Den sande Scavenius II

Den omstridte besættelsestidspolitiker Erik Scavenius var ikke fornuftens mand under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Han var følelsernes mand, som hæmningsløst brugte sin position hos nazisterne til at gennemtrumfe sin vilje. I to kronikker fortæller mag.art., fhv. ambassadør Uffe Andreasen, om Scavenius.

Uffe Andreasen, Mag.art. Fold sammen
Læs mere

Den nyeste myte om Erik Scavenius er som beskrevet i gårsdagens kronik, at han som samarbejdspolitiker var Danmark en god mand. Men den reelle sandhed er, at alle regeringsbærende partier gik ind for samarbejde, som sagerne nu engang stod efter 9. april 1940. Det var ikke her, der var uenighed. Uenigheden gik entydigt kun på spørgsmålet om graden af samarbejde. Scavenius’ doktrin var, at tyskerne skulle have mere, end de bad om. Når han blev siddende som minister, skyldtes det ganske enkelt en anden grund: Naziregimet ville have ham.

Hvem var Erik Scavenius? Af type var han autoritær og fascineret af Preussen og ringeagtede samtidig England. I tiden før og under Første Verdenskrig gjorde han en glimrende karriere som embedsmand og udenrigsminister og var 1932-40 formand for dagbladet Politikens bestyrelsen, før han igen gik ind i udenrigspolitik. Hans udsagn om »folket« er så grove, at hvis man citerede dem i dag, ville man blive mødt med vantro. Men uden respekt for indbyggerne i et demokrati kan man ikke være med i dets ledelse – det blev en vigtig grund til også hans politiske fiasko.

Han levede i verden von gestern, og denne verdensfjernhed gik desværre også ud over hans diplomatiske analyser: Han fattede ikke, at nazisternes udenrigspolitik kom fra en helt anden verden end Bismarcks – hans beundrede forbillede. Den socialdemokratiske landbrugsminister Kristen M. Bording sagde under et ministermøde: »De (Scavenius) er romantikeren.« At denne tro på og fascination af Tyskland også fortsatte livet igennem (se Siegfried Matlok Danmark i Hitlers Hånd 1989, Fund og Forskning 1995 etc.), er bl.a. belyst i Niels Barfoeds kronik Erik Scavenius blinde plet (Politiken 27.1.2013) om Scavenius’ omgang i 1950erne med bl.a. danske og tyske nazister. Citat: »Churchill var en uforstandig, skadelig person«, »Hitler ville en dag få status som Napoleon«, »Tyskland havde i felttoget mod Polen ikke gjort andet, end hvad der var nødvendigt«, og lignende guldkorn.

Men ser man endda bort fra hans moralske svigt, så tog han også som diplomat fejl gang på gang. Hans kære tanke om en told- og møntunion med Tyskland var fra starten en død sild. Den gik mere og mere i vasken, og denne hans første indsats som minister blev en fiasko, ja, bevirkede at hans renommé som »troldmanden« fra Første Verdenskrig led et afgørende knæk fra starten, både hos de danske og tyske embedsmænd og politikere.

Hans Kirchhoff skriver i samlingsværket Mennesker (1996) at »i flere tilfælde lykkedes det faktisk – imod Scavenius’ ønske – at afvise tyske krav, og i endnu flere blev de forhandlet kraftigt ned«, og den konservative Ole Bjørn Kraft skriver i sine erindringer, at erfaringerne i regeringen var, »at det var muligt at få tyskerne til, hvis vi ydede modstand, at modificere kravene og endog frafalde dem ved forhandlinger. Eksempler: udlevering af torpedobådene (et mindre antal uden våben), bevæbningen af danske handelsskabe (som helt bortfaldt), told og møntunionen (der ikke blev til noget), kravet om statsminister Thorvald Staunings tilbagetræden i 1941, som Scavenius støttede, men som blev opgivet, Anti-Komintern-pagten, der ved forhandling fik en betydningsfuld dansk begrænsning osv. Der var en stadig kamp med Scavenius i ministeriet for at opnå disse resultater. Det var ikke altid, at modstanden sejrede, bl.a. fordi Scavenius på forhånd havde sagt ja til de tyske synspunkter« (»En Konservativ politikers erindringer«, 1971).

