Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den konservative diaspora skal hjem

Konservative i Danmark er spredt for alle vinde. Men de ægte konservative får kun rigtig indflydelse, hvis de finder hjem igen.

Kristian Ditlev Jensen, journalist og forfatter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved det netop overståede Landsråd hos Det Konservative Folkeparti var antallet af medlemmer nede på cirka 11.000. Det er ikke mange. Faktisk svarer det cirka til antallet af danskere, der hvert år rammes af en hjerneblødning – uden sammenligning i øvrigt.

Og man undrer sig såre. For hvorfor er vi egentlig ikke flere, der vedkender os, at vi godt kan lide Danmark sådan som landet nu engang er?

På landsrådet kunne man nemlig konstatere, at der er plads til alle – virkelig alle – former for konservative i Det Konservative Folkeparti. Der er dem, som går ind for atomkraft. Dem, der vil have hele Danmark lagt om til økologi a la Prince Charles. Der er plads til folk, som daglig arbejder med at hjælpe de udsatte. Og til dem, der sætter det personlige ansvar så højt, at de mener, at man bør sejle sin egen sø, nærmest til man kæntrer. Nogle konservative mener, at man skal læse bøger. Andre mener, at det er nok at læse bankbøger.

Jeg er selv medlem af Det Konservative Folkeparti, og jeg ærgrer mig intenst over, at flere end nogensinde før har valgt at melde sig ud på trods af, at de faktisk er dybt konservative – og på trods af, at deres synspunkter sagtens ville kunne vinde gehør, hvis de ellers gad at gøre dem gældende inden for partiets rammer. Under landsrådet udvandrede KU i tavs protest, da Bendt Bendtsen kaldte nej-stemmerne ved den forestående EU-afstemning for pædofilisympatisører. Det interessante var ikke de to yderligtgående former for retorik, men derimod, at der faktisk var plads til begge former for aparte ytringstilkendegivelse – inden for partiet.

Vi kender jo godt, i den moderne politiske verden, det fænomen, at vælgere vandrer hid og did – og ofte endda ganske langt, rent ideologisk. For eksempel har der i de senere år været en veritabel folkevandring fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. For i Dansk Folkeparti er der kontant afregning til de enlige ældre, til de arbejdsløse og til ofre for forbrydelser – alt imens Socialdemokraterne flirter tykt med neoliberalismen.

På lidt samme måde er Det Konservative Folkeparti også langsomt blevet affolket, fordi mange har ment, at de har kunnet få det samme andre steder – og måske endda noget bedre, ja, noget renere. Men her skyldes det egentlig, at konservative, per definition, altid indbyrdes udligner hinanden.

De Konservative kan groft sagt deles op i tre grupper. Der er de liberalkonservative, som i princippet altid risikerer at blive Venstre-folk. De er konservative nok, det er ikke det, men de lægger ekstraordinær vægt på, at friheden er det vigtigste i borgerligheden. Og nogle af dem er helt sikkert røget til både Venstre og Liberal Alliance. På samme måde er det med dem, man kalder de nationalkonservative. Det er dem, der sætter en fed streg under Gud, konge og fædreland. Igen, det gør alle konservative, selvfølgelig, men for nationalkonservative er nationen alt. Og mange af dem føler sig derfor på mange måder som en slags DF’ere – bare stuerene. Den sidste gruppe af konservative er de social- eller kulturkonservative. Det er dem, som – hvis de skulle skifte – måske kunne være fristet af de Radikale. De føler sommetider inderst inde, at de hører til i en slags Det Radikale Højre. De er konservative, ofte stokkonservative, men de går bare mere op i dannelse, i elitens og vindernes kapacitet til at trække rosset med op og i, at konservatisme altid også er en forpligtelse til at vise karakter og ordentlighed, når svage skal beskyttes.

