Der er så meget, mænd ikke forstår

Dette er sommeren, hvor både tyskere og danskere kan opleve noget så banebrydende som kvindelige fodboldeksperter på TV – og det i den bedste sendetid. Og når OL åbner i Rio 5. august, bliver det da en kvinde, tennisspilleren Caroline Wozniacki, der bærer den danske fane ind.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki skal bære den danske fane, når OL åbner i Rio 5. august.Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Sportsåret kulminerer i disse uger. Men samtidig er noget nyt på vej.

Spørg bare den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard, der denne sommer har set sit livs første kvindelandskamp i fodbold. Hans tidligere udtalelser om, at »livet er for kort til kvindefodbold« har han måttet æde i sig. Med egne ord måtte Don Ø »ærlig talt lade sig begejstre«, da han bevidnede de danske kvinder lammetæve Polen med en suveræn dansk 6-0 sejr.

Sådan har vores fordomme om det andet køn ofte en hård skæbne i mødet med virkeligheden. Og sådan vinder de danske fodboldkvinder mange hjerter for tiden.

For noget nyt er på vej. Også på kommentatorfeltet. Det her er sommeren, hvor både tyskere og danskere kan opleve noget så banebrydende som kvindelige fodboldeksperter på TV byde ind med deres viden – og det i den bedste sendetid.

Det sker dog ikke helt uden modstand. Tyske fodboldfans har skummet af vrede over den første kvindelige EM-kommentator, og ZDF-journalist Claudia Neumann, med 17 års erfaring som sportsjournalist, har måttet lægge øren til skønne ord som »kamplebbe« og en stædig fastholdelse på de sociale medier i, at »mandefodbold kommenteres af mænd, ikke af kvinder – uanset hvilket århundrede vi befinder os i«.

Herhjemme gled de første kvindelige ekspert-kommentarer lettere ned. Så vidt jeg er orienteret, har TV2 kun modtaget en enkelt officiel klage fra en fodboldfan, der ikke mente, at kvinder kan vide noget om herrefodbold, fordi de ikke selv har spillet det. Ligesom forsøget på at starte en debat om samme hurtigt fusede ud på Radio 24/7. Vi er trods alt kommet videre siden sidste slutrunde for to år siden, hvor kvinder var forment adgang som eksperter hos både DR og TV2.

Mens der er flest mandlige seere til fodbold-EM for herrer, forventes det, at sommerens anden store sports-event, OL i Rio, vil trække flere kvindelige seere til. Faktisk så mænd og kvinder næsten lige meget OL ved legene i 2012. Måske fordi kvinderne her finder både sportsgrene og udøvere, som de i højere grad identificerer sig med.

Når de olympiske lege åbner i Rio 5. august, bliver det da også en kvinde, tennisspilleren Caroline Wozniacki, der bærer den danske fane ind. Ud af de 25 gange, Dannebrog er blevet båret ind til den olympiske åbningsceremoni, er Wozniacki blot den tredje kvinde, der får æren.

Men den beslutning blev mødt med en flodbølge af kritik på avisernes debatsider. Ekstra Bladet oplistede læsernes raseri i en artikel med overskriften »Wozniacki svines til: Derfor er hun det forkerte valg«.

Sidst gang en kvinde bar Dannebrog ind på et OL-stadion var, da dressurrytteren Anne Grethe Tørnblad var fanebærer for 28 år siden i Seoul.

Men nu skal det være anderledes. Den internationale olympiske komité (IOC) har ikke alene opstillet det erklærede mål at »fremme kvinder i sport på alle niveauer og i alle strukturer, baseret på princippet om ligestilling«. Den har også tænkt sig at gøre noget ved det. Ambitionen er at nå ligestilling ved legene i 2020.

Det er vist også ved at være på tide, kunne man mene.

Den seneste store internationale undersøgelse af sportsdækningen i medierne – »International Sports Press Survey« fra 2011 – viser, at 85 procent af alle sportsartikler handler om mandlige sportsudøvere, og kun ni procent handler om de kvindelige pendanter. Hertil kommer, at 92 procent af alle artiklerne er skrevet af mænd, mens kun otte procent er skrevet af kvinder.

Sportsjournalistik er altså som hovedregel lavet af mænd, skrevet for mænd og handler om mænd.

