Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den lokale museumsopgave er i dag en helt anden end tidligere

De seneste årtiers bevægelse fra landområderne til de store byer har skabt en helt ny rolle for det lokale museum, der i dag er blevet en katalysator for udvikling af lokalsamfundet.

Peter Thor Andersen, historiker og museumsdirektør på Øhavsmuseet i Faaborg, mener, at det lokale museum med bevægelsen fra land til de større byer i modsætning til tidligere ikke blot skal afspejle den eksisterende lokale identitet, men også være med til at forme den. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lokale museum skal med bevægelsen fra land til de større byer i modsætning til tidligere ikke blot afspejle den eksisterende lokale identitet, men også være med til at forme den. De nye opgaver er ved at skabe et nyt museumslandskab, hvor vi i fremtiden kommer til at se en række lokalt funderede temamuseer. Den udvikling skaber spændende muligheder, men også nye udfordringer.

Tidligere var det almindeligt, at lokalmuseet var skeptisk over for erhvervsliv og turisme. Museet var bekymret for, at den kommercielle udvikling skete på bekostning af kulturværdier og natur.

I dag opfattes det lokale museum som en katalysator for udvikling af det lokale samfund, og museernes fokus, som tidligere var indadvendt på studier i museumssamlinger, er skiftet i retning af et udadvendt fokus på at skabe udvikling og forandring.

Det har betydet, at arbejdsopgaver som konceptudvikling, fundraising, anlægsprojekter og prioritering af nye alliancer med kommune, turismeaktører og udviklingsselskaber i dag fylder væsentligt mere i museets arbejde end tidligere. Museerne er med andre ord i dag langt mere indstillet på samarbejde med erhvervsliv og turismeaktører end for blot få år siden.

Central plads i lokalsamfundet

Men hvad er forklaringen på denne udvikling?

For det første har vi med bevægelsen fra land mod by set arbejdspladserne sive væk fra de mindre byer. Det har betydet, at offentlige institutioner som sygehuse og politistationer er blevet lukket og samlet i de større byer.

Det gælder for næste alle offentlige institutioner – bare ikke museerne, der fortsat ligger spredt ud over hele landet.

Det har givet museet en meget mere central plads i lokalsamfundet.

For det andet er der opstået et krav om forandring i årene efter kommunalreformen i 2007, hvor en række kommuner blev lagt sammen. I årene efter fulgte en række sammenlægninger af museer, så antallet af selvstændige museer fem år efter var blevet reduceret fra ca. 150 til ca. 100.

I den proces har museet måtte tilpasse sig den nye geografiske virkelighed og forholde sig til den nu større kommuneenhed.

For det tredje ser vi i disse år en generel tendens, hvor mange kommuner forsøger at brande sig på kultur ud fra en tro på, at et rigt kulturliv kan tiltrække nye indbyggere, turisme og kreative virksomheder.

Ny lokal identitet

I denne nye virkelighed er der kommet en langt mere lokalpolitisk bevågenhed omkring de lokale museer, der bliver set som katalysator for den fremtidige udvikling af lokalsamfundet.

Tilsammen har det ændret museets rolle fra at være mere tilbageskuende og bevarende til at være mere fremadskuende og udviklende.

Tidligere udtrykte museet den lokale selvforståelse, og museets rolle var at fortælle den lokale historie og afspejle den eksisterende eller dominerende identitet. I dag skal museet være med til at forme en ny lokal identitet.

Det er en helt afgørende forskel og en udvikling, som skyldes flere ting.

For det første var provinsbyerne og nærmeste omegn indtil for 20-30 år siden små lukkede »øer« med eget industrikvarter, egen embedsstand, hospital osv. I dag indgår byerne i større »zoner« enten vækstzoner (Trekantsområdet, Storkøbenhavn, Østjyske Vækstbånd) eller i »udkantsområder«, hvilket lægger pres på den lokale selvforståelse.

