Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den menneskelige pris for krig

Signe Lau og Gunnar Olesen:I mere end 16 år har Danmark været et krigsførende land. Ca. 25.000 danske militærfolk har været i Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan. Der har været meget fokus på militærets økonomiske omkostninger, men der er også alvorlige menneskelige konsekvenser: post-traumatisk stress, psykiske lidelser, selvmord, misbrug og kriminalitet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da koldkrigen stoppede blev Danmark for alvor et krigsførende land. I 1994 var danske kampvogne i 'slaget ved Tuzcla' (Bosnien) forsidehistorie i verdenspressen. Siden da har ca. 25.000 danske militærfolk været udsendt for at støtte udenrigspolitiske, aktivistiske tiltag - fordelt på over 40.000 udsendelser, da mange har været udsendt flere gange. De fleste til eks-Jugoslavien (30.000), hvor udsendelse til Kosovo startede i 1999 og fortsatte til sidste år. I 2002 startede Afghanistan, nu med ca. 7.500 udsendelser. 2003-07 var der 6.344 udsendelser til Irak. I eks-Jugoslavien var de udsendte tæt på brutale borgerkrige og deltog selv i enkelte kamphandlinger. I Irak og Afghanistan har det været 'rigtig krig' for de fleste. Det drejer sig mest om mænd og mest unge, med en støt faldende gennemsnitsalder. De er draget af sted af egen fri vilje. At dømme efter, hvad vi hører, drevet af ønsket om at tjene en god sag, oplevelseslyst og det kammeratskab, de oplever. Desuden kan man gætte på, at arbejdsløshed og løn har spillet en rolle. At dette er kostbart for Forsvaret, er der stigende opmærksomhed om. Også opmærksomheden om de menneskelige omkostninger for udsendte og pårørende er steget i takt med tabstal i Afghanistan. Forsvarschef Knud Bartels sagde for nylig, at han vil fokusere på »de psykisk sårede« soldater, både under og efter udsendelsen, idet han ikke var interesseret i at diskutere ansvaret for soldaternes nuværende lidelser. Det er ved at gå op for befolkningen, at det er en hård psykisk belastning at deltage i krige, hvor det handler om at dræbe eller blive dræbt.

Post-traumatisk stress (PTSD) er blevet et velkendt begreb. Tidligere mest brugt om torturofre, der kom til Danmark, men nu også om hjemvendte soldater. Det handler bl.a. om koncentrationsbesvær og tab af ligevægt og kontrol, hvad der kan gøre det svært at fungere i både familie og arbejde og skabe selvmordsrisiko. En soldat beskrev for os, hvilken virkning PTSD havde haft for hans tilværelse efter hjemkomsten: »Det kan beskrives som en degradering af dine kapaciteter på alle områder, både de sociale, private og økonomiske. Du mister kontrollen og troen på dig selv, en ustabilitet som man ikke ved, hvad man skal stille op med.« Han fortsætter: »De første ti år efter min hjemkomst har været lidt af en rutsjetur. Jeg er blevet skilt og gift, flyttet gentagne gange, boet i alt fra hus til telt, haft mange skiftende partnere og jobs, min økonomi faldt fra hinanden og jeg sidder i dag med meget dyre lån og jeg er registreret i Ribers.« Krig byder på mange muligheder for traumer. Såsom at være vidne til brutale handlinger eller selv udøve dem, eller det uforudsigelige og livstruende element. Som en soldat sagde til os: »Når min ven dør af en vejsidebombe, så kan jeg også dø.« PTSD er selv lidt af en tikkende bombe, i og med at efterreaktionerne typisk først manifesterer sig fuldt ud efter flere års forløb. Man kan antage, at Afghanistan er det værste udsendelsessted, i betragtning af den mere eller mindre permanente, livsfarlige nærkamp i Helmand. Ikke desto mindre var eks-Jugoslavien, især Bosnien, slem nok at dømme ud fra tilgængelige data om efterreaktioner.

Forsvarets Institut for Militær Psykologi (IMP) screener de hjemvendte efter seks måneders forløb og tilbyder behandling, hvis det anses for påkrævet. Opgørelsen fra 1996-2008 over den »kritiske score« (dvs. PTSD-risiko) fra disse undersøgelser viser 15 procent fra DANBAT i Bosnien. For de senere udsendelser til eks-Jugoslavien har den ligget på 5-7 procent, bortset fra de første hold, der kom til Kosovo, hvor niveauet var 9-14 procent. For Irak lå scoren på 6-8 procent i starten, mens den i de seneste år frem til 2007 kom op på 15-16 procent (dvs. ca. 120 personer pr. udsendelse). Også i Afghanistan har scoren været på 9-16 procent for de første fire hold, der blev udsendt. Der kan være grund til at antage, at den er højere for de senere hold, som har opereret i Helmand. Går man ind i tallene, viser det sig, at forlængelse af tjenestetid fra fire til seks måneder, som blev gennemført for at skaffe tilstrækkelig personel, fordoblede den kritiske score for det første seks-måneders hold. På den baggrund er der grund til at antage, at scoren har været høj i de seneste år. Ud fra denne opgørelse for ca. 20.000 udsendte er det en rimelig antagelse, at mindst et par tusinde burde have behandling. Dette behov afspejles da også i IMPs opgørelse over nyoprettede journaler, som fra 1996 til 2004 varierede mellem 120 og 195, mens der fra 2005 har været en stejlt stigende kurve op til 684 i 2007 (seneste hele år med angivne tal), i alt ca. 2.500 journaler. Ca. to tredjedele af disse er hjemvendte militærfolk. Hertil kommer en tredjedel bestående af pårørende og sundhedspersonale, som også har haft efterreaktioner relateret til udsendelsen.

