Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den sunde balance mellem ansvar og pligt

Palle Simonsen og Benedikte Kiær: Der er brug for privatisering af ansvaret, for ellers forsvinder lysten til at engagere sig, og vi bliver i stedet blot forbrugere af velfærdsydelser med fokus på, hvad vi har ret til.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Der er brug for en omstilling af velfærdssamfundet, så ansvaret bliver ført tilbage til den enkelte. Udgangspunktet skal være folkeligt engagement, mere medmenneskelighed, etablering af sociale netværk og stimulering af demokratiet gennem deltagelse i samfundet. Det var budskabet i kronikken »Privatisering af ansvaret« fra 1983, skrevet af medkronikøren, Palle Simonsen, som dengang også var socialminister. Vores budskab i dag er: Der er mere end nogensinde brug for privatisering af ansvaret; ellers knækker velfærdssamfundet, og vi svigter de udsatte borgere i vores land og svækker demokratiet.

Og der er stadig udfordringer, som vi skal tage fat på i de kommende år. Eksempelvis er der behov for at inkludere mennesker med handicap langt bedre, end det sker i dag. Der skal arbejdes hårdere og tættere sammen med erhvervsliv, brancheorganisationer og andre for at skaffe rum til dem, der ikke kan fungere fuldt og helt på arbejdsmarkedets traditionelle vilkår. Der er også behov for, at vi får godt fat om nogle af de unge rødder i de udsatte boligområder - de skal have et perspektiv, en uddannelse og en fremtid. Men forudsætningen er, at vi har en solid og god økonomi, at ikke kun det offentlige, men alle bidrager og trækker i den rigtige retning.

Ligesom alle andre vestlige lande bliver også Danmark ramt af internationale økonomiske kriser. Efter årtiers økonomisk optur er bøtten vendt, og vi oplever - fuldstændig som under den økonomiske krise i 1980erne - at vores velfærdssamfund kommer under et stort pres. Præcist som under Schlüter-regeringen i 1980erne er det nødvendigt, at vi giver vores velfærdssamfund et tiltrængt servicetjek, ligesom det er nødvendigt at iværksætte reformer, så vi sikrer en bæredygtig offentlige sektor og grobund for vækst og udvikling.

Vi har taget de første skridt ad reformvejen med eksempelvis tilbagetrækningsreformen. Den skal være med til at forhindre, at offentlige ressourcer bruges på efterløn til sunde og raske mennesker i begyndelsen af 60-års alderen, som sagtens kunne tage et par år mere på arbejdsmarkedet. Reformen er nødvendig. For i årene fremover får vi massivt brug for mere arbejdskraft, hvis vi vil sikre vækst og velstand. Samtidig betyder den demografiske udvikling med flere og flere ældre, at velfærdssamfundet vil komme under et gevaldigt pres, hvis vi ikke bruger ressourcerne mere fornuftigt. Og her mener vi konservative, at de sociale ydelser og den sociale støtte bør målrettes de borgere, som har behov. Ellers vil fundamentet for vores velfærdssamfund smuldre, og vi svigter de mest udsatte borgere i vores samfund.

Det næste nødvendige skridt er et tiltrængt servicetjek af velfærdssamfundet - et tjek af den måde, vi har organiseret den sociale indsats på, og hvad den indeholder af løsninger. De offentlige udgifter har nået et rekordhøjt niveau. Alligevel oplever vi gang på gang eksempler på børn, unge og voksne, der kommer i klemme, og som falder igennem sikkerhedsnettet. Det fortæller, at der er brug for nytænkning. Løsningen er ikke mere af de samme offentlige løsninger i traditionel forstand. Derimod har vi brug for nye løsninger, mere fleksibilitet og inkluderende initiativer for at få alle med. Danmark er et af verdens mest lige lande og har desuden verdens højeste skattetryk - så løsningen er heller ikke at skrue et par ekstra gange på skatteskruen. Tværtimod. Det vil undergrave væksten, velstanden og dermed muligheden for at hjælpe socialt udsatte borgere.

Vi vil derimod fremhæve de muligheder, der er i civilsamfundet og den frivillige sektor - dvs. alt det, som ikke er den offentlige eller den private sektor. Netværk og den frivillige indsats kan nemlig hjælpe de socialt udsatte på en mere direkte og uformel måde end de mere traditionelle offentlige tilbud. Samtidig har civilsamfundet og den frivillige sektor vist vejen for udviklingen af velfærdssamfundet og dets kerneinstitutioner - f.eks. er børnehaver, plejecentre og krisecentre udsprunget af borgernes egne initiativer. Det er derfor på tide, at give plads til den udviklingskraft, der er i civilsamfundet. Det styrker demokratiet, men derudover er der også mange muligheder for bedre løsninger med et tættere og stærkere samspil mellem civilsamfundet, myndighederne og de etablerede offentlige institutioner.

