Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den uundværlige konservatisme

Per Stig Møller: Vi gik i VK-tiden efter politiske resultater fremfor ramasjangpolitik, skriver Per Stig Møller. Det betød, at Det Konservative Folkeparti ikke fik tilskrevet æren af sine politiske sejre og derfor blev anset for at være et støtteparti i regeringen og dermed undværligt. Det er ikke retfærdigt. Det kan partiet bare ikke bruge til noget.

I slutningen af 1970erne genrejste Poul Schlüter Det Konservative Folkeparti og fra 1982 og ti år frem var han statsminister. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1943 vandt Det Konservative Folkeparti en stor valgsejr. I 1945 tabte partiet fem mandater og i 1947 yderligere ni. John Christmas Møller var ude. Til partiets landsråd i november 1947 havde han forberedt »en tale som ikke blev holdt«. Han var nemlig ikke velkommen. Men i sin forberedte tale tog han ansvaret for nederlaget, der bl.a. skyldtes, at Det Konservative Folkeparti fra 1945 havde været støtteparti for den Venstre-regering, der blev dannet efter valget i oktober 1945.

Det Konservative Folkeparti havde været »fuldt loyale over for ministeriet« og handlet bemærkelsesværdigt sagligt, sagde han, »men der var noget vi satte til. Vi fik mere og mere vanskeligt ved at fastslå i det offentlige omdømme, at vi var os selv. Og når offentligheden bliver usikker på dette punkt, så opstår der en fornemmelse af, at man kan undværes … Det er vor anseelighed, det er indtrykket af vor selvstændighed, det er galt med. Det begynder som en snigende sot, men så tager sygdommen fart, og hvis den ikke kommer under skrap kur, kan den blive en sygdom til døden«. Nuvel, partiet fik rettet sig og kom kun tre år efter i regering.

I 1975 styrtdykkede partiet igen. Dødsklokkerne ringede, men Poul Schlüter gav partiet en skrap kur og rettede det op. Syv år efter var han statsminister. I slutningen af 90erne gik det atter hastigt ned ad bakke, men i 1999 kom Bendt Bendtsen til, og to år efter var han vicestatsminister og skabte den første fremgang siden højdepunktet i 1984. Rygtet om partiets forestående død viste sig hver gang forkert.

Alligevel er Christmas Møllers tekst et relevant gensyn. For i dag bebrejder man os netop, at vi »ikke var os selv« under regeringssamarbejdet med Venstre fra 2001 til 2011. Med henvisning til andre, borgerlige partier siger man, at vi »kan undværes«, og sandt nok kan dét blive en sygdom til døden. At det endte godt de andre gange, betyder ikke, at det ender godt hver gang.

Imidlertid var vi faktisk os selv i VK-regeringen. Vi fik vores politik igennem. Inden regeringsdannelsen havde vi talt for skattelettelser. Dem fik vi igennem. Vi havde i en snes år talt for amternes nedlæggelse og styrkelsen af hospitalerne. Det kom igennem. Vi havde i årevis talt for en opstramning af retspolitikken. Det kom igennem. Vi havde efterlyst mere faglighed i skolen. Det kom igennem. Vi havde ønsket at styrke bevidstheden om den nationale kultur. Det blev gennemført. Og sådan kan man blive ved.

Vi gik efter politiske resultater fremfor ramasjangpolitik, som nok tager overskrifter, men ikke fører til noget. Det betød, at Det Konservative Folkeparti ikke fik tilskrevet æren af sine politiske sejre og derfor blev anset for at være et støtteparti i regeringen og dermed undværligt. Det er ikke retfærdigt. Det kan vi bare ikke bruge til noget.

Christmas Møller henviste i talen til, at han havde slidt og slæbt for at gøre partiet »uundværligt, først i dets egen bevidsthed, så i omverdenens«. Og dette er jo den rigtige rækkefølge. Det er den øvelse, Poul Schlüter straks tog fat på, og som Lars Barfoed har taget fat på med det konservative kompas, som skal følges op i praktiske handlinger, så omverdenen kan se og føle det.