Disse tal tyder på, at de fleste trængende har fået behandling, om end de ikke siger noget om virkningen. Det har været fremført fra flere sider - inkl. soldaternes fagforening, Hærens Korporal- og Konstabelforening, HKKF - at den ikke har været tilstrækkelig, hvorfor IMP forøgede sin stab af krisepsykologer fra 13 til 24 i 2008. Forsvaret har desuden taget initiativer til at lette indslusningen i dagligdagen, herunder en »kammerat-støtteordning«, ligesom man har søgt at screene personalet før udsendelse. Der foreligger ingen sikre tal for det antal mennesker, som - med eller uden behandling - har taget skade af udsendelsen. Men der er forskellige indikationer: HKKFs »Projekt Livline« er et tilbud om bistand til de medlemmer, der har behovet - og som er i stand til at overvinde de barrierer ,der måtte være, såsom »militær stolthed/skam« over at søge bistand. Livlinen hjælper i øjeblikket 303 hjemvendte med alvorlige efterreaktioner (234 fra Balkan, 54 fra Irak og 17 fra Afghanistan). Blandt disse har 281 forsøgt selvmord, dog kun ét fuldbyrdet. 251 har udviklet misbrugsproblemer. Ud af 168 med børn har 57 kun ringe kontakt med dem. 18 modtager førtidspension, mens 204 afventer behandling af sager herom (109 af dem har været under behandling i mere end fem år). HKKFs A-kasse, som dækker en bredere gruppe, meddeler, at 86 har fået førtidspension. Ifølge Arbejdsskadestyrelsen er det årlige antal anmeldte psykiske lidelser blandt soldater steget fra 10 i 2001 til 45 i 2005, hvorefter det har holdt sig på dette niveau. I alt 203 over 2001-2007.

Internationale erfaringer fra USA og Rusland tyder på, at kriminalitet er en af gruppens responser på manglende tilpasning ved hjemkomst. Også i Danmark har der været eksempler herpå, selvom der ikke foreligger nogen præcis viden: I 2008 udtalte HKKF på baggrund af eksempler på eks-soldater, der er kommet i fængsel, at hjemvendte soldaters kriminalitet burde undersøges. Yvonne Tønnesen fra HKKF sagde: Meget ofte hører jeg historien: Da jeg kom hjem, kunne jeg simpelthen ikke finde ro, jeg kunne ikke slappe af, jeg var nødt til at gøre et eller andet fuldstændig vanvittigt - og så kører den derfra. DR-nyheder har bragt udtalelser fra politiet og andre medier om soldater, som er blevet kriminelle, og som har interesseret sig for rockermiljøet.

Konklusionen peger i retning af, at nogle hundrede hjemvendte lider af PTSD i alvorlig grad og kan få svært ved at vende tilbage til et normalt liv. De fleste fra eks-Jugoslavien. Ud fra den højere kritiske score hos de udsendte til Afghanistan og deres belastning, kan det antages, at denne gruppe vil forøges betydeligt over de kommende år. Det handler således om, at flere tusinde unge risikerer at få deres livsforløb forstyrret og livskvalitet forringet. For samfundet handler det om en betydelig belastning af sundhedssystemet og af det sociale system, risiko for øget kriminalitet og betragtelig formindskelse af en værdifuld del af arbejdsstyrken.

Som det er fremgået i den senere tid, er der forståeligt nok politisk ønske og vilje til at gøre mere for de hjemsendte, ligesom der har været rejst spørgsmål, om Forsvaret bør gøre mere for at undersøge risikoprofilen hos de enkelte før udsendelse. Men selv den bedste støtte kan næppe ophæve virkningen af de drastiske påvirkninger, man er udsat for i krig.

Hvis man fastholder målsætningen om, at Danmark fremover permanent skal være i stand til at stille med 2.000 tropper i verdens konfliktområder, bør man således også kalkulere med den menneskelige og samfundsmæssige pris, dette har. Og veje denne pris op imod de udenrigs- og sikkerhedspolitiske resultater af den militære indsats.

INFOshop: Danskerne i krig