Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den konservative sag falmer

Erik Winther Paisley: Konservatismen har opbygget en overordentlig gæld til det liberale tankegods, men der er vel ingen, der elsker deres kreditorer. Konservatismen er på langvarig politisk retræte til marginerne, undtagelserne og stemningernes udmark, ligesom monarkiet, der kun eksisterer som ramme – bogstaveligt talt udhulet for politisk mening.

Det er den antisociaistiske alliance med de liberale og transfusionen af liberale ideer, der har holdt liv i det konservative projekt, mener Erik Winther Paisley. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De væsentligste mål i det konservative politiske projekt – fred, frihed, velstand, en naturlig samfundsudvikling – kan kun indfries gennem liberalisme og gennem kritik af det moderne statsprojekt, som tidligere generationer af konservative har et betydeligt medansvar for at have udviklet og forvaltet. De kan ikke indfries ved at blive ved med at hælde timer og år i et projekt, der som forsvar for staten altid har været korrupt, og som i sin nuværende form er ved at smuldre.

Den konservative sag har mistet sin glans, for mig som for så mange andre, og nok så meget bladguld kan ikke redde den. Den er falmet gennem uindfrielige løfter, gennem urokkelig alliance med den moderne stat og frem for gennem alt pragmatisk principløshed, som i de partitro konservatives verden ophøjes til højeste dyd.

Den politiske og retoriske drejning, der er sket siden regeringsskiftet og Liberal Alliances fremkomst, har udstillet denne principfleksbilitet på det grimmeste. Det burde være en lejlighed til alvorlig revision for konservativt sindede.

Læs også: Konservative og liberale supplerer hinanden

Man har smidt det meste af det gamle konservative arvegods væk – og med rette, kunne jeg tilføje. Det 19. århundredes konservatisme var autoritær, fjendtlig mod handel og industri og allieret med aggressiv nationalisme og militarisme. Det gælder i mindre grad den antinationale Metternich, men det er snarere hos den sene Bismarck, man finder rødderne til den moderne stat og de ideologier, herunder konservatismen, som sværmer for den.

Denne stat er i nogen grad tæmmet af liberal konstitutionalisme, som konservative har taget til sig. Man finder ikke mange konservative, der åbent angriber de liberale frihedsrettigheder i de vestlige lande. Man har også med tiden taget frihandel og andre liberale mærkesager til sig i kølvandet på de værdimæssige og ideologiske slagsmål, de ellers har tabt. Konservatismen har opbygget en overordentlig gæld til det liberale tankegods, men der er vel ingen, der elsker deres kreditorer.

Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid konkurrerede de konservative på liberalisme med Venstre, eksempelvis på skattefronten, med samme frimodighed, som man drikker klunset champagne. Men i takt med at partikonservatismen er visnet, og liberalismen er vokset frem, er der stadigt flere konservative debattører, der føler sig presset og nu gør, hvad de kan, for at »markere kant« til liberalismen.

Det skal her siges, at konservative historisk set jo oftest har taget liberal politik til sig som følge af en tabt politisk kamp. Således er det ikke tilfældigt, at nutidens protester udfolder sig der, hvor ikoniske liberale ideer om frie aftaler og konkurrence er sat ud af kraft – frem for på alt retsområdet. Hvor liberal tænkning har fået luft til at vise sin overlegenhed, er de konservative indvendinger mere fåmælte.

Læs også: Debatten om konservatisme og liberalisme

Konservativ antikapitalisme er degraderet til en obstruerende fodnote til liberalismen, fordi den er tåbelig og upraktisabel. Nutidig konservativ modvilje over for markedet – alle de små og store undtagelser, alle bisætningerne til de markedsvenlige budskaber – eksisterer alene som et identitetspolitisk »og dog«, som skal illustrere en særlig sensibilitet, liberale ikke har sans for.

Konservativ modstand mod liberale forfatninger hører man i dag næsten kun, når talen går på fattige og fremmedartede lande, hvor politisk liberalisme – afhængig af kommentatoren – enten ikke kan eller bør slå rod. Konservatismen er på langvarig politisk retræte til marginerne, undtagelserne og stemningernes udmark, ligesom monarkiet, der kun eksisterer som ramme – bogstaveligt talt udhulet for politisk mening. Berøvet konstitutionel politik og i fornuftsægteskab med liberalismen har konservatismen ikke meget tilbage at gøre modstand med. Det er ikke et problem, man kan kommunikere væk.