For selv om man nu har flere borgerlige partier end på Christmas Møllers tid, skal det stå klart, at de andre kun har dele, vi har det hele. Vi har den sammenhæng mellem værdisyn og praktisk politik, som er forudsætningen for at stå stærkt i offentlighedens bevidsthed. Vi opfatter samfundet som en helhed, alle er medejere af og medansvarlige for. Vi står for frihed under ansvar. Frihed til at realisere vore evner og drømme, men også ansvar for at medvirke til, at alle andre får den samme mulighed. Derfor er vi imod et skattetryk, der er så stort, at det reelt tager dispositionsmulighederne fra individet og familien. Men vi er for en offentlig sektor, som sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Det offentlige skal ikke levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence. Derfor er en tilpas stor og velfungerende offentlig sektor nødvendig, men vi går imod dens kroniske vokseværk. Vi går ind for at privatisere, men der er dele af det offentlige ansvarsområde og den offentlige infrastruktur, som ikke kan privatiseres. Vi vil have sikkerhed for, at der leveres.

Når vi går ind for lavere selskabsskatter, er det for at styrke de danske selskabers muligheder for at stå stærkt i en global økonomi. Det er jo eksporten, som skal bære velfærden oppe. Og når vi går ind for lavere personskatter, er det for at styrke borgerne, så de kan påtage sig mere selv og disponere mere selvstændigt. Viljen til at løbe en risiko skal belønnes, for hvis ingen vil løbe en risiko, er der ingen løn uden for det offentlige, som ikke kan løse erhvervslivets opgaver, og som i så fald ikke vil få penge nok i kassen til at opretholde og forbedre de ydelser, samfundet skal sikre borgerne.

Som Poul Schlüter fastslog i artiklen »Sådan er det at være konservativ« 15. august 1998 er konservatismens væsen »at tage hensyn til hele nationen«, for partiet skal ikke være »en slags højreekstrem vildbasseforening«. Eller som Christmas Møller engang skrev: »Jeg vil i overensstemmelse med Det konservative Folkepartis tradition tænke mere på de fattige end på de rige, mere på de boligløse end på dem, der har for mange værelser...« – for de første skal nok klare sig. Det er de sidste, som har brug for samfundets hjælp. Derfor har Det Konservative Folkeparti en lang socialpolitisk tradition fra Lis Møller og Palle Simonsen til Pia Christmas-Møller og Benedikte Kiær.

For bl.a. at sikre gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur m.m. går vi ind for en stat, der er stærk nok til at rejse den svage, men for svag til at knække den stærke. Og vi forventer, at den stærke viser samfundssind, eller med Christmas Møllers udtryk, »landsmandsskab«. Det betyder, at man erkender, at man fik mulighederne for at udfolde sine evner og forfølge sine drømme i kraft af hele vores samfunds- og velfærdssystem og derfor giver tilbage til samfundet, så andre får de samme muligheder, som man selv fik.

Som Poul Schlüter udtrykte det i et interview i Fyens Stiftstidende fra 29. september 1988: »Jeg tror på et individualistisk samfund – ikke et egoistisk.«

Derfor går vi ind for, at skolen skal danne for livet og styrke hvert enkelt barn til den hverdag, det som voksent skal leve i. Det er godt, at det morer sig, men det er på sigt bedre, at det lærer noget. Derfor skal der stilles krav og forventninger til eleverne, og derfor skal de dygtige ikke mobbes, men yderligere opmuntres. Ligesom i sport. Succesen for de finske skolebørn og nu også de polske hviler på denne recept.

Når vi tager hensyn til »hele nationen«, betyder det også, at vi ønsker, at nationen skal hænge sammen og være sig selv bevidst. Man er velkommen her, men man skal vise vilje til at integrere sig, ellers var der jo ingen grund til at vælge netop Danmark. Danmark er ikke kun et stykke jord, men et sted, hvor vore forfædre har virket og udviklet vores samfund, sprog, traditioner, kultur og værdier. Hvis ikke vi selv finder alt dette værd at bevare, hvem skulle så? Lader vi kulturen forfalde, forvitrer rødderne, og det danske dør af mangel på ilt. Derfor skabte Brian Mikkelsen »kulturkanonen«, og derfor vil vi sikre og styrke de store, samfundsbærende institutioner, som skal holde historien ved lige og føje nyt til. For en kultur lever ikke, hvis ikke hver generation sætter sit præg på den, og så bliver den kun et kuriosum fra fortiden.

Som det vil være fremgået er konservatisme hverken socialisme eller liberalisme. Den er konservatisme, og den er uundværlig for ethvert samfund.