Men som sportsfans er en del af vores begejstring drevet af, at vi spejler os i sportsudøverne og fællesskabet. Hvad end det er som danskere, som udøvere af den sport, det handler om, eller som fans af de idoler, sportsstjernerne er. Og naturligvis er køn en del af den identifikation.

Men netop OL var fra begyndelsen på ingen måde tænkt som et sted for kvindelige atleter.

»Personligt er jeg imod, at kvinder deltager i offentlige konkurrencer. Ved De Olympiske Lege burde deres vigtigste rolle være den samme som ved de antikke lege – at krone sejrherrerne med laurbærkranse«, lød det fra grundlæggeren af de moderne olympiske lege og første formand for den internationale olympiske komité, IOC, Pierre de Coubertin.

Men allerede ved det andet OL i 1900 måtte han give sig. Kvinderne kom med i de to første sportsgrene – golf og tennis. Siden er det gået langsomt fremad, og ved OL i London i 2012 udgjorde kvinderne 44 procent af deltagerne.

Ting kan tage tid. På divisionsplan i fodbold har man nu endelig fået den første kvindelige dommer i herrerækken, men »er kvinden og manden nøjagtig lige gode, så vælger man selvfølgelig manden, fordi det er mændene vant til. Så ved man, at man får mindst muligt ballade,« kunne formanden for DBUs dommergruppe få sig selv til at sige, i stedet for at gå i kødet på et kulturproblem både blandt spillere og publikum. »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, og de skal holde sig væk fra drengenes bold, synes den stupide reklame-catchfrase at ekkoe rundt om på tribunerne på de danske stadioner og i TV-stuerne.

Og der er flere eksempler: Både Australien og Japan trak under sidste OL overskrifter, fordi deres kvindelandshold måtte nøjes med økonomiklasse, mens mændene fløj 1. klasse.

Med den manglende omtale kommer manglende sponsorkroner. Dermed bliver der væsentligt dårligere vilkår for de kvindelige sportsfolk. Og dermed bliver det i nogle sportsgrene svært for kvinderne at nå den professionalisering, der kan give mediedækningen.

Og det er værd at bemærke, at det ikke handler om styrke. Faktisk er kvinderne kommet tættest på at få lige så meget omtale som mændene i nogle af de mest kraftbetonede sportsgrene som tennis og atletik. Det handler snarere om traditionel vanetænkning, når kvinderne i sportsgrene som fodbold eller cykling er stort set usynlige – også selv om for eksempel fodbold får flere og flere kvindelige udøvere.

Måske kommer det sidste til at være den faktor, der endelig får kvinderne med frem i front på det absolutte sportsflagskib – fodbolden. For med udøverne følger også interessen, hvis ellers medierne vil samle den op. Da der sidste år var VM i kvindefodbold, bragte TV2 faktisk mange af kampene – dog på nichekanalen TV2 Sport. Aviserne dækkede det stort set ikke. Lige nu har det succesfulde danske kvindelandshold – modsat herrerne – gode muligheder for at kvalificere sig til EM i 2017.

Så måske vi til næste år kan få en ordentlig dækning af kvinderne, også i fodbold. I mellemtiden vil jeg tænde for OL og foran TV heppe lige så meget på de danske kvinder som de danske mænd. Jeg vil begejstres, når såvel kvindelige som mandlige sportsikoner slår verdensrekorder på stadionet i Rio. Og jeg vil vise mine døtre, at selvfølgelig kan de drømme om at blive professionelle sportsstjerner – ligesom alle drengene i klassen gør det.

Sporten inspirerer os. At se mennesker satse alt, bruge hver en fiber i kroppen og hver en celle i hjernen til at nå det ypperste, fascinerer os og er en del af selve det at være menneske. Længe har det været forbeholdt den ene halvdel af befolkningen, mens de mest læste sportshistorier om kvinder er »Her er de mest sexede fodbold-kærester«, som Euroman lagde magasinplads til, eller BTs fodboldartikel med clickbait-overskriften »Se her hvem der har de lækreste WAGs – Wife and Girlfriends«.

De fleste mænd har for længst forstået det, og til dem, der stadig hænger fast i fortidens indskrænkede fordomme, vil jeg sige:

Hvornår begynder I at forstå, at jeres døtre, jeres mødre og jeres søstre ikke længere vil nøjes med at krone mændene med laurbærkranse? Hvor svært kan det være at forstå: Vi vil være med.

Nina Groes. Fold sammen
Læs mere