Den perfekte forretningskvinde

Mens litterater diskuterer Karen Blixens hemmelige halvsøster, har andre fået øjnene op for hendes status som forretningskvinde. Hun var – længe før et begreb som TV-personality blev almindeligt – usædvanlig dygtig til at markedsføre sine bøger gennem branding og eksklusive sociale netværk.

Karen Blixen. Ca. 1941. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Med Karen Blixen som en af de største, gjorde Politiken det til en forsidenyhed, da forfatteren og historikeren Tom Buk-Swienty sidste år – bevæbnet med research fra sin bog »Kaptajn Dinesen« – overraskede med sin tese om hendes fars selvmord.

Vilhelm Dinesen, som var Karen Blixens far, skulle i 1895 have valgt døden, efter at være blevet taget i at gøre en tjenestepige gravid, og derved kommet til kort over for den magtfulde svigerfamilie Westenholz, han ellers havde sværget troskab.

Selv om Buk-Swienty har kunnet sætte navn på Blixens halvsøster, hvilket professor Lasse Horne Kjældgaard har kaldt »en verdensnyhed«, så mangler vi stadig beviset. Og spørgsmålet er, om selv et bevis vil gøre nogen forskel? Specielt, hvis den fraværende fars betydning for Blixen er overvurderet!

Buk-Swientys tese modsiger en anden bevægelse i Blixen-forskningen. Nemlig afdækningen af hendes forretningsmæssige indsats, herunder forholdet til onklen Aage Westenholz, der kontrollerede hendes afrikanske farm.

Kun få af de ca. 1.500 titler, som Karen Blixen Museet har registreret, beskæftiger sig med Blixens indsats som forretningskvinde: min »Berømmelsens anatomi« (L&R, 2004), Grethe Rostbølls »Mod er svaret« (Tusculanum, 2005) og Moa Matthis disputats »Selling Isak Dinesen’s Seven Gothic Tales in 1937« (Umeå, 2014).

Selv om Blixen faktisk var født ind i et bomstærkt netværk af internationalt orienterede forretningsmænd, så er det karakteristisk, at litteraterne ud fra deres genstandsfelt må underprioritere dette forhold for at betragte hendes mange år som CEO i Afrika snarere som en skønånds individuationsproces (modning og personlighedsudvikling, red.), end en ledelsesmæssig udfordring, der faktisk bar kimen til hendes senere succes i sig.

Dette skyldes også, at forskerne indtil for nylig ikke har haft adgang til Blixens korrespondance med mangemillionæren og magnaten Aage Westenholz. Takket været ph.d. Benedikte Rostbøll ved vi dog nu, at Blixen var knyttet til Westenholz: »Der er meget venlighed, oprigtighed og hjertelighed i brevene,« siger Rostbøll og bekræfter, at Blixen i Westenholz-brevene skriver »som en datter, der skriver til sin far.« I et brev fra 1921 fra den erfarne erhvervsmand til Thomas Dinesen, Blixens bror, hedder det dog også: »Tanne (Karen Blixen, red.) har større evner end nogen af os. Hun er klogere end du og jeg, for klog er hun og kører med os…« Fordi hun var så klog at satse alt på kunsten, mangler vi en diskussion af hendes forretningsmæssige indsats.

Kombinationen af det i dag verdenskendte forlag Random House og Book-of-the-Month Club blev i 1934 et vendepunkt for Blixen, der havde været vant til at overleve på Westenholz’ nåde. Udover en forlagscheck på 8.000 dollars – dengang ca. ti håndværkerårslønninger – blev hun med navnlig Book-of-the-Month Club del af en veritabel marketingmaskine. Hvilket bl.a. kan forklares med, at bogklubbens stifter Harry Scherman var økonom og tidligere tekstforfatter på reklamebureauet J. Walther Thompson. Et af den moderne brandings arnesteder.

Gennembruddet har bragt Blixen en erkendelse af, at hun var sammen med usædvanligt dygtige markedsførere. Hvilket igen gjorde hende, som Dr. Matthis skriver, en »fast learner«. Blixen var så lærenem, at hun ikke blot kom på øjenhøjde med forlæggerne. Hun overtalte dem også til at hjælpe med de lukrative magasinudgivelser, de ikke havde interesser i. »Efter at hun havde opnået succes, behandlede hun sine amerikanske velgørere snarere overlegent,« konkluderer Matthis.

Længe før, at begreber som »reality stjerne« og »TV-personality« blev almindelige, gjorde Karen Blixen sig til et ikon, en let genkendelig skikkelse, som pegede på hendes fantastiske for- tællinger. Verden husker Karen Blixen på løvejagt, Karen Blixen iført pjerrotdragt, Karen Blixen med mærkelige spidse hatte, Karen Blixen i selskab med Marilyn Monroe.

