Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den største kunst til de mindste

Sigurd Barrett: De »gamle dyder«: den klassiske kunst, den kristne tro, den traditionelle familie, den klassiske opfattelse af dannelse og dyder, er under opløsning. Skal alle de gamle værdier smides over bord og erstattes af nye, eller kan nogle af dem have en plads i fremtidens kommunikationssamfund? Her kommer formidlingen ind i billedet, skriver Sigurd Barrett, der i går modtog Rosenkjærprisen for 2009.

Tegning: Kamilla Wichmannn Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi lever i en tid, hvor formidling er vigtigere end nogensinde. I takt med, at informationsstrømmen er hurtigere end nogensinde og mulighederne for kommunikation er eksploderet, er vi som moderne mennesker efterhånden blevet for rastløse til at ville stoppe op og skabe rum til fordybelse i noget som helst. Det går ud over vor evne til at give os hen til kunst, til spiritualitet og til hinanden. I fremskridtets hellige navn ræser vi af sted i livets overhalingsbane med en MP3-afspiller i den ene hånd, en iPhone i den anden og en enkelt finger på rattet, medens vi febrilsk tjekker SMS, MMS og voice mail. Små elektroniske beskeder, små elektroniske underholdnings- og nyhedsindslag. (Og det er helt bevidst, at jeg skriver vi, for jeg har bestemt samme tilbøjelighed!) Men mange spørgsmål trænger sig på i den forbindelse:

Hvor blev fordybelsen af?

Hvor blev eftertænksomheden af?

Hvad skete der med den lange samtale?

Den dybe refleksion - og symfonien, som var så lang, at tiden gik i stå?

Jeg synes, at vi med god grund kan tage fat på debatten om vort kollektive værditab.

For kun få generationer siden havde vi en række klart definerede fælles værdier, som vort samfund byggede på. På det åndelige plan var Folkekirken vor fælles reference, og inden for kunst satte hæderkronede institutioner som for eksempel landets symfoniorkestre en dagsorden, som ikke var til at komme udenom. I dag er alt forandret - ikke nødvendigvis til noget dårligere - men dog forandret.

Siden ungdomsoprøret i 60erne og 70erne har den klassiske musik været trængt i baggrunden og er af mange blevet betragtet som en forældet kunstart med rødder i den gamle sorte skole.

Seminarier har underprioriteret den, og som følge deraf har nye generationer ikke mødt den - med masser af fordomme til følge. Gennemsnitsalderen i koncertsalene stiger og stiger, og antallet af kvalificerede danske musikere i orkestrene falder og falder.

På samme måde er den kristne tro blevet mindre og mindre trendy. I vor angst for ikke at følge med tiden vil færre og færre af os bekende os til noget så gammeldags som troen på Gud og Jesus.

Helst skøjter vi hen over livets allerstørste spørgsmål under henvisning til, hvor travlt vi har. Men når behovet for åndelighed alligevel indfinder sig - og det gør det før eller siden hos alle mennesker - så bekender vi os hellere til troen på »noget højere« eller »en stor kærlig kraft«, end vi kalder det kristen tro. Vor kristne kulturarv er endda så tabubelagt, at mange forbigår at tale med deres børn om tro. Dels fordi det er det nemmeste, dels på grund af blufærdighed eller uvidenhed, og dels fordi de selv er uafklarede i det spørgsmål. Mange nævner stadig barndomsbilledet af Gud som en lille mand med gråt skæg på en sky, som intet moderne menneske selvsagt kan forbinde sig selv med. At den store »kærlige kraft« godt kunne være Gud, udelukker mange af os.

Der kunne nævnes mange andre eksempler, men jeg mener ikke, det er forkert at konkludere, at vi generelt oplever et værditab. De »gamle dyder«: den klassiske kunst, den kristne tro, den traditionelle familie, den klassiske opfattelse af dannelse og dyder, er under opløsning, og rådvilde ser vi os om for at finde ud af, hvordan vort værdisæt skal reformuleres. Kan man lytte til klassisk musik uden at være bagstræberisk? Kan man lytte til opera uden at være excentrisk? Kan man tale med sine børn om Gud uden at være sekterisk? Kan man lytte til jazz uden at være en støvet oldsag?

Skal alle de gamle værdier smides over bord og erstattes af nye, eller kan nogle af dem have en plads i fremtidens kommunikationssamfund?

Her kommer formidlingen ind i billedet!

Uden et respektfuldt kendskab til vor kulturs kunst eller tro har vi ikke en chance for at tage stilling til nogen af delene. Til- og fravalg må ikke ske på baggrund af fordomme. De skal ske på baggrund af indsigt, og denne indsigt er der mange, der af gode grunde ikke har. Jeg tror, det er vigtigt, at vi momentvis tillader os selv at genopdage fordybelsens glæder og den indsigt, stor kunst kan give os, hvis vi til gengæld giver os tid til dem midt i vort travle liv. Det er derfor med stor respekt og ydmyghed over for stoffet, jeg (ofte i samarbejde med DRs ensembler og med min ven og kollega Nikolaj Hansen) har kastet mig over formidlingens svære kunst. Først klassisk musik, så big band jazz, dernæst opera - og nu bibelhistorier.

Jeg har i mit arbejde lagt vægt på at fremhæve de største værker og de følelser og budskaber, som de rummer. Virkemidlerne har været humor, musik og fortælling, men altid i respekt over for stoffet. Formidlingen har formelt været til børn, men i virkeligheden har den rettet sig mindst lige så meget mod voksne. Seertal, publikumstilstrømning og priser har indiceret, at denne formidling åbenbart er faldet på et tørt sted, og jeg er blevet overvældet over den glæde og begejstring, det er lykkedes at kunne skabe sammen med symfoni­orkestre, big bands og operasangere - på TV, i udgivelser og live rundt i hele Danmark.

Børn og voksne oplever sammen, og de underholdes, imens de lærer. Sammen deler vi den store kunst, og alle går vi berigede derfra. På denne måde skabes et kendskab til vor fælles kulturarv, som forhåbentlig også kan have en plads i vor fremtidige selvforståelse. Side om side med de mange nye tiltag inden for kunst, kultur og kommunikation, som jeg alle hilser velkommen, opdager vi, hvordan Beethoven, Mozart og Bach stadig har en gyldighed - hvis vi altså tør gå ombord i dem sammen med vore børn.

»Sigurd, kan man røre ved et symfoniorkester?« spurgte en lille dreng mig engang. Ja, det kan man! Hvis man tør ...

Det er med stor ydmyghed og taknemmelighed, jeg modtager årets Rosenkjærpris, og jeg glæder mig til at udarbejde de seks radioforedrag, som jeg skal kvittere for prisen med. Det bliver tre musikalske foredrag (et om jazzpianister, et om russisk rock og et om gruppen Kraftwerk) samt tre formidlingsforedrag (et om musikformidling, et om formidling til børn og et om projektet »Sigurd fortæller bibelhistorier«, som udkommer palmesøndag i denne måned). Det er desuden mit håb, at formidling som sådan vil komme endnu mere i højsædet, så de kommende generationer kan få endnu større indsigt i al den store og vidunderlige kunst, der findes i denne verden.

Det synes jeg, vi skylder dem!