Med gentagne afgiftsstigninger (i 2007, 2010 og 2011), sænkede promillegrænser og skærpede straffe på spritbilisme, øget overvågning og politibemyndigelser i nattelivet samt aldersbegrænsninger på salg af alkohol kunne man få det indtryk, at folketingspolitikerne på tværs af partier er enige om en hård sundhedspolitik på alkohol som en af de fire såkaldte KRAM-faktorer (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) der skal bringe folkesundheden på niveau med vore nabolande og spare de offentlige finanser for store sygehusregninger. Man kunne endda forvildes til at tro, at vi er vidne til statslig intervention over for de individuelle frihedsrettigheder på lige fod med den, der for få år siden bragte liberalister og lyserøde intellektuelle sammen i front mod »sundhedshetzen mod rygere«. Tiltagene sigter imidlertid alle til forhold, vi opfatter som følgeproblemer ved vores alkoholkultur - spritbilisme, vold i nattelivet, unges »skandaløse« druk osv. - og kan således netop ses som forsøg på at værne vores ellers »sunde« alkoholkultur.

Hvis man ser bort fra afgiften på alkoholsodavand, der dels værner de store danske bryggeriers hjemmemarked, dels primært er relevant for unge, er de stigninger, vi har set de seneste år, for intet at regne mod den halvering af afgiften på spiritus i 2002 og betydelige fald i afgifterne på øl og vin i 2004. Men også hvis man ser bredere på dansk alkoholpolitik de seneste årtier, tegner der sig et klart billede af liberalisering. Fra 1970 til 1990 fordobledes antallet af bevillinger pr. 1.000 indbyggere eksempelvis. Sidenhen er nationale tal ikke offentliggjort, men der er ingen grund til at tro, at kurven skulle være knækket: nattelivet udgør i dag en betydelig del af især de større byers økonomi, ligesom de enkelte bevillingsmodtagere er blevet større, end de var for årtier siden, hvor vi ikke havde diskoteker, caféer, restauranter, spillesteder og barer i samme omfang som nu, men til gengæld flere mindre værtshuse. Nattelivsindustrien tegner sig for en væsentlig del af servicebranchens indtjening. Åbningstider er gradvis blevet udvidet, både for barer og diskoteker, men også for fx kiosker, der nu kan sælge alkohol døgnet rundt. Restriktionerne på alkoholreklamer er blevet løsnet, ikke mindst ved en sløjfning af forbuddet mod TV-reklamer.

Ser man på den generelle regulering af markedet for alkohol, er der altså en klar tendens til laissez-faire-liberalisering gennem de seneste årtier. Man har tilgodeset et marked, der kunne erstatte byernes uddøende industri og brande dem som festlige kulturcentrer, og man er milevidt fra de diskussioner, der fx prægede debatten for 100 år siden, hvor vore nabolande indførte statsmonopol og stempelordninger, og hvor vi herhjemme over night fik tårnhøje afgifter på brændevin.

Når man således ser overordnet på de seneste årtiers alkoholpolitik i Danmark, er der ikke mange spor af hensyn til folkesundheden at finde. Hvis man altså ser bort fra gyldne hensigtserklæringer og »overvejelser« i den tidligere regerings handlingsplaner (fra 2002 og 2009), er der endda ikke meget at finde på forebyggelsesområdet - handlingsplanerne understreger nemlig det individuelle ansvar og kommunale kampagner som væsentligste strategier.

Jovist, der har været megen snak om at hæve afgifterne på alkohol drastisk. Men diskussionen, der som regel starter i en sundhedspolitisk sfære, ender rituelt i et merkantilistisk argument om, at hvis afgifterne stiger, stiger grænsehandlen bare tilsvarende. Denne argumentation har både den tidligere og den nuværende regering excelleret i.