Hendes kommunikative diskurs flugtede med tidens branding, hvor man mente, at publikum faldt til patten, når ellers afsenderen igen og igen gentog sit salgsbudskab med henblik på at opnå synlighed, opnå brand awareness.

Blixen arbejdede så energisk på sin synlighed, at det kunne føre til barokke episoder. Forfatteren Thorkild Bjørnvig overværede f.eks. flere gange, når hendes privatsekretær kom og ville afklare forespørgsler om foredrag, at Blixen svarede: »Sig mange Tak, det vil jeg gerne… Men husk at ringe Afbud Dagen før!« Underforstået, at hun kunne få arrangørerne til at slå reklametrommerne – uden at hun (som den ældre skrøbelige kvinde hun også var) selv behøvede at møde frem.

Næst efter forfatterskabet var Blixen en genial netværker. Når hun er kommet til at tilhøre den litterære kanon, skyldes det bl.a., at hun fik gjort meget yngre kulturpinger til ambassadører for sin sag. Hun fulgte den samtidige sociolog Paul Felix Lazarsfelds two step flow-model for udbredelse af en ide. Hvis trin 1 er annoncering i massemedierne, er trin 2 sociale netværk, hvor det gælder for afsenderen om at påvirke særligt interesserede og indflydelsesrige mennesker.

Troen på opinionsledere demonstreres i et brev til mosteren Mary Bess Westenholz fra 1924, hvor Blixen forsvarer sine forsøg på at komme i kontakt med den aldrende, kvindekære litteraturkritiker Georg Brandes. Tilnærmelser, som familien forpurrede. »Brandes kunne have gjort en forfatter… af mig, som han gjorde det med så mange… Havde jeg dengang realiseret, hvor meget, der stod på spil, så havde jeg vel… haft kraft til at narre eder.«

Blixen kunne dog også bryde dette mønster. Trods sit netværk af indflydelsesrige jævnaldrende, opbyggede hun i sine sidste leveår et nyt netværk af unge, mandlige litterater, hvilket cand.mag. Sune de Souza Schmidt-Madsen får til, at Blixen mistede sit indre kompas med »alliancer, der var en blanding af dæmoni og besættelse, og som fik tragiske følger for alle implicerede.«

Jeg er ikke enig. Tværtimod er forbindelsen med de unge lømler, der mange år senere skulle blive fremtrædende opinionsledere – Aage Henriksen (professor), Thorkild Bjørnvig (dr.phil.), Ole Wivel (forlagsdirektør), Knud W. Jensen (Louisianas stifter) – en fantastisk forudseende disposition.

Intet havde været lettere for Blixen end at netværke med jævnaldrende, men ved at arbejde med de unge, fulgte hun den karrierekurs, som er beskrevet af sociologen Mark Granovetter som »de svage forbindelsers styrke«. Nemlig, at variationer i netværket – alder, herkomst, beskæftigelse – fremmer udbredelsen af en idé. Med de unge kunne Blixen forlænge livsløbskurven for sig og sine kulturprodukter ud i det uendelige. De unge blev ambassadører for hendes sag, og hendes budskab nåede et vækstlag, hun ikke selv havde adgang til. Omvendt lod hun på Rungstedlund gennem cross-promotion de unge møde ellers uopnåelige kulturpersonligheder. De kendte blev ifølge filosoffen Jurij Moskvitin tilsagt en halv time før – så der blev tid til fotografering, før de unge kom til.

Blixens personlige branding skulle naturligvis give problemer, og er – »At man dog skal nøjes med jer. Naar jeg tænker paa, hvem jeg i mit liv Liv har været sammen med, de pragtfulde Masaier, General von Lettow og Prinsen af Wales« – beskrevet i personlig branding-litteraturen af sociologerne Lionel Wee & Ann Brooks som »synthetic personalization«.

Omvendt skygger denne sociale reduktionisme ikke for det utrolige engagement, videbegær, høje kunstneriske standard og higen efter at erobre ukendt territorium, der var så karakteristisk for Blixen. Fordi hendes »hvileløse higen efter at overskride de kendte grænser for menneskelighed, efter at blive overmenneske, myte, vendepunkt«, for at citere Aage Henriksen, bar pinligheder med sig, er der opstået et tabu omkring hendes karrieretiltag. Man kan næppe klandre Blixen og hendes kreds for at vælge deres kurs, litterater, som de var. Hvem havde brug for Blixen som en forretningsmæssig rollemodel, i en tid hvor flest kvinder gik hjemme?

Men fordi samfundet har ændret sig i Blixens retning, er det vigtigt at få fortalt denne ret ukendte erhvervshistorie. Så vi kan lære af de omkostninger, Karen Blixen bød sig selv, dengang det ikke stod skrevet, at kvinder kunne nå helt til tops – som Blixen.