I stedet for principper og ideer, som de oftest ikke kan gøre rede for, må konservative i stedet se sig kaldet til at påkalde sig en særlig statsmandsværdighed, som er temmelig svær at forklare for udenforstående. Årsagen er, som Rune Selsing pointerede for nylig, at de fleste i partiet heller ikke tror fuldt ud på konservatismen, men af partimæssige og sentimentale årsager heller ikke vil bekende sig til liberalisme.

Deraf mysterierne Rasmus Jarlov og Tom Behnke – to måske grundlæggende liberale politikere, hvis politiske karrierer er blevet bundet op på Det Konservative Folkepartis overlevelse, og som derfor må forfægte umulige standpunkter igen og igen. De er ivrige fortalere for at fængsle og tugte folk, der bruger narkotika, selv om Behnke for mere end tyve år siden som voksen mand og politibetjent forsvor den linje, og Jarlov endda har fremsat en dybfølt individualistisk kritik af forbud mod at gå ud på frosne søer, før kommunen har givet lov!

Det er svært at tænke sig større kontrast i en politisk bevægelse, endsige en person. Det er ikke den eneste måde at bedrive politik som konservativ. Problemet er, at det måske er den eneste måde at bedrive konservativ politik, som ikke må være liberal.

Det er den antisocialistiske alliance med de liberale og transfusionen af liberale ideer, der har holdt liv i det konservative projekt ved at udstyre konservative med det sprog, de kunne tale socialisterne imod med. Den amerikanske præsident Ronald Reagans inspirerende retorik var intet andet end liberal, men hans mange politiske fejlskøn var mere traditionelt konservative. Storbritanniens Margaret Thatcher er ikke berygtet for sine konservative tilbagefald såsom tiltag mod homoseksualitet i 1987-88, men beundret for sit lederskab og sin radikalitet på de områder, hvor hun var liberal.

Læs også: Vi er slet ikke så forskellige

Thatchers dobbelthed er ikke enestående. Det er en svær kunst at forene en arv fra Bismarck og Disraeli, som i dag snarere repræsenteres af Dansk Folkeparti, med liberal rationalisme, markedsøkonomi og humanisme. Formålet med at foretage en balancegang er stadig mindre åbenlys, men ideen hiver og drager i konservative og fører til politiske og personlige fejlskøn af dimensioner, som man skal være yderst motiveret for at se gennem fingrene med.

Det er frygten for at afstå fra sit krav på autoritet, som motiverer balancegangen, men den fornemmelse har været svær at sætte ord på – især før sommerens debat i Berlingske om liberalisme og konservatisme. Dagens konservative utilfredshed med staten og socialismen bygger ikke på nogen principielt begrundet modstand mod statslig indblanding; det handler om arten af den indblanding, at magten hellere skulle bære tweed end regnebueflag. Principielt formuleret konservativ statskritik skal således altid læses med Mads Holgers indsigtsfulde og ærlige betragtning i baghovedet:

»Den konservative opgave er således at forhindre socialisterne i at overtage (staten) og liberalisterne i at afskaffe (staten) af frygt herfor.«

Han skriver ganske vist »landet«, men betydningen er ikke til at tage fejl af. Denne antiliberale strømning, som vil tage venstrefløjens plads, er et gennemgående konservativt synspunkt, og hvor forskellen mellem konservative og liberale er størst. Hvad jeg har været for langsom til at erkende, er, at dette element af antiliberalisme ikke kan opløses uden at opløse konservatismen med.

Som et alternativ til liberalisme er det omsonst, men alternativet til at være et alternativ, nemlig en værdipolitisk overbygning, er intet andet end en famlen efter identitet, som kan udforskes mindre destruktivt andetsteds. Bare dette års skærmydsler med liberalismen har blottet en grundlæggende uformåen, et gigantisk gab i overtalelsesevnen endda over for venligtsindede.

Centrale påstande har vist sig ikke at hvile på andet end mavefornemmelser eller allerhøjst en storladen statsutopisme, som nok er det eneste, man har bevaret af den gamle konservatisme, men utvivlsomt burde have været det første på møddingen.

Få mennesker er så uheldige, at de ikke nærer visse sentimentale ideer. Men man skal vælge sine kampe med omhu. Så længe konservative søger at udleve deres sentimenter gennem staten, undergraver de villigt eller modvilligt det samfund, de ellers burde være sat i livet for at bevare.