet hen ad gaderne af SS-soldater og militsfolk. Min far huskede også, men det har givetvis været en efterrationalisering, at de alle blev myrdet.

Robert var ikke klar over, at det var SS-Division Wiking, med Søren Kam og andre danskere iblandt, som var i aktion. Men takket været den autoritative tyske historiker Hannes Heer, der i 2005 publicerede sin forskning under den sigende titel »Vom verschwinden der Täter. Der Vernichtungskrieg fand stat, aber keiner war dabei«, må vi tro, at det netop var SS-Division Wiking som i Tarnopol og Zloczow myrdede løs fra 3. juli 1941. »Herefter satte massakren ind, med økser og spidshakker, håndgranater og maskingeværild«.

Overfor mig har Hannes Heer fastholdt SS-Division Wikings deltagelse i 1941-massakren med en henvisning til et bestemt notat til den tyske generalstab fra chefen for 4. armékorps.

Hvor krigens ekstremsport har været højdepunktet i Søren Kams liv, var den en tragedie i min fars liv. Nok kunne han tale om, at han sammen med andre sultne drenge havde samlet konservesdåser fra døde tyske soldaters tornystre. Men når det kom til de overgreb, han som barn var tvunget til at overvære, tav han.

Søren Kam henviser i »Et liv uden fædreland« til, at overgrebene må tilskrives de senere ankomne forvaltningstropper. Det specielle ved Tarnopol, set fra en dansk synsvinkel, er imidlertid, at SS-tropperne ikke blot ifølge Hannes Heer havde et overtal af danskere, men at den efterfølgende forvaltning tilmed havde et dansk islæt i form af Dr. Mogens von Harbou, der i Tarnopol ledede civilforvaltningen som Kreishauptmann.

Mogens von Harbou var af dansk uradel, men også tysk statsborger. I modsætning til sin officersfar, der døde i kampen mod Hitler, skulle Mogens blive en af jødeudryddelsernes diskrete managere. Hans overordnede skal bl.a. have rost ham for hans eufemistiske omdøbning af jødemord til »Umsiedlung« eller genbosættelse. Mens min farfar som direktør på slottet Zagrobela var tvunget til at holde fødevareproduktionen kørende – tyske vagter havde ved flugt ordre til at skyde ham – holdt Dr. Harbou hof på slottet Myszkowice med egen park og zoo.

Dr. Harbou havde det overordnede ansvar for selektionen. 25.000 jøder blev deporteret fra Tarnopol til bl.a. den nærliggende KZ-dødslejr Belsec. Harbou kunne 23.6.1943 erklære Tarnopol for »Judenfrei«.

Fælles for Mogens von Harbou og Søren Kams tilgang er nøglebegrebet »selektion«. Hvor det for Dr. Harbous vedkommende gav sig udtryk i en administrativ udvælgelse af dem, der skulle »genbosættes«, giver det i obersturmführerens erindringer sig udtryk i en raffineret selektion af de begivenheder, som tjener, hvad der kan forekomme at være en narcissistisk trang til berømmelse.

Det kan forekomme sært, at hvor Søren Kam fortabte sit danske statsborgerskab, vandt min far tilsvarende sit. Hvor Kam blev gjort til ridder af Hitler, blev min far med reference til Dronningen udnævnt til kgl. translatør.

Tarnopol skulle blive en af ondskabens epicentre. Men har vi fået skrevet ind i historien, at også danske bidrog til dette forhold?

Kams stærkt selektive erindringer bidrager ikke netop til en opklaring. I kontrast hertil kommer Christensen, Bundgaard & Poulsens anmelderroste storværk »Waffen-SS«. Men man må dog også konstatere, at sønnen Knud von Harbous fremragende tyske udgivelse »Wege und Abwege« fra 2013, om bl.a. den effektive fortielseskultur, som fulgte hans fars forbrydelser, ikke med ét ord er nævnt i danske medier!

TV-dramatikeren Anna Neye sagde for nylig i interview med Metroxpress: »Jeg synes, vi har en brist i vores nationale selvforståelse. Det, vi for eksempel husker om Danmarks rolle i Anden Verdenskrig, er, at vi reddede 6.000 jøder til Sverige og noget med modstandsbevægelsen. Fordi det passer ind i vores selvforståelse som de gode. Og så snakker vi ikke mere om det.«

I forlængelse af, at Mogens von Harbous gren af den danske familie var havnet på tysk side i forbindelse med de slesvigske krige, kan man spørge sig, om ikke Neyes observation passer så udmærket på den ufortalte historie om de danske sydslesvigeres massive opbakning til Hitler? Vi taler om, at Hitler fik 70,1 pct. af stemmerne i Landkreds Flensborg ved valget i 1932.

»I skal ikke blive glemt!« var de velmenende ord fra Christian X til de danske i Slesvig i 1920. Men det er jo netop, hvad der skete. De etniske danske blev netop glemt. I dette kulturelle vakuum blev mange pludselig nødt til at se en fordel i Hitler. Det gjaldt også i Danmark, hvor erhvervslivet eksporterede så dygtigt til Hitlers krigsmaskine, at den danske krone stod i særlig gunstig vekselkurs til reichsmarken.

Hvis Søren Kam-udgivelsen skal have ros, skal det være for, at den minder os om, at der fandtes et andet Danmark end det flertal, som hyldede Frihedskampen, og at dette andet Danmark i høj grad var et grænseoverskridende fænomen af lykkeriddere, forførte idealister og gustne erhvervskalkulationer i en uskøn sammenblanding.

Jeg har tilmed det urimelige håb, at denne kronik kan bidrage til oplysninger om, hvad der er blevet af min farfar, Ludwik, der 27.4.1944 – efter at tusinder af forsvarende tyskere var blevet dræbt og Zagrobela, der var del af det tyske forsvarssystem, af artilleriild lagt i ruiner – genindtrådte i den polske hær. Han mistede efterfølgende, som så mange polske officerer, livet i aktiv krigstjeneste.

Dr. Harbou, der havde held med at tilintetgøre forvaltningens akter før sin evakuering, begik selvmord 1946 – før han ville være blevet udleveret til polsk retsforfølgelse. Sønnen Knud blev fortalt, at Mogens havde været statsamtmand. Knuds mor levede derefter sammen med Mogens´ nærmeste kollega, der selv om han blev en profileret udgiver af Süddeutsche Zeitung, havde held med at skjule sine forbrydelser.

Hændelserne i Tarnopol har givetvis bidraget til, at min far døde af et hjertestop kun 63 år gammel. Søren Kam derimod skulle blive 93 år – og er blevet en af de mest prominente Årets døde i 2015.