Til disse eksempler kunne føjes en række andre, f.eks. aflevering af den danske hærs våben og materiel til den tyske Wehr- macht (blev væsentligt reduceret), udlægning af falske sø-afmærkninger ved Esbjerg havn (kravet forsvandt), antiluftskyts på vore færger (bortfaldt) og beordring af en del danske officerer til tjeneste ved den tyske hær (taget af bordet). Også i disse tilfælde sagde Scavenius omgående »ja« til tyskerne, og det er alene de øvrige danske politikere, vi kan takke for, at vi ikke blev ført længere ud i kollaborationen med nazi-Tyskland. Den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen sagde til Scavenius under et regeringsmøde: »Når udenrigsministeren siger, at det er gået godt, fordi han fik sin vilje – kan man med større ret sige, fordi han ikke fik den.« Klarere kan det ikke udtrykkes.

Scavenius blev ikke opfattet som fin i kanten af sine politiske ministerkolleger. Allerede ved sin allerførste optræden, med den berygtede 8. juli 1940 erklæring – det var den med »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring« – vakte han voldsomt røre. Der var ifølge den konservative Christmas Møller nærmest tale om et bedrageri. Under forhandlingen forud om ministeriets dannelse havde Scavenius ikke nævnt erklæringen med et ord. Først efter at ministrene havde været hos kongen, hev han den dagen efter frem (med Staunings billigelse), og hans kolleger blev bondefanget til at godkende den – eller sprænge regeringen, hvad jo ikke mange havde lyst til i en nydannet regering, juli 1940. Fifleriet fortsatte, da Erik Scavenius (som det senere blev åbenbaret) som minister gik ind og rettede i Udenrigsministeriets direktørs referat af dennes samtale med tyskerne om en told- og møntunion, så det passede til, hvad Scavenius ville have, at der skulle være sagt i samtalen – for derved at bruge dette rettede »referat« mod de øvrige ministre.

Snart efter, ved årsskiftet 1940-41, var det Danmarks statsminister, der stod for tur. Den tyske rigsbefuldmægtigede havde sat et ønske om Staunings afgang til debat, men i sit referat til den øvrige regering gjorde Scavenius med en tilsnigelse kritikken til et tysk »muss«. Endnu i erindringerne skriver han det modsatte, at det var ham selv, der »så indtrængende havde frarådet, at Stauning trådte tilbage«, hvortil hans (i øvrigt stærkt solidariske) biograf Viggo Sjøqvist tørt bemærker: »Dette turde være en sandhed med modifikation«. I dag havde en minister ikke overlevet en måned med den illoyalitet, som Scavenius udsatte sine ministerkolleger for.

Et almindeligt element af hans fiflerier var, at han i virkeligheden havde bundet Danmark over for tyskerne, før han forelagde sagerne i regeringen. Ved en storvask i ministermødet 9. juli 1941 rasede samtlige politiske partier mod denne praksis. Scavenius meddelte, at han da måtte gå som minister. Både statsminister Stauning og resten af de politiske ministre erklærede sig enige. Men det lykkedes ikke at finde en erstatning. Begge de (formentlig) tysk-acceptable kandidater, tidligere udenrigsminister P. Munch og berliner-gesandten O.C. Mohr, sagde af forståelige grunde nej, og Scavenius kunne fortsætte.

Snart efter kom spørgsmålet om Antikomintern Pagten (tysk-japansk pagt vendt mod kommunismen), som Scavenius gerne ville tilslutte sig uden forbehold. Han fremturede endda ved at sige, at underskriften ikke blot var en symbolsk gestus, men at Danmark, hvis tyskerne ville det, »måtte tilslutte sig aksepagten« (det nazistisk-fascistiske fællesskab i Europa, noget som Scavenius efter krigen benægtede).

Som socialdemokraten Vilhelm Buhl kaldte det: at Danmark ved »direkte deltagelse i krigen med leverancer af dansk mandskab til aksens fronter« ødelagde sit image i den del af verden, der let kunne blive – og som blev – sejrherre, havde Scavenius ingen forståelse for. Og imaget blev beskadiget. Nu var det ikke blot Kauffmann i Washington, men også Reventlow i London og andre danske ambassadører, der måtte tage bruddet med Scavenius. Sådan fortsatte det, indtil eksplosionen kom i august 1943, hvorved regeringen gik af. Scavenius ville have fortsat, men det blev hans exit i dansk politik.

Han stod – meget rosværdigt – ved sin holdning også efter 1945, og han fastholdt konsekvent, at det havde været til Danmarks bedste. Men resultaterne viser det modsatte, og som socialdemokraten Jens Otto Krag skriver var Scavenius’ »politik under Anden Verdenskrig baseret på fejlvurderinger«.

Var hans overdrevne tyskvenlighed blevet gennemført fuldt ud – hvad den takket være de øvrige politikere ikke blev – havde det været fatalt for Danmark.