Men hvad med indførelsen af aldersgrænser, er det ikke et entydigt eksempel på stramning? Det er det bestemt, men man kan dårligt kalde det et sundhedspolitisk indgreb. Indgrebene var snarere motiveret af forargelse over, hvad man så som en tøjlesløs drukkultur blandt de helt unge. Således har et afgørende argument været at udskyde alkoholdebuten hos de unge. Dette kan der være gode sundhedsmæssige argumenter for, men argumenter om at man eksempelvis ønskede at opdrage unge mennesker til at drikke mindre over deres livsforløb har ikke været styrende. Politikken har følgelig ikke været fulgt op af initiativer over for voksne. Meget tyder på, at danske vælgere og politikere (de voksne) er forargede over de unges alkoholvaner, men samtidig berøringsangste over for at forholde sig til deres eget forbrug.

Som sådan ligner den danske alkoholpolitik et velkendt neoliberalt skema: først deregulerer man, sænker skatterne og etablerer ophøjede principper om individets frihedsrettigheder (fx til at købe og sælge alkohol hvor som helst, når som helst og på hvilken måde man nu måtte lyste). Når der så kommer opmærksomhed på følgevirkningerne, må man alligevel som politiker udvise handlekraft. Men hvad gør man, når den ideologi, man har lagt til grund for systemet og for hele sin tænkemåde, netop afsværger alle andre politikker end markedets og det ukrænkelige individs? Man moraliserer. Man regulerer problemerne ét for ét på måder, der gør så lidt skade som muligt mod marked og individ. Mod problemerne i nattelivet indfører man visitationszoner, videoovervågning, dørmandsreglementer, spritkontroller osv., alt sammen rettet mod »dem der ikke kan styre deres indtag«, men piller ikke ved åbningstider og bevillinger. På samme måde indfører man aldersbegrænsninger på køb af alkohol, ikke fordi man pludselig finder det nødvendigt at skride hårdt ind for at forbedre den skrantende danske folkesundhed, men fordi man forarges over forestillingen om spritstive og ørlende teenagere. Få taler om spritstive og ørlende universitetsstuderende eller om rødvins­beduggede familiefædre i de små hjem, for det handler ikke om sundhed eller andre skadesvirkninger, men om forargelse.

Det er imidlertid ikke vores ærinde at advokere for udbudsregulering af alkohol med øgede skatter og lavere tilgængelighed. Forskningen peger på, at det langtfra er sikkert, at udbudsregulering i sig selv vil have nævneværdig effekt på alkoholforbruget, hvis det ikke falder sammen med en kulturændring: hvorfor drikker vi, hvilke sociale koder er forbundet dermed osv. Det vi pointerer er den påfaldende dobbeltmoral, som kendetegner den danske alkoholpolitik. Vi sporer en stor uvillighed til at se afgørende folkesundhedsproblematikker i øjnene, måske fordi det handler om et rusmiddel, der er hvermand helligt (modsat fx tobak og dårlig mad). Derfor er det ikke de voksnes alkoholvaner som sådan, der diskuteres og sættes ind over for. Men vi vil gerne forholde os til vores unge og pålægge dem regulering, lade staten skride ind og støtte de stakkels forældre, der ikke kan styre deres teenageres »oprørske« druk. Vores unge handler imidlertid ikke så meget i oprør imod deres forældre - de handler netop som deres forældre. De drikker, som de har set og lært. Vi skyder os selv i skoen ved - personligt og politisk - at vende det blinde øje til dette.

De unge er faktisk begyndt at drikke mindre. De er lige så stille begyndt at reflektere over både det negative og positive i alkoholen. Noget af denne forandring kan måske forklares i reguleringen, som har fået dem til at stoppe op. Måske vil dette endda følge dem gennem livet, så vi om ti eller tyve år også har en voksenbefolkning, der drikker mindre. Men ud over det kritisable ved den hykleriske opdeling mellem unge og voksne i en sådan sundhedspolitik-ad-omveje, må man stille sig kritisk over for, om dette vil ske, så længe alkoholproblemer er noget, man kan »vokse sig fra«.