Den tyske valgduel er skudt i gang. Og hvilken duel!

Angela Merkel og Martin Schulz er direkte modstandere i kampen om at blive Tysklands kansler. Foto: FREDERICK FLORIN/Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Aldrig før i den tyske Forbundsrepubliks historie har udnævnelsen af en kanslerkandidat givet et lignende jordskred i meningsmålingerne som tilfældet Martin Schulz. Den tidligere formand for Europa-Parlamentet blev for nylig kåret som formand for SPD og bliver dermed Angela Merkels direkte modstander i kampen om det tyske kanslersæde.

For SPD begynder valgkampen med et uventet historisk gennembrud. Dagen efter partikonventet stod der med »Jesus vender tilbage«–skrifttyper hen over forsiderne på de tyske aviser: »100 prozent«.

Martin Schulz er valgt som formand og kanslerkandidat med 605 stemmer ud af lige så mange mulige. Det er aldrig sket før i SPD, og ikke siden de gyldne socialdemokratiske Willy Brandt–tider har SPD hyldet deres kanslerkandidat så ubetinget.

De unge stormer til SPD. Det så omdiskuterede højrepopulistiske parti, Alternative für Deutschland (AfD), synes på to måneder at have mistet pusten med Schulz’ indtog i tysk politik. Og selvom SPD ved det seneste delstatsvalg i Saarland ikke helt syntes at kunne profitere af Schulz-effekten, står SPD stadig i den bedste position i årevis.

Det synes overordnet set kun at gå én vej for Schulz, og det er opad. I CDU er man rettelig bekymret. Her stiller man sig selv spørgsmålet, om Schulz-effekten på landsplan overhovedet kan inddæmmes?

Den tyske valgduel er i gang. Og hvilken duel!

I det ene ringhjørne står en ægte statsleder. En verdenskvinde med enorm politisk og intellektuel tyngde. Men også en verdenskvinde, som til tider virker næsten partiløs.

Over for hende står en flamboyant, agerende og agiterende socialdemokrat, som forstår kunsten at være en folkenær antipopulist.

Soliditet vs. soliditet

Begge kandidater har en solid politisk bund. Soliditet konkurrerer med soliditet – men det sker på vidt forskellige bagtæpper af karakter, temperament og personlige egenskaber.

Det bliver den demonstrativt lidenskabelige Martin Schulz mod den lige så demonstrativt ulidenskabelige Angela Merkel. Det er kvinden, som alle kender, mod manden, som alle gerne vil lære at kende. Det er erfaringen mod friskheden. Det er et splittet unionsparti mod et helt og aldeles samlet SPD. Socialdemokrater i hver eneste lille tyske landsby har de seneste to måneder med entusiasme rullet den røde løber ud for Martin Schulz. De har opkaldt lokale pølser efter ham og givet ham de klassiske anerkendelsestallerkener, som lokale tyskere giver til æresborgere, de betragter som deres helt egne. Det står i skærende kontrast til de tyske kristendemokrater, hvor navnlig Merkels søsterparti, det bayerske CSU, helst havde set det sorte tæppe trukket væk under Merkel.

Så hvad taler overhovedet for, at den for bare få måneder siden urørlige Merkel kan blive siddende som kansler i yderligere fire år?

Merkels trøst er væk

Den Merkel, som trods interne vanskeligheder, for sølle tre måneder siden kunne trøste sig med, at alle hendes problemer var vand ved siden af hendes modkandidats. SPD-partilederen Sigmar Gabriel fandt de fleste nok dygtig, men ingen – heller ikke socialdemokrater – kunne rigtig lide ham. Den trøst for Merkel er forsvundet nu. Spørgsmålet er, om vi har set det endelige vendepunkt for Tysklands Mutti?

Svaret er: Ikke nødvendigvis.

Bekymringen i CDU er stor. Partiets valgkampmaskine er slet ikke i gang, og CDU har vanskeligt ved at få momentum. Men netop i ustabile tider kan alt det, som i denne tid synes at tale imod Merkel, vise sig at være hendes bedste vinderkort – og der er stadig lang tid til det tyske forbundsvalg i efteråret.

