Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Der står en elefant ...

Carsten Boyer Thøgersen: Kina er på vej til at overhale Vesten økonomisk og forskningsmæssigt. Men vi ved stadig relativt lidt om Kina, og vi har for alvor ikke overvejet, hvad Kina kommer til at betyde for Vesten om 10 til 15 år.

Kina er på vej til at overhale Vesten økonomisk og forskningsmæssigt. Men vi ved stadig relativt lidt om Kina, og vi har for alvor ikke overvejet, hvad Kina kommer til at betyde for Vesten om 10 til 15 år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Der står en elefant uden for døren. Vi beder den om ikke at larme og om at opføre sig ordentligt. Men vi har ikke opdaget, det er en elefant.« Elefanten er Kina, og det er Vesten, der ikke har opdaget, at det er en elefant. Sådan opsummerede en tidligere Kina-CEO for en af Australiens største virksomheder forholdet mellem Vesten og Kina, da jeg i sidste måned var i Kina. »Kina er en trussel mod Vesten og den måde, vi lever på,« fortalte en amerikansk forfatter og business-analytiker, der har arbejdet 25 år i Kina. »Kinas opdrift er massiv. Vesten ser det ikke, og Vesten forbereder sig ikke. Vestlige virksomheder i Kina presses til overførsel af teknologi for at blive på det kinesiske marked; resten udvikler Kina selv. Konflikten ligger og venter forude.«

»Mange store europæiske virksomheder, der i dag har markedsandele i Kina og internationalt, vil om 10 til 15 år ikke have samme markedsandele med mindre de i god tid forinden har etableret forretningsalliancer med kinesiske partnere,« fortalte Kina-chefen for et multinationalt europæisk selskab i Beijing. »Det er et arbejde, der skal begynde allerede nu. For børsnoterede virksomheder kan det blive svært, fordi børsmarkedet og ledernes resultatkontrakter sjældent arbejder med planer så mange år fremad.« Siden 1978 har Kina mere end tyvedoblet sin økonomi.

I de seneste 10 år har Kina investeret voldsomt i forskning og uddannelse. Kina er på vej til at blive verdens innovationscenter. Ét fokusområde er grøn teknologi, som er en prioritet i Kinas nye femårsplan. Både for at rette op på de betydelige miljøskader, som 30 års industrialisering har forvoldt i Kina og for at hente den gode forretning, der internationalt ligger i være fremme inden for grøn teknologi. For 7 år siden var Kinas produktion af vindmøller ubetydelig. I dag har Kinas egne vindmølleproducenter stort set overtaget det kinesiske marked, verdens største marked for vindkraft. Herefter er målet de internationale markeder. Inden for IT, automobilproduktion og bioteknologi ser man en tilsvarende udvikling i Kina. Kinas styrke i dag skyldes tre forhold, som det er vigtigt, at vi i Vesten forstår virkeligheden bag.

1. Kina har et politisk system, der kan producere udviklingsplaner med perspektiver på 10, 20 og 30 år – og som man er i stand til at gennemføre. 2. Der er en social kontrakt mellem befolkningen og ledelsen i Kina. Ledelsen har forpligtet sig til at levere økonomisk fremgang, velfærd og social stabilitet. Leveres det, har ledelsen befolkningens accept. 3. Kinas volumen. 20 procent af Jordens befolkning – ombord på et stort tankskib, i fart, med alle maskiner i gang, med kurs mod et mål langt fremme og overordnet god ledelse af skibet.

Kinas politiske ledelse er ikke udpeget gennem nationale valg blandt Kinas befolkning på 1,34 milliarder. Kinas styreform i dag minder om Kinas styreform gennem århundreder – en stærk central magt med udvidet regionalt selvstyre. Man kan sammenligne Kinas magtcenter med den sløjfe, hvor båndene om samfundet samles. Sløjfen er løst bundet, men kan altid strammes til. Dobbeltheden i Kinas styreform giver i disse år Kina stor handlekraft. Udfordres systemets struktur – er der nogen, der vil binde sløjfen op – reageres der straks. Uden sløjfen forsvinder centralregeringens magt og så vil stærke centrifugale kræfter i regionerne tage over og Kina falde fra hinanden. Samtidig er båndene løse.

Uden vide rammer for regionale initiativer kan et land på Kinas størrelse ikke administreres. Og uden adgang til indenlandske og udenlandske nyheder for forskning, erhvervsliv og kulturliv kan Kina ikke konkurrere internationalt og blive verdens største økonomi. Befolkningen forventer, at ledelsen leverer på økonomisk fremgang og stabilitet. Befolkningens kontrol af den kinesiske ledelse er 900 millioner mobiltelefoner og 500 millioner internetbrugere med e-mails. Der sker ikke noget ét sted i Kina, uden det lynhurtigt er kommunikeret rundt i hele Kina.