Man kan måske sige, at hvor den lokale by før var centrum for alt, så er det nu museet, der skal sikre, at byen er et kulturelt centrum i fremtiden.

For det andet betyder kravet om udvikling, at det lokale museum skal rejse penge, og da mange kommuner er økonomisk presset, sker det ofte ved at søge midler hos de private fonde.

Også det lægger pres på den lokale identitet.

Lokalt og nationalt udsyn

De private fonde har et mere nationalt udsyn sammenlignet med det kommunale, der i sagens natur er mere lokalt.

Hvis det skal være interessant for de private fonde at støtte et lokalt museum, så bliver man som museum nødt til at tænke i, hvad der kan være interessant og have værdi for et bredere publikum end blot den lokale befolkning.

Samtidig er de private fonde i stigende grad blevet optaget af det, som man kalder »collective impact«, hvilket betyder, at fondene gerne støtter det, der kan blive starten på større lokal udvikling.

Den lokale historie er derfor ikke længere nok. I stedet bliver museet nødt til at finde frem til en større unik og særegen fortælling, der tager afsæt i den lokale geografi og kulturarv.

Udviklingen hen imod det lokale museum som katalysator for samfundsudvikling og identitetsskaber har også betydet, at museumslandskabet er ved at ændre sig.

Forandringer, byggesten og bagland

Historisk har det lokale museum de fleste steder opfattet sig selv som en slags mini nationalmuseum, der skulle fortælle den lokale historie, men i den nye virkelighed må museerne i højere grad differentiere sig med fokus på forskellige temaer eller historiske perioder.

Det betyder, at vi i fremtiden formentlig kommer til at se flere såkaldte temamuseer, ligesom vi i dag kender Vikingeskibsmuseet i Roskilde eller Landbrugsmuseet på Djursland. Det er en udvikling, vi allerede ser flere steder, og som jeg tror, kun vil blive forstærket over de kommende år.

Men det er ikke en udvikling, der finder sted uden diskussion.

For ligesom i de fleste andre sammenhænge gælder det også for museerne, at selvom alle kan lide udvikling, så bryder ingen sig om forandring.

De markante ændringer i museets rolle, der er sket i løbet af det sidste årti, har krævet et nyt mindset hos mange museumsdirektør, men har også tiltrukket en ny generation af museumsdirektører, der er mere samfundsorienteret og mindre orienteret mod studier i samlingen.

Det er en generation, jeg selv tilhører på godt og ondt. For selv om der er brug for udvikling – en udvikling, som jeg synes, er positiv – så må vi ikke på museerne glemme, hvor vi kommer fra.

Dels ligger der en fare for, at vi kommer til at bevæge os for langt væk fra den faglighed, der stadig er museets vigtigste byggesten. Dels ligger der en fare for, at vi glemmer at få vores bagland med.

Et fælles mål

Med det øgede fokus på, at museet skal være relevant for turister og potentielle tilflyttere, kan der blandt nogle af de lokale indbyggere opstå en følelse af, at museet nedprioriterer dem.

Det er en følelse, der er let at forstå, og det er heller ikke svært at forstå, at museets nye prioriteringer af fundraising og nye samarbejdspartnere kan blive modtaget med skepsis af lokale, der igennem mange år har haft en stærk tilknytning til museet.

Her er det vigtigt for museet og for den lokale befolkning at huske på, at vi deler et fælles mål.

De lokale borgere vil egnen det gode. Det samme vil museet.

De fleste lokale museers fundament er bygget på lokale borgeres engagement og frivillighed typisk i skikkelse af en museumsforening. Det er en historie, som man som museumsdirektør skal være sig bevidst om, og en historie, jeg har den største respekt for. Udfordringen er, hvordan man skaber et nyt, udvidet bagland, der både rummer museets traditionelle støtter og de nye kræfter, der vil udvikling og forandring.

I respekt for fortiden, men også i respekt for fremtiden og de nye krav og muligheder, som fremtiden byder på, hvis museet tør spille med.