Stemninger har – senest bevist med netop Schulz – vist sig at kunne vende hurtigt. Og det er set før i tysk politik, at sommerfugles vingeslag har indvarslet kaos. Tyskerne er, modsat hvad mange tror, et ganske sensibelt folkefærd, hvor stemningsudløsende begivenheder kan ændre de politiske samspilsmuligheder betragteligt.

Angela Merkels optræden hos den amerikanske præsident Donald Trump har fyldt meget i de tyske medier. Kommentatorer og opinionsdannere over hele linjen har rost hende for sin måde at håndtere det akavede møde på. Det var her, Merkel for alvor viste, hvilken ro, soliditet og intellektuel kapacitet tyskerne råder over med hende som kansler.

Hendes ukunstfærdige facon, som over for en Schulz kan virke kedelig, blev her vendt til hendes fordel.

Kedelig bliver cool

I tysk optik kommer der flere og flere følelsesmæssigt labile statsledere til i verden, og tyskerne ser i høj grad sig selv som det stabile svar på den udvikling. Over for mandlige ledere med et – pænt sagt – særligt sofistikeret nervesystem bliver Merkels mildest talt sparsomme emotioner til et bevis på hendes suverænitet. Hendes kedelige fremtoning bliver cool, sådan som den har været det med skiftende styrke flere gange under hendes regeringstid.

Afgørende i valgkampen bliver, hvor stærkt de meget forskellige billeder af de to kandidater står i længden. Lazarus-effekten hos Schulz varer ikke nødvendigvis ved og viste sig ikke at kunne holde helt igennem ved et delstatsvalg.

Men foreløbig synes han at have fundet svaret på en række ubehagelige spørgsmål så som årsagen til højrepopulismen. Den er ifølge Schulz stigende ulighed, og det bestrider end ikke klassisk konservative i Tyskland længere. Men Schulz siger det klart. Herudover formår han at fremstå som manden, der kan tage et oprigtigt opgør med nødvendighedens nulsumspolitik, som ikke alene skaber ulighed og politisk hjemløshed for millioner af mennesker, men som i realiteten også er en vækstbremse på det Tyskland og det Europa, som efterhånden ikke kan huske vækstrater i nærheden af bare to procent.

Schulz personificerer et opgør med fortsættelsen af den nuværende kontraktive politik. Det gør han i sit selvvalgte mantra om at vise almindelige mennesker respekt, så han rent faktisk bevæger mennesker. Han kan tilmed gøre det troværdigt, fordi han ikke som sin forgænger er en del af den store regeringskoalition. Kritikere vil anføre, at han lige nu ikke gør så meget ud af sit modsatte løfte fra sin egen politiske biografi om ikke at ændre det store i den nuværende tyske politik, men al kritik preller for tiden af på Martin Schulz.

Hvad kan vi vente?

Sandheden om, hvilken politik vi skal forvente under en Schulz-ledet koalition, skal som oftest findes midt imellem de mange analyser til højre og venstre, så det vil næppe være forkert at opfordre alle til at slå koldt vand i blodet.

Tyskland vil stadig være mest af det samme og bestræbe sig på at udgøre Europas stabile anker uanset hvem, der bliver kansler. Mange af de ting, som Schulz nævner om gratis uddannelse, børnehaver og højskoler, er slet ikke noget, som forbundsregeringen i Berlin bestemmer. Det hører under delstaterne. Tyskland er i den henseende en føderal stat med Europas højeste grad af decentralisme.

Især udenrigspolitisk bliver det mestendels stilændringen, som især danske og nordiske politikere vil skulle bruge nogen tid på at vænne sig til med en eventuel ny beboer i Kansleramt. Merkel er den videnskabelige og pragmatiske, Schulz er den lidenskabeligt agiterende. Eller som en tysk kommentator skrev det efter weekendens SPD-kongres: Schulz er Merkel minus rombe, men plus furore.

Duellen er i gang. Ét er sikkert: Det bliver ikke en gentagelse af de seneste to valgkampe fra 2009 og 2013, for kedeligt bliver det ikke.

Jens Rohde er medlem af Europa-Parlamentet (RV).