Censur af mobiltelefoner og e-mails? Kinas volumen gør det umuligt. Dertil kommer 3.000 kinesiske TV-kanaler, 2.200 aviser, 7.000 magasiner, 1.000 radiostationer og 25.000 forlag. Mange er i dag privatejede, opererer kommercielt, skal følge statslige retningslinjer for medievirksomhed, men er ikke forhåndscensurede. Igen fordi Kinas volumen gør det umuligt. Debat og meningsudveksling er livlig i de kinesiske medier. Men er der medier, der i indslag går imod systemets opbygning, er der nogen, der vil binde sløjfen op, så reagerer eftercensuren.

Kinas officielle censur er velbeskrevet i den vestlige presse, men det overses, at den faktiske adgang til nyheder i Kina i almindelighed er som den, vi kender i Vesten. Det vil være en fejltagelse at tro, at kinesere er dårligere informeret, end vi er i Vesten. Ytringsfrihed i vestlig forstand findes ikke i Kina. Vi må konstatere, at der i Kina er en anden prioritering. Stabilitet og økonomisk udvikling har forrang frem for absolut ytringsfrihed. En opfattelse der støttes af langt den største del af den kinesiske befolkning. Her vil belæring fra Vesten næppe gøre indtryk i Kina. Men det vil eksemplets magt gøre. Vi kan invitere kineserne til at følge vores eksempel ved god europæisk praksis. Jeg talte under mit besøg med to kinesiske venner, jeg har kendt siden 1980erne. Deres ønske om et bedre og mere demokratisk Kina har i 30 år været fast emne i vores samtaler. I dag er de begge professorer, den ene også prorektor på et af Kinas top-5 universiteter. I december 2008 lige efter Liu Xiaobo – vinder af Nobels Fredspris og i dag fængslet – havde udgivet sit Charter 08 om menneskerettigheder i Kina, havde de besøgt mig i Shanghai.

De var enige i mange af de frihedsprincipper, der var nævnt i teksten. Hvem var ikke det? Men hvordan når vi derhen, havde de sagt. De deltog selv i den interne debat, der i disse år finder sted om udvikling af det eksisterende politiske og sociale system. Liu Xiaobo, derimod, gik ud med ord, paroler, i konfrontation med systemet og glemte aldrig at fortælle den vestlige presse, hvad han gjorde. Hvad så med Liu Xiaobo i dag, hvor han havde fået Nobelprisen, spurgte jeg. De svarede, at der blandt intellektuelle ikke var interesse for en debat om Liu Xiaobo. Det var hans eget opgør med den kinesiske ledelse. De fortsatte. »I 30 år har vi skridt for skridt opbygget et økonomisk system.

Næste fase, opbygningen af et civilt samfund med et socialt retfærdigt system, vil tage lige så lang tid.« De var ikke i tvivl om, at der ville ske store forandringer. Kina var en af verdens ældste civilisationer. Målet var et dybt civiliseret samfund. Men det ville bygge på Kinas egne traditioner og tankesæt frem for Vestens værdier. Vesten er foreløbigt blevet overrumplet over den hastighed, hvormed Kinas økonomi har udviklet sig de sidste 30 år og senest over Kinas vidensrevolution de sidste 10 år. Vi skal sikre os, at vi ikke bliver overrasket en tredje gang, denne gang over en modernisering af den kinesiske samfundsstruktur, der bliver kinesisk og ikke vestlig.

Kina er i gang med at internationalisere sin økonomi, den kinesiske møndfod renminbi bliver om få år konvertibel, kinesiske oversøiske investeringer er stigende, flere og flere kinesiske forretningsfolk etablerer sig i udlandet, den kinesiske arbejdsstyrke i udlandet øges, Kinas internationale akademiske forbindelser udvides, på 7 år er det etableret over 350 Konfutse-institutter på universiteter uden for Kina, antallet af kinesiske turister øges, internationale kinesiske tv-kanaler etableres og Kina har de seneste år øget deres aktive deltagelse i internationale organisationer.

Det er afgørende, at vi i Europa har et realistisk billede af Kinas udvikling de næste 10 til 15 år og dets betydning for vores del af verden. Vores valgsystemer i Europa giver normalt en politisk arbejdshorisont på 4 til 5 år. Det er næppe nok over for den kinesiske langtidsplanlægning. Vi må både afsætte ressourcer til at analysere den kinesiske udvikling her og nu og hvad den betyder for Europa på længere sigt. Men først og fremmest skal vi matche Kina inden for forskning og innovation.