Men det kræver først og fremmest, at kommunernes overtagelse af selvejende institutioner og sociale tilbud fra den frivillige sektor stoppes. Et eksempel er daginstitutionerne. For 30 år siden lå andelen af selvejende daginstitutioner på 50 procent. I dag er andelen godt 20 procent. Det skal være lettere at oprette en ny eller omdanne en eksisterende kommunal institution til en selvejende. Derudover skal stat, kommuner og regioner samarbejde og inddrage civilsamfundets mange aktører i langt højere grad, end det sker i dag. Der skal indgås ligeværdige partnerskaber for at løse de udfordringer og opgaver, der er i samfundet.

Der er for eksempel gode erfaringer med at indgå partnerskab med Mødrehjælpen, der hjælper unge sårbare mødre med at få taget deres uddannelse, få et arbejde og opbygge et stabilt socialt netværk. Det styrker forældrerollen, øger selvværdet og reducerer antallet af anbringelser - kort sagt et partnerskab, der bryder den negative sociale arv. Samarbejdet med civilsamfundet skal også omfatte de socialøkonomiske virksomheder. Det vil betyde flere socialøkonomiske virksomheder som eksempelvis »Specialisterne«, »Allehånde Køkken« og »TV Glad«, der fremmer og udvikler de mange ressourcer, der er blandt mennesker med handicap. Mulighederne er mange, og fælles for de mange socialøkonomiske virksomheder er, at de er med til at inkludere ressourcesvage borgere i vores samfund - borgere som førhen måske sad uvirksomme og ensomme tilbage på en institution.

Der er et stort potentiale i civilsamfundet, når vi skal fremtidssikre vores velfærdssamfund med hurtig og effektiv hjælp til de udsatte og sårbare. Og her skal der lægges vægt på forebyggelse, ligesom den sociale indsats skal blive langt bedre til at bruge viden og de tiltag, som virker. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - er i gang med at undersøge effekten af den »almindelige« sociale indsats sat over for nye og mere systematiske indsatser. Det er et meget vigtigt arbejde, for dermed kan vi få mere dokumentation for, hvordan vi bedre kan hjælpe udsatte borgere, ligesom vi bliver klogere på, hvad vi får for skattekronerne.

Heldigvis er der en stigende interesse i både den sociale og frivillige sektor for mere viden og flere effektstudier. Et par gode eksempler er Socialpædagogernes Landsforbund og den frivillige organisation Mødrehjælpens arbejde med at finde frem til den sociale indsats, som hjælper og støtter den enkelte bedst. Det er godt for den enkelte og for samfundsøkonomien. Derfor hilser vi denne udvikling meget velkommen, og vi ser det som det offentliges opgave at bakke op. For dermed kan vi eksempelvis langt hurtigere finde frem til det barn, der har problemer, sætte den rigtige indsats i gang og enten få en familie til at fungere igen og forebygge en anbringelse, eller finde det bedste sted uden for hjemmet for det enkelte barn. På den måde får barnet langt bedre muligheder for at få et godt liv med uddannelse, arbejde og familieliv.

Vi er ikke i tvivl om, at i et stærkt og sundt demokratisk samfund tager borgerne personligt ansvar - ikke kun for sig selv og deres familie, men også for dem, man ikke kender. Vi tror på, at vi som borgere har lyst til at engagere os og tage ansvar. Derfor er det velfærdssamfundets fornemste opgave at skabe de bedste rammer for vores virkelyst. Men ligesom der er brug for reformer for fremover at sikre velstand og et stærkt socialt sikkerhedsnet for udsatte børn og voksne, er der også brug for, at stat, regioner og kommuner giver plads til, at vi kan udfolde vores ansvar. Der er brug for privatisering af ansvaret, for ellers forsvinder lysten til at engagere sig, og vi bliver blot forbrugere af velfærdsydelser med fokus på, hvad vi har ret til. Vi skal i stedet spørge os selv, hvordan vi kan styrke fællesskaberne og hjælpe vores medmennesker gennem aktivt medborgerskab. Dermed styrker vi demokratiet og skaber en sund balance mellem borgerens eget ansvar og pligter på den ene side, og effektiv hjælp til dem, der i kortere eller længere tid ikke kan klare sig på egen hånd.