Fælles for alle tre grupper er, at de føler, at de får det samme, som de ville kunne få i den egentlige konservatisme, selvom de skifter til noget mindre komplekst. På en måde har de også ret. For hvis man, på den ene side, vitterlig vil nationalromantikken, altså sådan helt skingert, så er Dansk Folkeparti sagen. Hvis man, på den anden side, virkelig synes, at økonomi bør være alle mod alle – så kan man sagtens få Liberal Alliance med på at lukke kirker, fjerne kunststøtte og skære massivt i kontanthjælpen. Og hvis man, på den tredje side, partout vil have økologi, synes, at dannelse går over uddannelse og insisterer på at være verdensborger, så kan man vælge frit hele vejen fra de Radikale og ud til Enhedslisten.

Problemet med, at vi i dag faktisk har en konservativ diaspora, er imidlertid, at konservatisme er meget mere end sit analytiske indhold. Hvis man kun lægger vægt på ét af konservatismens ben, så bliver hele den konservative balance vakkelvorn. Eller sagt mere direkte: Hvis man, som de facto konservativ, stemmer på Dansk Folkeparti, så får man slet ikke konservatisme, men derimod populisme. Hvis man stemmer Venstre, selv om man egentlig er kryptokonservativt medlem af V, så får man ikke rigtig konservatisme. Man får liberalisme.

Endelig er der de konservative, der – forhåbentlig bare i frustration – for tiden stemmer radikalt eller ligefrem har nerver til at melde sig ind i et eller andet ude på den egentlige venstrefløj. De får heller ikke det, de faktisk allerhelst vil have. For nok får de økologien, men den er altså ikke sakset ud af en Brorson-salme. De får også etik – men den gode gerning er ikke nødvendigvis funderet i andet end øjeblikkets massepsykose. Til gengæld får de så syv køn, heraf et par fiktive, og 435 slags familier at vælge imellem. De får sociale konstruktioner, bilfri nationer og andre totalt udknaldede luftkasteller, der om 100 år vil give folk grineflip. Og det, selv om fri hash nok aldrig får gang på jord.

Man kunne også sige det på en anden måde: At stemme på andre partier end Det Konservative Folkeparti – eller ligefrem melde sig ind i dem – er at gå på kompromis med konservatismen.

Ægte konservatisme er mere nuanceret. Den handler om en sammensat balance, om tolerant sindsro og om fornuftig rummelighed. Den handler om, at man bevarer jordforbindelsen og ikke bliver ekstrem i nogen retning. Konservatismen er den mindst hysteriske position på højrefløjen. Det er en isme, der dybest set handler om standarder, om normalitet og om almindelighed. Det er en livsform, hvor man konstant søger at indordne sig under normer. Det er ikke for ingenting, at en af Per Stig Møllers bøger hedder »Den Naturlige Orden«.

Rummeligheden gælder også i den enkelte. For hvis man er ægte konservativ, så har man formentlig personality – og det er der plads til i partiet – men det sammensatte viser sig også som en hang til at danne konstant modvægt for at bevare balancen. Hvis man er ægte konservativ, så går man ind for den personlige frihed til at skabe et rigt liv, men man er skeptisk over for den gemene materialisme.

Hvis man er ægte konservativ, så hylder man Gud, konge og fædreland, men det bliver aldrig et plat påskud for galoperende xenofobi. Og hvis man er ægte konservativ, så går man samtidig ind for autentisk dannelse og bevarelse af Guds jord, så den kan overleveres til kommende generationer – men man er decideret imod intellektuelt snobberi, utøjlet nedbrydning af alle kategorier og i sidste ende politisk korrekt selvfedme.

Hvis alle de mennesker, der – på den ene eller den anden måde – føler sig konservative, ville overveje at vende hjem til den konservative familie igen, så ville de blive modtaget med åbne arme, fordi konservatismen i virkeligheden kun har en fremtid, hvis vi står sammen. Og hvis den ægte konservatismes proselytter har forladt den, fordi de ikke følte, at partiet leverede en ægte konservatisme, så kan de jo bare selv tage fat.

Det er nemlig medlemmerne, der tegner Det Konservative Folkeparti – bortset fra, selvfølgelig, hvis de melder sig ud.